Karl von Frisch, 1886-1982, østrigsk biolog med speciale i adfærdsbiologi. Han blev uddannet som zoolog ved universitetet i Wien i 1910, men hans karriere knyttede sig især til universitetet i München, hvor han blev professor i 1925. Frisch er kendt for sine studier af dyrs kommunikation og især for opdagelsen af honningbiens "sprog". Han påviste, at biernes dans i stadet videregiver præcis information til andre bier om fødekilder i omgivelserne. Konklusionerne af hans mange studier af honningbien er beskrevet i bogen Tanzsprache und Orientierung der Bienen (1965). I 1973 modtog Frisch nobelprisen sammen med Konrad Lorenz og Niko Tinbergen for sit betydelige bidrag til adfærdsbiologien.