I både søer og damme lever organismerne i tilknytning til bunden og vandet. I damme kan der tillige, pga. den svage vind og vandbevægelse, udspille sig et liv i selve overfladehinden. De organismer, der lever her, kan både være bakterier, dyr, svampe og alger. Tilsammen udgør de det, man kalder neustonsamfundet.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

A, B, C og D. Almindelige dyr, der alle lever i den tynde vandhinde, der strækker sig nogle få centimeter op på genstande, der rager op over vandspejlet. A) larve af billen Helodes, B) larve af vårfluen Crunoecia, C) larve af myggen Thaumalea, D) larve af sommerfuglemyggen Pericoma.

.

Figur 21-16. Gulalgen Chromophyton rosanofii danner guldglans på overfalden af damme, fordi kloroplasterne i alle celler løftes op over vandhinden og holdes i samme vinkel i forhold til Solens stråler. Indsat vises algen i en petriskål i laboratoriet.

.

Figur 21-17. Dafnien Scapholeberis mucronata (1), den encellede amøbe Arcella (2) og ciliaten Stentor (3) er almindelige i dammenes vandhinde.

.

Figur 21-18. A) Hvirvleren Gyrinus svømmer med „et øje“ på hver side af vandhinden. B) Den del af svømmebenets overflade, der „berører“ vandet ved dets bevægelse bagud (th) og fremad (tv). Ved bagudbevægelsen skubbes hvirvleren fremad.

.

Boks 21-3.

Dyrene i vandhinden

A, B, C og D. Almindelige dyr, der alle lever i den tynde vandhinde, der strækker sig nogle få centimeter op på genstande, der rager op over vandspejlet. A) larve af billen Helodes, B) larve af vårfluen Crunoecia, C) larve af myggen Thaumalea, D) larve af sommerfuglemyggen Pericoma. Foto: A-D: N. Sloth og J. Chr. Schou/ www.biopix.dk.

Den tynde vandhinde, der ligger hen over overfladen på sten, vandplanter, visne blade og grene, der rager op over vandet, udgør et specielt levested. Dette levested kan man finde alle steder, hvor grundvandet træder frem langs vandløb, men er især karakteristisk for kilder. En række forskellige arter har tilpasset sig livet i dette særlige miljø, der danner overgang mellem land og vand. Dyrene kan ikke tåle at tørre ud, men kan på den anden side heller ikke tåle at være længere tid under vand. Dog kan de være neddykket i korte perioder, hvor de kravler rundt og fouragerer.

De almindeligste insekter er larver af biller fra slægten Helodes (figur A). De er helt flade ligesom larver af klobillen Elmis, men kan nemt kendes på de lange antenner og den større størrelse. Den flade form gør dem godt tilpasset til at leve i vandhinden.

Larver af vårfluen Crunoecia irrorata lever mellem de fugtige, visne blade i kanten af kilden. De lever som iturivere og gnaver bladene i stykker. De bygger et firkantet hus, der især består af bladribber, som sirligt gnaves til, så de indvendigt danner et cirkulært rør (figur B).

Den lille myggelarve Thaumalea lever mest på vandhinden på sten (figur C). Den har åbne spirakler på første brystled og sidste bagkropsled. Den drukner hurtigt nede i vandet. Løftes stenen op, er larven let kendelig på sin hurtige Uformede zigzag-bevægelse. Larver fra myggefamilien Dixidae, bevæger sig i Uformede baner, og nogle arter er almindelige i vandhinden på kildens vandplanter. De lever dog ikke som skrabere, men har store børstefaner på munddelene, hvormed de filtrerer partikler fra vandhinden på samme måde som stikmyg.

En række arter af sommerfuglemyg lever mellem de visne blade i kilder, hvor vandet siver ud. De har et kort ånderør i bagenden omgivet af en krans af børster, der fastholder ånderøret i vandhinden (figur D).

Afsnit fortsætter her.

Selve overfladehinden består af organisk stof, som stammer fra land og er tilført af luft og tilstrømmende vand, og fra selve dammen. Der er tale om fedtagtige, vandskyende stoffer, som har en særlig tilbøjelighed til at blive opkoncentreret på overgangen mellem vand og luft. Men den indeholder også blandede hydrofile-hydrofobe stoffer, hvor den hydrofobe (vandskyende) del af stoffet klæber til overfladen, mens den hydrofile (vandelskende) del stikker ned i vandet.

Overfladehinden er mellem 0,03 og 0,5 mm tyk, og den er bedst udviklet, hvor dammen ligger i læ for vind og bølger. Koncentrationerne af organisk stof, bakterier, dyr, svampe og alger er typisk mellem 5 og 25 gange højere i overfladehinden end i vandet umiddelbart under den. På grund af hindens ringe tykkelse spiller deres omsætning dog næppe den store rolle i forhold til resten af dammens omsætning.

Man kender ikke meget til de bakterier og svampe, der lever i hinden. Man har heller aldrig undersøgt omsætningen i den under naturlige, uforstyrrede forhold af mangel på egnede mikroskopiske målemetoder, men sådanne er under udvikling. Det særlige ved omsætningen i overfladehinden kunne netop være, at der hele tiden tilføres organisk stof fra vandet nedenunder, og at omsætningen i hinden bliver accelereret af de forhøjede koncentrationer af stof og organismer samt indstråling af UV-lys, som sætter skub i den indledende spaltning af organiske stoffer.

Den tynde vandhinde, der ligger hen over faste overflader, udgør også et specielt levested for dyrene (boks 21-3).

Gulalger

Visse organismer kan i særlig grad udnytte overfladehinden mellem vand og luft. Gulalgen Chromophyton rosanofii har f.eks. særlige anlæg for at befinde sig her. Den danner guldglans på overfladen af små skovdamme (figur 21-16). De små, fritsvømmende celler kryber gennem overfladelaget og danner et vandskyende slimrør, som de sidder oven på som en lille cellekugle. Igennem røret rager tynde strenge med celleindhold, kaldet pseudopodier, ned i dammen, hvorfra de optager vand og næringssalte. Cellerne sidder tæt sammen side om side som runde kugler oven på vandet, og danner et sammenhængende lag.

Guldglansen opstår, fordi deres lysabsorberende pigmenter, som ligner planternes grønkorn, alle er stillet som bevægelige solfangere i en bestemt vinkel i forhold til lyset for at kunne fange og udnytte det mest effektivt. Et så specielt fænomen kan kun opstå på en spejlblank vandoverflade, der er helt uforstyrret af vind og bølger.

Encellede dyr

Der lever også dyr, der er tilpasset livet i overfladhinden. Blandt de encellede dyr findes den skalbærende amøbe Arcella, der kryber af sted med pseudopodierne i overfladen og skallen nedad (figur 21-17). Pseudopodierne omklamrer og indeslutter bakterier og alger, der fordøjes. Der findes også fritsvømmende ciliater som Coleps og Euplotes, der jager blandt de tætte bestande af bytte i hinden, mens Stentor og det kolonidannende klokkedyr sidder fasthæftet ved basis i selve hinden.

Krebsdyr

Små krebsdyr som dafnien Scapholeberis mucronata og muslingekrebsen Notodromas monacha er i deres bygning tilpasset til at glide af sted på overfladehinden, mens de fortærer alle egnede partikler og organismer. Hos begge former er skjoldets åbne bugrand helt lige og forlænget i en bagudrettet torn samt besat med fine børster, som gør det muligt for dyret at hænge i overfladelaget med ryggen nedad.

Skøjteløber

Almindelig skøjteløber, Gerris lacustris, er meget almindelig på overfladen af skyggefulde damme. Dyret er ganske tyndt, ca. 1 cm langt og vejer blot få mg, og det holdes oppe af overfladespændingen i den lange kontaktflade mellem vandet og de meget lange benpar nummer to og tre. De første par ben er korte og kraftige og benyttes til at gribe og fastholde byttet med, mens det udsuges med den spidse snabel (skøjteløberen er en tæge). Byttet består især af landlevende insekter, der falder ned på vandet og hænger fast, eller vandlevende smådyr, der fanges ubehjælpeligt i overfladehinden.

Skøjteløberne færdes ofte i småflokke nær land. De ser godt, men sanser også trykbølger, som forplanter sig hen over vandoverfladen, f.eks. fra et lille, sprællende bytte eller en forbipasserende fjende på land. Under parringsspillet kommunikerer kønnene indbyrdes vha. trykbølger.

Skøjteløberens evne til at bevæge sig på vandoverfladen har været genstand for særlig interesse. Når dyret bevæger sig, føres det mellemste benpar frem til det første benpar, som løftes fri af vandet. Herefter skubbes det mellemste benpar pludseligt bagud i kontakt med vandhinden. Herved skabes en hulhed i vandhinden bag hvert af de to ben. Denne hulhed forplanter sig bagud og driver dyret fremad. Herefter løftes det mellemste benpar atter fri af vandet og føres frem til det forreste benpar, så tægen er klar til at tage det næste åretag.

Hvis bevægelsen foretages meget voldsomt, springer tægen fremad i stedet for at ro. Dyret kan dreje ved at holde benene stille på den side, der skal drejes til, igen omtrent efter samme princip, som man benytter til at manøvrere en robåd.

Hvirvlere

Hvirvlere er ca. 1 cm lange biller, der lever halvt nedsænket i vandhinden (figur 21-18). Øjnene er opdelt på tværs, så den ene halvdel afsøger luften og den anden halvdel vandet. Første benpar er udviklet til at gribe bytte, der havner på vandoverfladen. De to bageste benpar er brede, flade svømmeben med en hårbræmme på kanten.

Når svømmebenene bevæges bagud, vender den brede flade og den udfoldede hårbræmme mod vandet, som skovles bagud med stor hastighed og kraft, der driver dyret fremad. Under tilbagetaget kantstilles benene, hårbræmmen foldes sammen som en vifte, og bevægelsen foregår langsommere for at yde mindst mulig vandmodstand. Benene bevæges 30-60 gange i sekundet og kan give hvirvlerne en topfart på 1 m pr. sekund.

Hvirvlere er dygtige til at manøvrere ud og ind mellem hinanden med stor hastighed. Under bevægelsen skaber de en række bølger, der rækker 6 kropslængder frem foran dyrene. De korte antenner holdes ret frem i selve vandhinden, og med et særligt sanseorgan ved basis af antennen kan de registrere returbølger fra forhindringer, det være sig grene, artsfæller, byttedyr eller rovdyr. Denne navigation er så effektiv, at dyrene kan drøne af sted med maksimal hastighed om natten uden at kollidere med forhindringer. Når hvirvlere svømmer under vand går det 10 gange langsommere pga. større vandmodstand.

De er udmærkede flyvere, der flytter sig meget mellem nabodamme og hurtigt kan kolonisere nye, egnede steder. Derfor kan hvirvlere udnytte en samling damme og dermed sikre en stabil tilstedeværelse på baggrund af delbestande fordelt på flere damme, der udveksler individer med hinanden. Store, permanente damme er altid beboede og huser flere individer, mens små damme huser færre individer, der løbende udskiftes. Førstnævnte damme fungerer som sikre stationer, mens sidstnævnte damme benyttes som et supplement og et ekstra tilskud af plads og føde. Lokal uddøen i visse damme i et enkelt år modvirkes af god overlevelse i andre, som således fungerer som koloniseringsgrundlag for genetablering af tabte bestande.

Disse sprednings- og overlevelsesforhold gælder også for andre flyvende insekter som f.eks. guldsmede, tæger og vandkalve. Klynger af damme i forskellig udviklingstilstand er også vigtige for paddernes overlevelse.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Overfladehinden og dens organismer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig