Rachel Carson

Carson ønskede at fortsætte studierne med henblik på at opnå en ph.d.-grad, men familiens økonomiske vanskeligheder som følge af Den Store Depression og faderens pludselige død i 1935 tvang Carson til at søge arbejde. Det fik hun hos United States Bureau of Fisheries, hvor hun blandt andet producerede 52 syvminutters radioprogrammer om livet i havet. Hun begyndte samtidig at udgive korte artikler om havet, og i 1936 blev Carson som den blot anden kvinde fastansat som marinebiolog ved bureauet.

I 1937 indtraf et vendepunkt i Carsons karriere, da forlaget Simon & Schuster kontaktede Carson på baggrund af artiklen "Undersea", som hun havde udgivet i Atlantic Monthly. Forlaget foreslog Carson at udvide artiklen til en bog, og fire år senere udkom den som Under the Sea-Wind: A Naturalists Picture of Ocean Life. Bogen fik glimrende anmeldelser, men solgte ikke specielt godt.

Efter stigende ansvar hos det, der nu var omdøbt til United States Fish and Wildlife Service, besluttede Carson i 1948 at vie sit liv til at skrive. Tre år senere udkom så The Sea Around Us (da. Havet omkring os) hos Oxford University Press. Den blev tildelt National Book Ward, forblev på New York Times' bestsellerliste i hele 86 uger og resulterede derudover i to æresdoktorater til forfatteren samt en dokumentarfilm baseret på bogen. Succesen affødte en genudgivelse af Under the Sea-Wind, som nu også opnåede status af bestseller.

I 1952 sagde Carson sit job op og blev fuldtidsforfatter. I 1955 fulgte tredje bind af hendes havtrilogi, The Edge of the Sea, der er en videnskabelig udforskning af den amerikanske Atlanterhavskysts økologi. Den blev som de to foregående bøger en bestseller, og tilsammen portrætterede de livet omkring og i havet, fra kysterne til dybderne.

Carsons mest kendte værk er dog Silent Spring, som af mange betragtes som katalysatoren for det, den tyske historiker Joachim Radkau har kaldt den økologiske æra. Bogen tager læseren med ind på landjorden og omhandler pesticiders (blandt andet DDT) skadelige indvirkning på miljøet, dyrelivet, biodiversiteten og den menneskelige sundhed.

Et eksempel på Carsons brug af genrer og metaforer findes i det korte indledningskapitel til Silent Spring, som hun sigende valgte at kalde "En fabel om morgendagen", og som hun åbner med eventyrformularen "Der var engang en by i hjertet af Amerika, hvor alt liv syntes at eksistere i harmoni med omgivelserne". Carson fremmaner et pastoralt landskab, der "begejstrede den rejsendes øjne", og som var "berømt for overfloden og mangfoldigheden af sit fugleliv". Den rurale idyl inkluderede "blomstrende gårde", "kornmarker og bakker af frugtplantager", hvor "eg og ahorn og birk skabte et farveorgie" om efteråret, alt imens "ræve gøede i bakkerne, og hjorte fredeligt krydsede markerne".

Det underliggende genreformat er pastoralen, der ikke blot signalerer harmoni, men også fred og uforanderlighed. Visionen understreges af det poetiske vokabularium, som Carson anvender.

Det er en pointe, at ovenstående er skrevet i datidsform. Allerede i bogens tredje afsnit forstyrrer Carson nemlig pludselig billedet af ro og harmoni: "Så sneg en underlig plage sig ind over egnen, og alt begyndte at forandre sig. En ond besværgelse havde lagt sig over landsbyfællesskabet: mystiske sygdomme spredte sig blandt kyllingeflokkene; kvæget og fårene blev syge og døde". Snart derefter afløses det melodiøse forår af "et forår uden stemmer": "På de morgener, der engang havde pulseret rytmisk med daggryets kor af rødkælke, kattedrosler, duer, skovskader, gærdesmutter og talrige andre fuglestemmer, var der nu ingen lyd; kun stilhed lå over markerne og skovene og moserne".

I overgangen fra lyd til stilhed har Carson erstattet pastoralen med en anden generisk model, apokalypsen, men hun fortsætter med at anvende et vokabularium fra eventyret og et poetisk sprog. Fred, harmoni og årstidernes gentagne rytmer viger pladsen for massedød, antagonismer og unaturlige, fatale forandringer. Overdådig fortid, ildevarslende nutid, gold fremtid – dét er den generisk scriptede og poetisk artikulerede fortælling, som Carson fremmaner.

Pastoralen og apokalypsen refererer til allerede eksisterende visioner af forholdet mellem mennesker og natur, ikke mindst Skabelsesberetningen og Åbenbaringen. Ved at pode samtidige problemstillinger i form af forskningsbaserede undersøgelser, der var så nye og forsøgsvise, at de endnu ikke havde fundet fodfæste i befolkningen, med genrer, læseren allerede kender, formår Carson at gøre sit ildevarslende budskab om naturens depraverede tilstand forståeligt for et bredere publikum.

Den dybereliggende pointe er dog, at videnskaben altid må ty til et sprog og nogle generiske modeller, som ikke er neutrale. Carson accepterede ikke kun dette som en negativ præmis. Hun omfavnede det derimod som en positiv betingelse, og hun er til dato en af de mest virtuose skribenter til at forene de to sfærer.

I Silent Spring anvender Carson også parablen som form. Det er en kort fortælling, der eksemplificerer en sandhed, idé eller morale ved på didaktisk vis at understrege en implicit analogi med noget velkendt. Parablen er altså allegorisk, idet den beretter om et sammenhængende sæt af omstændigheder, der henviser til en anden orden af korrelerede betydninger.

I dette tilfælde: Fugles død i en lille by forårsaget af DDT spredt af mennesker henviser mere overordnet til naturens død i global forstand forårsaget af menneskets generelle adfærd.

I Silent Spring er der to vigtige pointer. Indledningens ordvalg antyder, at stilheden kan skyldes overnaturlige kræfter, men denne idé afvises hurtigt: "Ingen heksekunst, ingen fjendtlig handling havde gjort genfødslen af nyt liv i denne ramte verden tavs. Menneskene havde selv gjort det". Ansvaret kan placeres, menneskene handler i ond tro, og stilheden er ikke resultatet af en biologisk-geologisk evolution.

Den anden pointe har at gøre med Carsons indrømmelse af, at den by, hun beskriver, ikke eksisterer i virkeligheden, og dog kunne den "nemt have tusind modstykker i Amerika eller andre steder i verden". Enhver katastrofe, Carson beskriver i indledningen, er faktisk indtruffet et sted, så hendes opdigtede by er en kondensering af begivenheder, der foregår rundt om i verden. Dette er ligeledes et litterært greb, der bidrager til at illustrere bekymrende anliggender, der ellers ville fremstå fragmenterede og spredte og derfor vanskelige at begribe.

I debutbogen Under the Sea-Wind: A Naturalist’s Picture of Ocean Life, hvis titel forener det poetiske og det videnskabelige, er det ikke så meget litterære troper og genreformater, der slår læseren, som det er Carsons brug af antropomorfismer og hendes mobilisering af flere ikke-menneskelige synsvinkler. Det bemærkelsesværdige er Carsons poetiske evne til at give læseren adgang til det marine liv på dets egne betingelser.

Under the Sea-Wind er en videnskabelig bog, men ved at fokalisere fortællingen gennem en sandløber ved navn Silverbar (1. del), en makrel kaldet Scomber (2. del) og Anguilla, en ål (3. del), skaber Carson lige så meget en roman som et naturhistorisk værk. I bogens tre dele følger læseren sandløberen, makrellen og ålen gennem et helt år, hvor de migrerer og interagerer med havet. Det meste af tiden oplever læseren alt, der sker, fra den personificerede organismes perspektiv.

I forordet til førsteudgaven skriver Carson, at hendes hensigt med at anvende poetisk prosa og en romanagtig udsigelse samt personalisere oceanisk liv er "at gøre havet og dets liv så levende en virkelighed for dem, som ville læse bogen, som det er blevet for mig i løbet af det sidste årti".

Interessant nok anerkender Carson den potentielt uoverstigelige erkendelsesmæssige barriere mellem dem, der har personlig erfaring med havet og dets dybder, og dem, der blot har en medieret adgang til det gennem bøger og film. Dette er i øvrigt et genkommende motiv hos litteraturhistoriens maritime sværvægtere. Men som Herman Melville og Joseph Conrad har Carson en løsning på dette epistemologiske problem: brugen af litterære genrer, troper og greb, her specifikt antropomorfisme og fokalisering gennem dyr.

The Sea Around Us er kendetegnet ved en mere videnskabstung stil, uden at bogen af den grund bliver mindre læseværdig. Dels forkaster Carson ikke sin poetiske stil, dels er den maritime vision, som Carson fremmaner oven på sine videnskabelige data ganske fascinerende. Bogen består af tre dele, "Moder hav" om planetens opståen og havets afgørende rolle for liv på Jorden, "Det hvileløse hav" om havets måde at fungere på ud fra mekaniske og kosmiske love, og "Mennesket og havet" om forholdet mellem menneske og hav og havets rolle som skatkammer af mad og mineraler.

Hvert af de 14 kapitler indledes med et litterært citat. Homer, Shakespeare, Milton, Alfred Tennyson, Matthew Arnold og Melville er blandt forfatterne, og Første Mosebog og Jobs Bog citeres også. Litteraturens indsigter i det eksistentielle forhold mellem menneske og hav omkranser således de videnskabelige kapitler. Carsons vision er ret beset altomsluttende: uden hav, intet liv; uden hav, ingen menneskehed; uden hav, ingen kultur.

Dertil kommer, at Carson (som andre før hende) har blik for havets regulerende rolle for planetens klimatiske forhold. Hvis havet er motor for liv, er det samtidig en termostat, der regulerer Jordens temperatur. Havet er på den ene side afgørende for den klimatiske balance, som menneskeheden er afhængig af. På den anden side opererer Carson også med et geologisk perspektiv, hvor Jordens historie uafhængig af menneskelig indblanding betragtes som et ustabilt, fluktuerende økosystem. Havvandstande og temperaturer har historisk ændret sig ganske voldsomt og også vil gøre det i fremtiden.

The Sea Around Us udkom i efterdønningerne fra Manhattanprojektet, Trinitytesten, Hiroshima og Nagasaki. Carsons bekymringer handler mere om atomaffald end om plastikaffald, og menneskeskabte klimaforandringer er ikke en del af bogens anliggende. I 1951 var der 2.6 mia. mennesker på kloden, i dag er der 8.1 mia. Det er mere end en tredobling i løbet af bare to generationer.

Fraværet af menneskeskabte klimaforandringer betyder dog ikke, at The Sea Around Us er en forældet bog. I forhold til Jordens geologiske historie besad Carson ikke samme viden, som vi gør i dag, og vores aktuelle dagsorden indeholder bekymringer, der ikke var på Carsons radar i 1951. Men som Henrik Oksfeldt Enevoldsen påpeger i efterskriftet til den seneste danske oversættelse (Gads Forlag, 2022): "Det væsentlige i hendes bog er ikke, om de eksakte videnskabelige forklaringer eller fakta efter 70 år fortsat er korrekte, men den evne, hun har til at se verden i en helhed og i en videnskabelig, følelsesmæssig og kulturel forbundethed".

Helheden og forbundetheden står også til troende i dag, hvor vi er blevet mere bevidste om og har opnået faktuel viden om havets mangfoldighed af livsformer, men også om de menneskelige trusler mod disse livsformer, om menneskeforårsaget forurening, forsuring og temperatur- samt havvandsstigninger. I et forord fra 1960 skriver Carson selv: "Det er tankevækkende, at havet, som livet oprindelig opstod fra, nu er truet af én af disse livsformer. Havet vil fortsat eksistere, om end uhyggeligt forandret; truslen gælder snarere livet selv".