indrier

De varierer i størrelse fra 30 cm og 600 g (uldmakier) til 90 cm og 10 kg (indri). Uldmakier og sifakaer har dertil en hale af længde som kroppen, mens halen hos indrien kun er få centimeter lang. Snudepartiet er kortere end hos lemurer, som indrier ellers har mange ligheder med. Tommelen er stærkt reduceret og kun i ringe grad modstillet de øvrige fingre. Storetåen er derimod kraftigt udviklet og modstillet de øvrige tæer, så foden kan benyttes som griberedskab. Tandsættet består kun af 30 tænder, hvilket er det mindste antal inden for primatordenen; de øvre hjørnetænder er lange og skarpe. Pelsen er tyk med silkeagtig glans. Uldmakierne er ensfarvet brune, sifakaer er hvide med sorte tegninger på bryst, lår og hænder, mens indrien varierer fra sort over brun og grå til næsten hvid.

Indrier er skovlevende og findes kun på Madagaskar. De lever udelukkende af planteføde. Indriernes bevægemåde adskiller sig fra øvrige primaters. I træerne springer de fra gren til gren i opret stilling, idet de griber fat om grene eller stammer med de forlængede gribefødder. På jorden bevæger de sig omkring ved oprette spring, mens armene holdes ud til siden eller over hovedet som balancestænger. Størstedelen af tiden tilbringer indrierne i træerne.

Uldmakierne er nataktive, mens de øvrige indrier er dagaktive. De er territoriale og færdes i grupper på 4-10 individer, sandsynligvis familiegrupper. Hos sifakaerne er der 2-3 hanner i gruppen, hos indrien og uldmakierne er der en enkelt han. Territoriet afmærkes af hannerne med urin og sekret fra duftkirtler på halsen. Hanner af indrien har desuden en særlig sang, som de bruger til at holde sammen på flokken og markere territoriet med.

Alle indriarter er som de øvrige halvaber på Madagaskar stærkt truet som følge af kraftig skovhugst.

• lemurer
• halvaber