Fluer

Eksempler på fluer, som forekommer i Danmark. Øverste række: Hvepsefluen (Conops quadrifasciatus), 11-12 mm, ligner visse gravehvepse og gedehamse. Almindelig gødningsflue (Scatophaga stercoraria), 10-15 mm, ses især på friske kokasser. Stueflue (Musca domestica), 8-9 mm, findes i stalde og boliger. Våbenfluen (Stratiomys potamida), 13-16 mm, ses på blomster af skærmplanter. Midterste række: Droneflue (Eristalis tenax), 14-16 mm, ligner en honningbi-han (drone). Almindelig fuglelusflue (Ornithomya avicularia), 4-5 mm, suger blod på forskellige fugle. Fårelusflue (Melophagus ovinus), 4-5 mm, suger blod på får og lever i ulden. Sørgefluen (Hemipenthes morio), 5-12 mm, findes i hede- og klitområder. Stor humleflue (Bombylius major), 7-12 mm, suger nektar med den lange snabel. Almindelig stankelbenflue (Calobata petronella), 5-7 mm, vandrer på blade af urter og buske, hvor den jager små insekter. Nederste række: Almindelig spyflue (Calliphora vomitoria), 9-12 mm, lægger æg på ådsler, hvor larverne udvikles. Skjold-bredfodsfluen (Platycheirus clypeatus), 7-9 mm, findes i enge, moser og på græsarealer. Hunnen af regnklæge (Haematopoda pluvialis), 8-12 mm, er blodsuger på bl.a. husdyr og mennesker. Almindelig klæg (Hybomitra ciureai), 14-17 mm, suger blod på især heste og kvæg.

Fluer
Af .
Stueflue.

Farvelagt SEM-billede af hovedet af en stueflue (Musca domestica). Snablen, som i spidsen er forsynet med to pudeformede lapper (gule), bruges til at opsuge flydende føde.

Stueflue.
Af .
Kødflue.

Farvelagt SEM-billede af undersiden af den yderste del af foden fra en kødflue (Sarcophaga carnaria). Foden har to kløer med hæftepuder (lysebrune), som er tæt besat med tynde, spatelformede udvækster, som afsondrer en klæbrig væske, der gør fluen i stand til at færdes på glatte overflader.

Kødflue.
Af .
Flue.

Grøn snylteflue (Gymnocheta viridis) snylter på forskellige ugler (Noctuidae).

Flue.
Af .
Rød snylteflue.

Rød snylteflue (Eriothrix rufomaculatus) snylter på forskellige natsommerfugle.

Rød snylteflue.
Af .
Hjortelusflue.

Hjortelusen (Lipoptena cervi) suger blod på hjorte.

Hjortelusflue.
Af .

Fluer er med ca. 100.000 beskrevne arter en meget artsrig og vidt udbredt gruppe af insekter. De spiller en vigtig rolle i de fleste ikke-marine økosystemer, som bl.a. nedbrydere, planteædere, parasitter og rovdyr, samt som føde for en lang række dyrearter. Langt de fleste fluer er ganske uskadelige, men visse arter er alvorlige skadedyr på såvel afgrøder som husdyr, og andre kan være generende for mennesker ved deres stik eller ved at overføre sygdomme. Fluer udgør sammen med myg insektordenen tovinger, hvor de to bagvinger er reduceret til et par svingkøller, eller mere sjældent er helt forsvundet.

Faktaboks

Også kendt som

Brachycera

Voksne fluer adskiller sig fra myg ved at være mere kraftigt byggede, og deres følehorn er korte og har højst otte led af varierende bygning. Munddelene er sugende og oftest udviklet som en blød sugesnabel, der har to pudeformede lapper i spidsen. Smalle render i lapperne fører væske og opløst føde ind til spidsen af den rørformede overlæbe, som suger væsken op i mundhulen. Nogle fluer har stikkende-sugende munddele (stikkesnabel), fx de blodsugende klæger, tsetsefluer og stikfluer (se egentlige fluer) samt rovfluer og mange dansefluer, der udsuger andre insekter.

Fluer er såkaldt endopterygote insekter og har et larvestadie, som via et puppestadium udvikler sig til det voksne insekt. Fluelarver er benløse, men de kan have folder eller vorte-lignende strukturer på undersiden, som øger deres evne til at krybe eller grave. Hovedet er reduceret med meget korte antenner, en svagt udviklet eller helt bortfaldet hovedkapsel, og små eller ingen øjne. Munddelene domineres af et par kraftige mundkroge, som ofte fungerer både ved fødeoptagelse og som gribeorgan. Larver helt uden øjne og hovedkapsel kaldes ofte maddiker.

Fluerne klassificeres i omkring 100 familier, hvoraf 70 er repræsenteret i Danmark, og de inddeles ofte i to hovedgrupper: lavere fluer og højere fluer. Denne gruppering refererer til placeringen i deres fylogeni, hvor de lavere fluer, som opstod tidligt, har deres udviklingsgrene placeret lavt på fylogenien, mens de højere fluer, som opstod senere, har udviklingsgrene, som sidder højt på fylogenien.

Lavere fluer

Hos de lavere fluer er larvens hovedkapsel delvis reduceret og trukket ind i forbrystet, og puppen har antenner, vinger og ben klistret tæt til overfladen (mumiepuppe). De voksne fluers antenner består af op til otte småled, som kan have meget forskellig form. Til de lavere fluer hører bl.a.

  • Sneppefluer (Rhagionidae) er slanke og langbenede. Voksne af den almindeligste art ses ofte siddende på træstammer, antagelig lurende på bytte.
  • Våbenfluer (Stratiomyidae) er ofte sortgule eller metalskinnende med flad, bred bagkrop og torne på bagbrystet. De er hyppige på blomster. Larverne lever i vand og mudder eller i gødning og kompost.
  • Humlefluer (Bombyliidae) er brede og humlebiagtigt hårede. Nogle nektarsugende arter har meget lang snabel. Larverne er snyltere, især hos enlige bier og hvepse. Larver af sørgefluen (Hemipenthes morio) parasiterer pupper af snyltefluer og snyltehvepse, der selv er parasitter hos sommerfuglelarver.
  • Styltefluer (Dolichopodidae) er oftest metalskinnende grønlige med lange børsteklædte ben. Både voksne og larver er rovdyr.

Til de lavere fluer hører også dansefluer, klæger og rovfluer.

Højere fluer

Hos de højere fluer er larven altid en maddike, og den forpupper sig inden i kutikulaen (exoskelettet) fra det sidste larvestadium, som hærder til et hylster, som kaldes et puparium. De voksne fluers antenner har et stort tredje følehornsled, som bærer en trådformet følehornsbørste.

Tidligt opståede familier af højere fluer omfatter bl.a. svirrefluer (Syrphidae), hvor mange arter udviser mimicry med gedehamse og bier, og den meget artsrige familie af små, oftest sorte pukkelfluer (Phoridae), der ofte bevæger sig i løb. Larverne lever i henrådnende plantemateriale, svampe og ådsler, eller som rovdyr eller parasitter på hvirvelløse dyr.

Langt de fleste højere fluer hører til gruppen af pandeblærefluer, som klækker fra deres puparium ved hjælp af en stor blære, som fyldes med blodvæske og presses frem lige over antennerne. Efter klækningen trækkes væsken og blæren tilbage i hovedet. Hertil mange familier af småfluer, som bl.a. er karakteriseret ved ikke at have et brystskæl ved vingeroden, bl.a.

  • Rodfluer (Psilidae) er planteædere, fx gnaver larver af gulerodsfluen (Psila rosae) gange i gulerødder ("ormstukne gulerødder").
  • Båndfluer (Trypetidae) har ofte mørke pletter eller bånd på vingerne. Larverne lever i plantedele, hvor nogle arter fremkalder galler. Visse arter kan gøre skade på kirsebær, oliven og citrusfrugter.
  • Kærfluer (Sciomyzidae) har mange arter med mørke vingetegninger. Larverne er parasitter på skalbærende snegle.
  • Ostefluer (Piophilidae) indeholder bl.a. ostefluen (Piophila casei), hvis springende larver (springere) kan udvikles i vellagret ost.
  • Vandfluer, også kaldet saltfluer, (Ephydridae) er oftest knyttet til vand eller fugtige habitater. Flere arters larver er tilpasset ekstreme levesteder, fx saltsøer, varme kilder eller pytter af råolie, fx petroleumsfluen (Diasemocera petrolei) og alkalifluen (Cirrhula hians), som begge lever i Californien.
  • Bananfluer, også kaldet eddikefluer, (Drosophilidae) er en stor familie, hvor mange arter lever i gærende eller rådnende plantemateriale, fx bananfluen Drosophila melanogaster, som har fået en stor betydning som laboratoriedyr ved genetisk forskning. De små, brede, flade og vingeløse bilus (Braula spp.), der er knyttet til honningbier, hører også til bananfluefamilien. Larverne lever af voks og honning i bicellerne, og de voksne sidder på bierne, hvor de lever af biernes mundsekreter.
  • Minerfluer (Agromyzidae) har larver, som laver gange (miner) i levende plantedele, især blade, men også i kambiet af træer, fx pil og poppel.
  • Fritfluer eller halmfluer (Chloropidae) har en varieret biologi. Larver af mange arter udvikler sig i levende plantedele, mens andre arter udvikler sig i henrådnende organisk materiale eller som rovdyr på rodsugende bladlus.
  • Græsfluer (Opomyzidae) angriber unge græsskud og kan forvolde stor skade på græs- og kornafgrøder.

En stor gruppe af pandeblærefluer har udviklet et stort, pergamentagtigt skæl ved vingeroden, hvor det i større eller mindre grad dækker over svingkøllen. Hertil hører bl.a. stuefluer (Muscidae), blomsterfluer (Anthomyiidae), bremser (Oestridae), spyfluer (Calliphoridae), kødfluer (Sarcophagidae), klyngefluer (Polleniidae) og snyltefluer (Tachinidae). Også tsetsefluer (Glossinidae) og lusefluer (Hippoboscidae) hører til gruppen med vingeskæl. Alle arter suger blod på enten fugle, krybdyr eller pattedyr, og hunnerne føder larver, som er fuldt udvoksede og forpupningsmodne. Lusefluer er affladede med læderagtig hud og kraftige ben og kløer. Hertil hører bl.a. fårelusflue (Melophagus ovinus), hjortelusflue (Lipoptena cervi), svalebider (Stenepteryx hirundinis), samt arter, der lever på flagermus.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig