firben

I Danmark findes to arter af firben, som begge er fredet; markfirbenet (Lacerta agilis), som findes spredt og lokalt, samt skovfirbenet (Zootoca vivipara), også kaldet almindeligt firben, der findes over hele landet på solbeskinnede, uopdyrkede områder. Enkelte små øer mangler firben. Begge arter er vidt udbredt i Øst-, Nord- og Mellemeuropa; endvidere forekommer skovfirbenet gennem hele Asien til Stillehavet. Mens markfirbenet lægger æg, føder skovfirbenet levende unger (ovovivipari). Hunnen holder på æggene og kan ved at opsøge varme, solbeskinnede steder give fostrene den optimale temperatur at udvikle sig i. Ungerne modtager ikke næring fra hunnen under udviklingen, og de fødes omgivet af en hinde, som de straks gennembryder.

I Europa findes der mere end 60 arter af firben, bl.a. den største repræsentant for gruppen, perlefirbenet (Timon lepidus), som kan blive op til 23,5 cm fra snudespids til gat. Langt de fleste firben har dog en kropslængde på under 12 cm. Det gælder fx murfirbenet (Podarcis muralis) og ruinfirbenet (P. siculus), som begge er meget almindelige i Sydeuropa og ofte ses på mure, stengærder og rækværker ved bebyggelse. I gruppen slangeøjefirben, som lever i Sydøsteuropa og Forasien, findes et af de mindste firben, Ophisops beddomii, der som voksen kun bliver 3,3 cm fra snudespids til gat.

Farvevariationen mellem arterne er stor, men også inden for den enkelte art kan farverne variere ganske meget. Som regel er hannerne mere farvestrålende end hunnerne. I parringstiden viser hannerne ofte truepositur over for hinanden. Her fremvises især den farvestrålende underside, ved at hannerne sammentrykker kroppen fra siden og rejser den. Der forekommer også kampe, hvor hannerne bider hinanden, indtil en stikker af.

• øgler
• krybdyr