Nils Møller Andersen, 1940-2004, dansk zoolog, bestyrer af Zoologisk Museum 1982-86. Andersen ydede en pionerindsats i dansk zoologi ved indførelsen af kvantitative metoder til analyse af arters evolution og afstamningsforhold (fylogeni). Hans disputats fra 1982 om skøjteløbertæger stimulerede et internationalt opsving i udforskningen af denne dyregruppe.