isopoder

Isopoder er en orden af krebsdyr, der sammen med de øvrige rugeposekrebs (Peracarida) hører til storkrebsene (Malacostraca). De fleste er 0,5-1,5 cm lange; den største art bliver op til 40 cm. Isopoder er langstrakte og uden skjold. Hovedet bærer et par ustilkede, sammensatte øjne, to par følehorn og fire par mundlemmer. Kroppen er fladtrykt og består af syv som regel indbyrdes frie brystled og fem oprindelig frie bagkropsled, der kan reduceres i antal og være sammenvoksede; bagest sidder en haleplade. De syv par brystben er for det meste af samme form (jf. navnet), men det forreste par kan være forsynet med en gribeklo. Ved grunden af nogle af brystbenene er på indersiden fæstnet de plader, der udgør hunnens rugepose, og som beskytter æggene og de spæde unger. Bagkropsbenene er flade og tjener i reglen som svømmeredskaber og altid som gæller; de to forreste benpar er hos hannen udformet som parringsorganer. Halepladens lemmer (uropoderne) har en meget forskellig bygning og funktion hos de i alt syv underordner: De kan fx være brede og danne en halevifte sammen med halepladen, eller stiletformede, eller danne et låg over de foransiddende fem par bagkropsben.

Fossilt går isopoderne tilbage til Sen Karbon; de er ikke, som tidligere antaget, nærtbeslægtet med amfipoder (tanglopper). Der kendes ca. 8400 arter, heraf et par hundrede i ferskvand og grundvand, 3500 på land (bænkebiderne) og resten i havet. Det er en af de artsrigeste dyregrupper på store havdybder. I Danmark findes ca. 90 arter af vandlevende isopoder.

De fleste isopoder er planteædere eller lever af henfaldende organisk stof (detritusædere) eller som rovdyr; nogle få er som pælekrebs træborende. En hel del er udstyret med gribekløer og lever som snyltere udvendigt på fisk eller i mundhulen eller gællehulen; andre (Bopyridae, tidl. Epicaridea) er indvendige parasitter på andre krebsdyr og kan være så stærkt omdannede (fx sækformede), at kun hunnernes udviklingsstadier eller tilstedeværelsen af dværghanner afslører dem som isopoder.

Vandbænkebideren (Asellus aquaticus) er vores eneste ferskvandsisopod. Den er meget almindelig i søer og vandhuller, især med mange henfaldende plantedele. Lige så almindelige i ålegræs og blandt alger er de egentlige tanglus af slægten Idotea, der er en vigtig fiskeføde. De største arter kan blive ca. 3 cm, og farven går fra grønt over brunt til rødligt, tit hvidmarmorerede eller med længdestriber. Nærtbeslægtet er den 8 cm lange østersøkrebs (Saduria entomon), der i Østersøen er en istidsrelikt og i øvrigt findes i de store midtsvenske søer og i brakvand i Det Nordlige Ishav. Det dyr, der i sandstrandens småpytter kan præstere ret kraftige bid i den bløde hud mellem tæerne, er Eurydice pulchra, der kun er 0,5 cm langt. Normalt vælger det dog mere overkommeligt bytte, fx unger af fladfisk.