Therapsider, (af gr. ther 'vilddyr' og apsis 'hvælving', sigtende til tindingevinduet), systematisk samlegruppe, der udgør udviklingsgrenene på pattedyrenes stamtræ efter pelycosaurerne. Therapsiderne udkonkurrerede pelycosaurerne sent i Perm (for ca. 260 mio. år siden), og gruppens former mistede efterhånden flere af de oprindelige krybdyrtræk. Den ældste kendte form, den lille Tetraceratops fra Texas fra midt i Perm (ca. 270 mio. år før nu), lignede stadig sphenacodonterne blandt pelycosaurerne, men tindingevinduet var blevet større, og ganetænderne noget reducerede. Den lille kødædende Biarmosuchus fra Rusland havde udviklet en lang, kraftig hjørnetand i overkæben. Mægtige former, dinocephaler kendt fra Rusland og Sydafrika, levede enten af kød eller plantekost.

Fra gruppen anomodonter blev de specialiserede dicynodonter med forhornet næb dominerende som planteædere; fra små til flodhestestore former, hvoraf nogle optrådte langt ind i Trias (indtil ca. 220 mio. år før nu). De dominerende rovdyr i Sen Perm var gruppen af gorgonopsier med sabelkatteagtige træk. Katastrofen ved Perm-Trias-grænsen blev også overlevet af therocephalerne, små insektædere til mellemstore kød- eller planteædere, som blev afløst af cynodonterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig