Faktaboks

Johan Christian Fabricius
Født
7. januar 1745, Tønder
Død
3. marts 1808, Kiel

Johan Christian Fabricius. Stik af G.L. Lahde, udført i 1805.

.

Johan Christian Fabricius var en dansk naturforsker og økonom og et af den tidlige insektforsknings største navne.

Han var tidligt interesseret i naturhistorie og kom som 17-årig til Uppsala for at studere hos Carl von Linné, til hvem han livet igennem følte sig i faglig og personlig gæld. Efter Uppsalatiden var han på langvarige studieophold i andre europæiske lande, hvorefter han i nogle år havde et professorat ved Københavns Universitet i "økonomi", som dengang også omfattede naturvidenskab.

I 1775 kaldtes han til et tilsvarende professorat i Kiel. Løfter fra universitetet her om bedre faglige arbejdsvilkår (museum, botanisk have) blev dog aldrig indfriet, og han genoptog sine rejser til kolleger og samlinger i andre europæiske lande. Fra 1796 tilbragte han kun forelæsningsperioden (vinteren) i Kiel, mens han resten af året boede i København og Paris.

Tyngdepunktet i Fabricius' meget store videnskabelige produktion vedrører insektsystematik, begyndende med Systema Entomologiae (1775). Philosophia entomologica (1778), der har Linnés Philosophia botanica som forbillede, og som er den første lærebog i entomologi. Hans klassifikation af insekterne var baseret på karakterer i munddelene, som han anså for at være et bedre grundlag end de vingekarakterer, som Linné havde brugt. Fabricius navngav ca. 10.000 insektarter fra hele verden.

Fabricius har også skrevet om plantepatologi og om mere generelle naturhistoriske emner. Han havde desuden et ret omfattende forfatterskab om samfundsforhold, men det er som insektsystematikeren, han huskes. Deutsche Entomologische Gesellschaft indstiftede 1941 en Fabricius-medalje for fremstående tyske entomologer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Jean Savanes

Hi
just wondering if it would be possible to have a picture of Johan Christian Fabricius in higher resolution. I need it for a publication Many thanks
Jean

svarede Jørgen Nørby Jensen

The copyright to the pictures on lex.dk do not belong to us. We have just been given the right to use them. This means that we cannot pass on the rights. You may try the publishing company Gyldendal, who used the pictures in the first place:

gyldendal@gyldendal.dk

Kind regards
editor Jørgen Nørby Jensen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig