Rekonstruktion af en Allosaurus.

.

Allosaurus var en slægt af store rovdinosaurer. De hørte til blandt de største rovdinosaurer, som levede i Europa og Nordamerika i slutningen af Juratiden for 155–145 millioner år siden.

Som de fleste andre rovdinosaurer gik Allosaurus på to ben og havde lange stærke arme med tre fingre på hver hånd. Selv om de kunne opnå størrelser på op til næsten 10 meter fra hoved til halespids og en anslået vægt på 2.5 tons, så var Allosaurus slankt bygget og ser ud til at have været hurtige og agile jægere. Deres tænder var lange og knivformede med små savtakker på for- og bagkant, så de meget effektivt kunne skære igennem kød.

Et hårdt liv

Allosauren "Big Joe"

Komplet skelet af en Allosaurus jimmadseni fra Evolutionsmuseet i Knuthenborg. Skelettet viser adskillige tegn på skader og infektioner, blandt andet en stor udbuling på knoglen i den ene ankel, og infektioner i ansigtet.

Allosauren "Big Joe"
Af .

I 1991 blev der fundet et 95 procent komplet skelet af en halvvoksen Allosaurus, der viste tegn på at have levet et virkeligt hårdt liv. Man fandt tegn på brud, skader og infektioner i 19 af dyrets knogler, blandt andet en voldsom infektion i den midterste tå, der må have fået dyret til at halte betydeligt. Allosauren fik kælenavnet ”Big Al”, og BBC producerede en temaudsendelse The ballad of Big Al om dyrets liv baseret på de skader, der var fundet på skelettet. Mange andre Allosaurus-skeletter viser også tegn på helede knoglebrud og infektioner, hvilket tyder på de var meget aktive rovdyr.

Tre forskellige arter

Der har gennem tiderne været foreslået seks forskellige arter af Allosaurus, men i dag regner man med, at der kun fandtes tre forskellige arter: Allosaurus fragilis og A. jimmadseni fra Nordamerika samt A. europaeus fra Europa.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig