Skjern Å - ren eller beskidt, laks eller ej

Skjern Å er Danmarks vandrigeste å. I gennemsnit passerer 35 m³ vand pr. sekund gennem åen ud i Ringkøbing Fjord. Åen har gennem århun­dreder været vigtig for samhandel, fiskeri og landbrug på egnen. Vinter og forår løb åen over sine bredder, gødede engene og sikrede en høj høproduktion. Og mange steder i Vestjylland, især i perioden 1850-1920, brugte man åens vand til engvanding på omkring 10.000 ha for yderligere at øge græsvæksten og høproduktionen.

Men op gennem 1900-tallet steg bøndernes ønsker om især at dyrke korn og få staten til at betale for omkostningerne ved at omdanne de fugtige enge og moser til marker. Hedeselskabet projekterede og markedsførte projektet.

Skjern Å-afvandingen fra 1962 til 1968 blev det sidste store projekt af sin art i Danmark, foreløbig, og det blev trumfet igennem på trods af indædt modstand i datiden. Projektet omfattede inddigning af i alt 4000 ha enge og sumpe i den nedre del af Skjern Å og større tilløb. Grundvandsstanden blev sænket og vandet bortskaffet med pumpestationer og afvandingskanaler (figur 23-7). Prisen var omkring 300 mio. i 2009-kroner, staten dækkede 70 % af udgifterne, og landbruget kunne høste fordelene.

Projektet førte til gengæld til massiv forarmelse af livsbetingelserne for planter, smådyr, fisk og fugle i Skjern Å og Ringkøbing Fjord. Fysisk forarmelse og forurening med okker og gødningsstoffer var de vigtigste konsekvenser.

Efter mere end 20 års dyrkning, havde de tørveholdige jorder sat sig med op til 1,5 m, og det var nødvendigt med en ny og kostbar dræning og bortpumpning af vandet til et endnu dybere niveau, hvis dyrkningen skulle forsætte.

I stedet besluttede et stort flertal i Folketinget i 1987, at Skjern Å skulle naturgenoprettes. I 1990 begyndte man at opkøbe og omfordele jord, og i 1998 vedtog Folketinget anlægsloven for 2200 ha af ådalen fra Borris til Ringkøbing. Skjern Å blev genslynget og herved forlænget fra 19 til 26 km på strækningen. Den nedre strækning af Omme Å forlængedes fra 3 til 5 km, og der oprettedes nye søer og vådområder i dalen (figur 23-8 og 23-9). Prisen for genslyngningen var nogenlunde den samme som den, den oprindelige afvandingen havde kostet. Fordelene var, at landbrugerne fik bedre, højereliggende erstatningsjord, som staten købte til dem, og naturen, fuglene og turisterne vendte tilbage til Skjern Å.

Ved restaureringens begyndelse udtalte miljø- og energiminister Svend Auken (S): „Åslyngninger og naturlige vandstandsvariationer vil bidrage til at forbedre levevilkårene for dyre- og plantelivet, sikre en forbedret vandløbskvalitet i Skjern Å og Ringkøbing Fjord. Og områdets rekreative værdi vil blive mangedoblet“. Heri havde han ret.

Nu er man stolt af åen og de naturgenoprettede enge på egnen. Den samlede samfundsøkonomiske vurdering er, at investeringen i naturgenopretningen kunne betale sig. Derfor forstår man hele egnens og de lokale borgmestres skuffelse over, at man i marts 2012 måtte skrinlægge planerne om Danmarks fjerde nationalpark i Skjern Enge. Som loven om nationalparker er udformet, kræves der imidlertid fuld opbakning fra alle kredse til et givet projekt, og derfor kan ganske få lodsejere bremse for et initiativ, som lokalt opfattes som en naturlig og økonomisk profitabel opfølgning på den allerede gennemførte naturgenopretning.

Et ganske særligt højdepunkt for Skjern Å er, at naturligt selvreproducerende laks nu findes i åen i forøget antal. Der foregår igen et meget betydeligt lystfiskeri efter laks i åen, som både tiltrækker danskere og udlændinge i stort tal. Lystfiskeriet er reguleret af kvoter, så langt de fleste fisk, der fanges, bliver genudsat, fordi det er selve fangsten og ikke maden, der driver lystfiskerne.