Dimetrodon
Fossil af Dimetrodon grandis på Bob Campbell Geology Museum ved Clemson University i South Carolina, USA.
Dimetrodon
Af /Photo Researchers/Ritzau Scanpix.

Dimetrodon er en slægt af store, sejlfinnede krybdyr i familien Sphenacodontidae inden for de pattedyrlignende krybdyr (Synapsida). De levede i Tidlig Perm for ca. 300-270 millioner år siden i det, som i dag udgør Nordamerika og Europa.

Faktaboks

Etymologi
Ordet Dimetrodon betyder "to slags tænder". Navnet er givet af den amerikanske palæontolog Edward Drinker Cope.
Også kendt som

sejl-øgle

Som andre synapsider havde de en nedre kindbue og kun én tindingeåbning over denne. Bagerst på underkæben var begyndelsen til de strukturer, der bliver til trommebenet hos pattedyrene. De havde dog næppe en trommehinde; i stedet forplantede lyd sig især fra jorden via underkæben til mellemørets høreknogle. Kæbernes ret høje bageste del viser samtidig, at lukke-(tygge-)musklen begyndte at deles i to portioner, som hos pattedyrene.

Sphenacodonter, og hermed også Dimetrodon, har en eller to store, spidse og skarpe hjørnetænder i overkæben (svarende til pattedyrs hjørnetand). Dertil kommer oftest en stor, spids tand langt fremme i underkæben, mens de resterende tænder er spidse og meget mindre (deraf Dimetrodons navn). Dimetrodon var altså rovdyr, nogle op mod 3,5 m lange og over 200 kg, og de var de første landdyr, der kunne tage rigtigt stort bytte. Nogle af planteæderne i Perm blev endnu større, måske over 500 kg.

Dimetrodon bevægede sig som nutidens krybdyr med lemmerne ud til siden og bugen næsten slæbende. De havde som de eneste sphenacodonter hvirvler med meget lange torntappe, der blev holdt oppe som et "sejl" med hud imellem (vides fra brækkede og helede torntappe). Måske har "sejlet" med kraftig blodforsyning fungeret som en "solfanger" i Perm-tidens tørre og varme klima omkring den tids ækvator (mens alle kontinenter var samlet i Pangæa, og der var istider på den sydlige halvkugle, Gondwana). "Sejlet" kan også have afgivet overskudsvarme hos disse vekselvarme dyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig