Punggrævlinger, Peramelemorphia, orden af pungdyr. De har som pungrotter og pungrovdyr et oprindeligt tandsæt med mange fortænder, mens de ligner kænguruer og pungaber, ved at bagfodens anden og tredje tå er små og sammensmeltede. Desuden er fjerde tå ofte forlænget, så bagbenene fungerer som springben.

Som de eneste pungdyr har de en slags moderkage (placenta), der dog mangler de forgreninger, som sikrer den faste forbindelse hos placentale pattedyr, og fostertilstanden er af samme korte varighed som hos andre pungdyr.

Ordenen omfatter ca. 20 arter, hvoraf ca. halvdelen findes på Ny Guinea, resten i Australien. De varierer fra muse- til kaninstørrelse, har en spids snude og som regel store ører, fx punghare (Macrotis lagotis). Kraftige gravekløer på forpoten gør flere arter til effektive gravere. Kosten udgøres af smådyr og plantedele. Flere australske arter er truet af indførte rovdyr og ødelæggelse af levesteder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig