Fiskenes fødevalg og øvrige livsstrategier

Gedden betragtes normalt som den mest drabelige af vore rovfisk (figur 17-16). Der findes mange historier om, hvordan „ferskvandenes krokodille“ har angrebet svømmende hunde eller badende børn, men de er næsten altid uden hold i virkeligheden. Sandt er det derimod, at gedden i sin egen verden er et højt specialiseret rovdyr, der lever af at æde andre fisk. Gedder er meget tilpasningsdygtige, og man finder dem derfor i både små og store søer samt i langsomt flydende vandløb.

Gedden er normalt det, der kaldes en bagholdsjæger. Helt ny forskning har dog vist, at gedder bevæger sig noget mere omkring end tidligere antaget. Dens spættede farvetegninger får den til at falde i et med omgivelserne, eksempelvis på en baggrund af vandplanter. Mellem vandplanterne kan den stå uden at røre sig, mens den venter på, at byttet kommer inden for rækkevidde. Gedden er egentlig en dårlig svømmer, som kun i begrænset omfang er i stand til at forfølge sit bytte, men på korte distancer er den meget hurtig. Dens slanke krop, brede hale og store ryg- og gatfinner, som er placeret nær halen, gør den i stand til at foretage en meget hurtig acceleration. Den almindelig angrebsdistance er dog forbavsende lille, den helt hurtige acceleration sker normalt kun over en afstand på ca. ½ kropslængde, men til gengæld med en sluthastighed på op til 30 km i timen.

Når et bytte er inden for rækkevidde, angriber den i et pludseligt ryk, og munden åbnes, lige når byttet nås. Herved skabes der et undertryk i mundhulen, som er med til at trække byttet ind mellem kæberne, hvor det gribes og fastholdes.

Når byttet er grebet, slipper det sjældent fri igen. Geddens kæber, gane og tunge er dækket med sylespidse, bagudrettede tænder. Enhver, som har været i nærkontakt med en geddemund, véd, hvordan dét føles. Byttet sluges helt, store byttefisk vendes rundt, så de kan sluges med hovedet først. På den led er fisk lettest at sluge, fordi skællene og eventuelle pigges vender bagud. Geddens mund er så stor, at den kan sluge et bytte på omkring 1/3 af sin egen vægt. Hos ungerne er kæberne mere bevægelige, og de kan sluge et endnu større bytte.

De nyklækkede gedder, som kun måler 12 mm, æder i den første tid små planktondyr. Men de vokser hurtigt, og allerede efter ca. 1-2 uger går de over til at æde større, bundlevende insekter og krebsdyr. Ca. 2-3 måneder efter klækningen, ved en størrelse på omkring 10 cm, bliver fisk den vigtigste føde. Herefter er menuen sat for resten af geddens liv. Til gengæld er den ikke kræsen med hensyn til, hvilke fiskearter der ædes, heller ikke hvis det er en mindre artsfælle.

Kannibalisme er nemlig almindelig hos gedder og en af grundene til, at tætheden af gedder i en sø normalt ikke afhænger af, hvor meget bytte der er til rådighed, men derimod af hvor stort et egnet opholdsareal søen rummer. Her er det, som tidligere nævnt, især mængden af egnede opvækstarealer for ynglen, der er den begrænsende faktor.

Undersøgelser har endvidere vist, at gedder målrettet kan udnytte kortvarigt tilgængelige ressourcer, eksempelvis ørred- eller laksesmolt, når disse om foråret vandrer mod havet. Ved smoltenes passage af en sø kan op til 80 % af dem falde som bytte for søens rovdyr, ikke mindst gedden.

I modsætning til den almindelige opfattelse æder gedder meget sjældent ællinger eller andre fugleunger. I en undersøgelse fra en midtjysk sø fandt man kun 1 ælling i over 600 undersøgte maver på trods af, at gedderne i søen faktisk sultede (få byttefisk) samtidig med, at der var en stor bestand af vandfugle. Det forhold skyldes sandsynligvis, at der normalt er så langt mellem fugleungerne, at det for gedden næppe kan svare sig at søge målrettet efter dem. Oplysninger om gedder, der æder ællinger, stammer ofte fra små damme med andehold, hvor der derfor er mange flere ællinger end i naturen.

Aborren er en helt anden type rovfisk end gedden (figur 17-17). De voksne aborrer jager aktivt i det åbne vand uden for bredzonens plantebælter. Aborren er afhængig af synet i sin jagt og jager derfor kun i døgnets lyse timer. Undersøgelser viser, at aborrer, og faktisk også gedder, er mest aktive omkring solopgang og solnedgang. Det har man tolket på den måde, at disse fiskearters jagt er mest effektiv i tusmørke. Der er desuden undersøgelser, som peger på, at aborrer jager i små flokke og måske koordinerer deres angreb på stimer af byttefisk.

De store forskelle, der er mellem aborrer og gedder, betyder, at de to arter supplerer hinanden rumligt på den måde, at aborren jager aktivt i det åbne vand, mens gedden dækker bredzonen med sine bagholdsangreb. Det gør, at byttefiskene ikke så let kan undslippe rovfiskenes regulerende indhug (se næste hovedafsnit) og derfor ikke ender med at overbefolke søerne.

Aborren betragtes som den mest betydende af rovfiskene i danske søer, dvs. at den har størst indflydelse på byttefiskenes bestandsstørrelse. Det er dog kun de største aborrer, der er effektive rovfisk. Aborrerne har imidlertid svært ved at vokse sig tilstrækkeligt store i næringsbelastede søer, hvor deres jagt generes af det uklare vand. Derfor kan der godt være mange små aborrer i en sø, uden at arten nødvendigvis har afgørende indflydelse på karpefiskenes bestandsstørrelse.

Som yngel æder aborrer ligesom alle andre fisk, dyreplankton. I begyndelsen lever ynglen ude i søernes åbne vand, men allerede ved en størrelse på ca. 2 cm søger de små fisk ind i bredzonen, hvor de tilbringer resten af deres første sommer. I søer med klart vand sker skiftet fra åbent vand ofte tidligere end i søer med uklart vand. I den tid, hvor de lever i bredzonen, skifter de gradvist fødevalg fra dyreplankton til de lidt større bunddyr. I nogle tilfælde kan føden også suppleres med yngel af skalle og især brasen.

Da de gerne søger føde mellem planter, har de bedre muligheder for fødesøgning i klarvandede søer med udbredt undervandsvegetation end i de uklare søer. Ved en størrelse på omkring 10-12 cm lever de mest af bunddyrene, men hvis forholdene er til det, begynder de allerede ved en størrelse på omkring 15 cm at æde fisk. Rigtig effektive rovfisk bliver de dog normalt først omkring de 18-20 cm.

Det er aborrens mundstørrelse, som sætter grænsen for, hvilke størrelser af fisk den kan æde. Det er kun de allerstørste aborrer, der kan æde byttefisk, som er større end 8-10 cm. I perioder på året, hvor der ikke er fisk i den rette størrelse til rådighed, skifter de fleste rovaborrer derfor til andre fødeemner. Den voksne aborre skifter således ofte mellem at være rovfisk og bunddyrsæder alt efter årstiden (figur 17-18). I perioder med stor tæthed af store planktondyr, f.eks. dafnier, kan de helt store aborrer endog skifte tilbage til den type bytte, og en voksen rovaborre kan have over 1000 dafnier i maven.

Aborren er med andre ord meget fleksibel i sit fødevalg, og der findes mange varianter over det ovenfor beskrevne generelle mønster. Der er imidlertid også mange „faldgruber“, som aborren kan havne i, afhængig af hvilken miljøtilstand søer har. Som omtalt tidligere (se Søen som levested for fisk) har aborreynglen i de uklare søer stærk konkurrence fra skalleynglen og vokser derfor langsommere end ellers. Men også i den periode, hvor aborrerne lever af bunddyr, er der stærk konkurrence fra de mange skaller og brasener, der dominerer den uklare sø. Derfor vil meget færre aborrer blive store nok til at blive effektive rovfisk.

Typisk for disse tilpasningsdygtige fisk klarer de sig dog trods dårlige odds og venter på deres chance. Det ser man meget tydeligt i forbindelse med biomanipulationsprojekter, hvor det mange gange er observeret, at så snart vandet bliver klart, „eksploderer“ aborrebestanden både med hensyn til fiskenes væksthastighed og med hensyn til antallet af store rovaborrer.

En interessant detalje i den sammenhæng er, at man nogle steder har observeret, at de mange hurtigt voksende aborrer pludselig forsvinder. En mulig forklaring på det fænomen er måske fundet i forbindelse med forsøg med opdræt af aborrer i dambrug. Her viste det sig, at aborrer, der fik ubegrænset adgang til føde, kunne blive så fede, at de døde – så at sige af vellevned. Hurtigt voksende aborrer i nyligt biomanipulerede søer er ofte meget velnærede, så den samme mekanisme kan måske være årsagen til den pludselige massedød.