Lorier. Plumplori (Nycticebus coucang).

.

Lemurer i Knuthenborg Safari Park.

.

Halvaber. En lori undersøger nærmiljøet.

.

Halvaber. Kattalemur.

.

Halvaber udgør sammen med aberne (Haplorhini) pattedyrordenen primater (Primates). Forstavelsen "halv" hentyder til, at der er tale om en gruppe af primater med primitive bygningstræk, ofte beskrevet som "næsten"-aber. Halvaber omfatter dværglemurer (Cheirogaleidae, se lemurer), lemurer (Lemuridae), indrier (Indriidae), aye-aye (Daubentoniidae, se lemurer) og lorier (Lorisidae). Træspidsmusene har tidligere været regnet for hørende til halvaberne.

Faktaboks

Også kendt som

Strepsirhini

Halvaber varierer i størrelse fra 10 cm og 31 g (dværgmuselemur, Microcebus myoxinus) til 90 cm og 10 kg (indri, Indri indri). De adskiller sig fra aberne bl.a. ved at have en våd snude med kommaformede næsebor og en midtstillet lodret kløft mellem næseborene. Desuden har de et aflangt snudeparti og en forholdsvis lille hjerne. Fortænderne og de to hjørnetænder i undermunden er fremadrettede og stiftformede og bruges til at pudse pelsen med. Tæerne har flade negle bortset fra 2. tå, der er forsynet med en pudseklo. Træspidsmus har dog kløer på alle fem tæer, og aye-aye (Daubentonia madagascariensis) på fire af de fem tæer. De fleste halvaber har en hale af samme længde som kroppen. Hos guldpotto (Arctocebus calabarensis), plumplori (Nycticebus coucang), slanklori (Loris tardigradus) og indri er halen dog kraftigt reduceret eller mangler helt.

Halvaberne er udbredt i tropiske områder fra Afrika og Madagaskar i vest til Indonesien i øst. De er nataktive bortset fra lemurer og tre af de fire indri-arter. Alle halvaber er udstyret med et særligt krystallag (tapetum lucidum) bag øjets nethinde, der kaster det indfaldende lys tilbage gennem nethinden og således er med til at forstærke nattesynet. Forekomsten af tapetum lucidum tyder på, at alle halvaber, også de dagaktive, stammer fra nataktive former. Hos de nataktive spiller hørelsen også en stor rolle for orienteringen.

Halvaber lever af insekter og frugter samt i mindre omfang af træernes saft og mindre hvirveldyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig