hulebjørn

Hulebjørnen var en stor, robust bjørn med korte, kraftige lemmer. Den uddøde ved slutningen af sidste istid for ca. 10.000 år siden.

Skeletdele fra hundredtusindvis af individer, hvoraf mange er døde under vintersøvn, er udgravet i europæiske kalkstenshuler, hvori andre istidsformer som hulehyæne, huleløve og neandertalmenneske også forekommer. Menneskerester findes dog kun sjældent i de samme lag som hulebjørn, og palæontologen Björn Kurtén stiller sig skeptisk over for myten om en særlig hulebjørnekult udbredt blandt hulebjørnejægere.

Hulebjørne fra sidste istid var store som de største brune bjørne og specialiserede planteædere med bl.a. hvælvet pande, dyb underkæbe og aflange, bredt knudrede bagkindtænder. Hulebjørnelinjen kan via mindre og mere altædende uddøde former som Denningers hulebjørn følges ca. 1 million år tilbage til deres fælles stamform med den brune bjørn og isbjørnen; analyser af mitokondrielt DNA fra en 40.000 år gammel hulebjørneknogle har bekræftet dette slægtskab.