Figur 21-20. Malermusling og dammusling kan blive op til 15 cm lange, men de er normalt kortere end 10 cm. De sidder nedgravet i bunden med bagenden oppe i vandet. Her findes ind- og udstrømningsåbninger for det vand, som muslingen pumper hen over sine gæller. Gællerne optager ilt fra vandet og sier planktonorganismer fra til føde. På malermuslingen ses indstrømningsåbningen nederst omgivet af papiller, der „smager“ på vandet.

.

Dammuslinger og malermuslinger lever begge i damme (figur 21-20). De kan også udøve stor indflydelse på dammenes liv. Muslingerne kan blive meget store og gamle, sidde tæt i bunden og dagligt filtrere meget af dammens vand. Man har eksempler på, at de kan filtrere alt vand i dammen i løbet af et par dage og dermed holde det krystalklart og fri for plankton, så vandplanterne og algerne på bunden får ypperlige lysforhold.

Dammuslinger og malermuslinger er afhængige af tilstedeværelsen af fisk i dammen. Hunnerne opbevarer sine æg i ydre gæller. Her befrugtes de ved, at hun trækker vand indeholdende hannens sæd ind forbi gællerne. Ud af de befrugtede æg kommer små larver (glochidier), der efter en periode på fire uger til et halvt år frigives fra gællerne og som en sky breder sig ud i vandet. Glochidierne er stadig små (0,25 mm) og ligner slet ikke den musling, de senere udvikler sig til. De har trekantede skaller dækket med bundter af sansebørster og et par store kroge på bugen. Modsat de voksne muslinger holdes skallerne altid åbne.

Efter frigivelsen falder glochidierne ned på bunden og er nu afhængige af at blive samlet op af en fisk. Får en fisk rodet en glochidie op under fødesøgningen, vil denne prøve at sætte sig fast på finnerne (dammusling) eller i gællerne (malermusling) på fisken. Lykkes det, omvokses glochidien af fiskens væv, og den parasiterer herefter på fisken i 15-80 dage alt efter vandtemperaturen. Herefter forlader glochidierne deres værter og efter en kort periode, hvor de bevæger sig rundt mellem planterne, forvandles de langsomt til små miniaturemuslinger og begynder de voksne muslingers filtrerende levevis.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Muslinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig