parasitisme

Parasitiske organismer kendes fra omtrent alle hovedgrupper af levende organismer, bl.a. er ikter en hel klasse af snylteorme, bændelorme en klasse og kradsere en række af indvoldsorme, og store grupper blandt fx rundorme og encellede organismer som bakterier og flagellater er parasitter. Blandt planter forekommer der også parasitisme, fx planterne silke og skælrod, der kræver næring fra værten, mens mistelten kun optager vand og salte fra værten (se også snylteplanter og snyltesvampe). Også hvirveldyr kan være parasitter, fx gøgen, der udnytter mindre sangfugle til udrugning af æg og opfostring af ungen; dette kaldes socialparasitisme. Virus opfattes normalt ikke som organismer, men de formerer sig ved som parasitter at snylte på stofskiftet inde i organismer.

Parasittens bygning er tilpasset dens levevis. Der kan være tale om reduktion af lemmer, udvikling af strukturer til fastholdelse (sugeskåle og kroge) og en total udviskning af kropsopdelingen. Et eksempel er rodkrebsen (se rankefødder), der findes hos bl.a. strandkrabben, hvor den kun erkendes udvendigt som en blød udposning; inde i krabben er den rodnetlignende forgrenet. I det tidlige larvestadium inden parasitlivet er rodkrebsen en typisk fritsvømmende krebsdyrlarve.

Mange parasitter udnytter i deres livsløb to eller flere værter. Slutværten for den store leverikte er koen, og mellemværten er en snegl, hvor en del af den komplicerede udvikling sker. I andre tilfælde føres parasitten aktivt fra vært til vært vha. en såkaldt vektor, en mellemvært; et eksempel er mygs overførsel af malariaparasitten. Parasitter producerer som regel et meget stort antal afkom. Dette hænger sammen med det komplicerede livsløb med værtsskifte og dermed mulige store spild.

Parasitisme spiller en stor økologisk rolle, da så mange organismer er vært for en eller flere parasitter. Interaktionen mellem vært og parasit kan være lokal eller af mere generel karakter. Nogle parasitter, de stationære, er til stede i længere perioder, mens andre, de temporære, kun har kortvarige ophold. Ved malaria er parasitten stationær i værten (mennesket), mens vektoren, myggen, kun er på mennesket i den korte tid, den suger blod.

Et vigtigt element i parasitisme er værtens immunforsvar rettet mod parasitten og dennes måde at undgå immunforsvaret på. Der er mange måder, hvorpå en parasit kan undgå værtens forsvar, bl.a. ved at dække sig med værtens egne celler eller ved selv at skifte den ydre overflade, så værtens immunforsvar ikke virker mere. Parasitisme er således en dynamisk proces, som givetvis er udviklet over en meget lang periode i organismernes evolution. Der sker adfærdsmæssige tilpasninger hos såvel parasit som vært. Et eksempel er den lille leveriktes indflydelse på mellemværtens (myrens) adfærd, så den ædes af slutværten (får). Et andet eksempel er en kradserlarves indflydelse på ferskvandstangloppens farve og svømmeadfærd, således at den bliver et nemt bytte for slutværten (and).

Fra menneskets synspunkt er det primært parasitismens patologiske indflydelse på mennesker, husdyr og afgrøder, der har interesse. Alvorlige tilfælde af parasitisme kan optræde hos mennesker, der lever mange sammen på beskeden plads, eller ved den intensive udnyttelse af naturresurser i afgrænsede små områder, fx ved dyrkning af monokulturer og ved husdyrhold. Forskningen tager sigte på at forebygge infektioner med parasitter og at helbrede, når der er sket en infektion. En række parasitsygdomme kan man forebygge og bekæmpe, men et af de voksende problemer er, at nogle parasitter udvikler resistens over for medikamenter.