Hun af kappebavian (Papio hamadryas). Bemærk de opsvulmede sædepuder.

.

Bavianer er en samlebetegnelse for tre slægter og otte arter af østaber (Catarrhini). De udgør ikke en selvstændig systematisk gruppe, om end de har visse fællestræk. Bavianerne omfatter savannebavianer (Papio) med fem arter, skovbavianer (Mandrillus) med to arter og geladabavianer (Theropithecus) med en enkelt art.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bavian kommer af fransk. babouin, afledn. af provencalsk babone 'snude'.

Udseende

Mandril
Mandrillen (Mandrillus sphinx) kendes let på sit farvestråelende snudeparti.
Mandril
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Fælles for bavianerne er det lange snudeparti og de veludviklede hjørnetænder, der giver bavianerne et hundeagtigt udseende. I ældre litteratur kaldes de derfor også tit for hundeaber. Vægten varierer fra ca. 15 kg til ca. 40 kg; hannerne bliver større end hunnerne. Bavianerne er udbredt over det meste af Afrika samt på den sydvestlige del af Den Arabiske Halvø.

Levevis og adfærd

Geladabavian
Geladabavianen (Theropithecus gelada) findes i højder på 1.800-4.400 m i Etiopiens højland.
Geladabavian
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

De er dagaktive, færdes fortrinsvis på jorden og er dygtige svømmere. Føden består af frugter, blade, rodknolde, mindre hvirveldyr og insekter, som de finder på jorden. Skal det gå hurtigt, kan de samle forråd i specielle udposninger på kinderne og vente med fortæringen til senere. Om dagen færdes bavianerne i flokke på mellem 10 og 50 individer med én eller flere hanner i spidsen. Om natten søger mange grupper sammen på særlige sovepladser, hvor de er beskyttet mod rovdyr. Sådanne sovegrupper kan tælle over 500 individer. Bavianerne har mange fjender, men er godt rustet til at forsvare sig. De skarpe hjørnetænder kan være dødelige for en angriber, og i fællesskab kan en gruppe bavianer jage en leopard på flugt.

Alle bavianer har et veludviklet signalsprog. Indbyrdes pelspilning indgår som en væsentlig del og bruges til at berolige andre flokmedlemmer med. En anden hyppig adfærd er skinparringer, der bruges til at vise dominansforhold: Den, der skinparrer en anden, viser sin dominans over for denne og accepterer samtidig dennes underkastelse.

Savannebavianer

Savannebavianerne omfatter kappebavian (Papio hamadryas), anubisbavian (P. anubis), Guineabavian (P. papio), gul bavian (P. cynocephalus) og chacmabavian (P. ursinus), der alle er knyttet til den åbne savanne. De har også den største udbredelse blandt bavianerne. Blandt de mest karakteristiske kendetegn er deres usædvanlig store sædepuder, som hos hunnerne svulmer op, når de kommer i brunst. Hannerne kan ud fra sædepudernes størrelse bedømme hunnens seksuelle tilstand, og hunner i brunst forsvares over for andre hanner.

Skovbavianer

Skovbavianerne omfatter mandrillen (Mandrillus sphinx) og drillen (M. leucophaeus), som kun findes i den vestafrikanske regnskov. Hos begge arter er de kønsmodne hanners sædeparti farvet i rødt og blåt, og hos mandrillen går farverne igen på snuden. De kraftige farver spiller en vigtig rolle i abernes indbyrdes kommunikation og er bl.a. med til at give de kønsmodne hanner deres førerstatus i flokken.

Geladabavianer

Geladabavianerne består kun af arten Theropithecus gelada, som adskiller sig fra de øvrige bavianer, ved at næseborene ikke udmunder helt ude på spidsen af snuden, men på siden. Sammen med andre specielle karaktertræk har det givet anledning til en del diskussion om artens systematiske placering. Geladabavianer holder til i Etiopiens højland, hvor det uvejsomme klippeterræn yder dem god beskyttelse mod rovdyr.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig