Hvirveldyr er en underrække af chordater omfattende ca. 60.000 nulevende arter i syv klasser: rundmunde (Cyclostomata), bruskfisk (Chondrichthyes), benfisk (Osteichthyes), padder (Amphibia), krybdyr (Reptilia), fugle (Aves) og pattedyr (Mammalia).
Faktaboks
- Også kendt som
-
Vertebrata, vertebrater
Hos hvirveldyr er rygstrengen (chorda) helt eller delvis erstattet af en hvirvelsøjle bestående af rækkestillede hvirvler. Legemet er delt i en hoved-, en krop- og en haleregion; landdyr har tillige en mere bevægelig halsregion bag hovedet og en krop, der kan være inddelt i en brystregion med ribben og en blødvægget bugregion. Der er to par lemmer, udformet som finner hos fisk og ganglemmer hos de fleste landdyr; hos fugle og flagermus er forlemmerne vinger. Lemmer mangler primært hos rundmunde og er sekundært gået tabt hos slanger og en del gravende krybdyr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.