En af søens store rovfisk, gedden. Af Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix.
Begrænset anvendelse
Søen som levested for fisk
Figur 17-2. Fiskeri efter heltling i Knudsø ved Ry. A) Røgtning af garn med fangst af heltling. B) Heltling på 24 cm. Heltlingen er en af vore mest sjældne ferskvandsfisk med hovedudbredelse i Gudenåens dybe søer.
Figur 17-3. Øverst lille sø nær Ry i Midtjylland, som huser en stor bestand af karper. Nederst: To karper fouragerer nær bredden, bemærk bobler og ringe i vandet.
Figur 17-4. Den typiske fangst ved en fiskeundersøgelse i en uklar sø. Mange fredfisk og få rovfisk.
Figur 17-5. Søjlediagram, der viser sammenhæng mellem søers indhold af næringsstoffet fosfor og A) den totale biomasse af fredfisk og B) andelen af rovfisk i hele fiskebestanden.
Dybdens og størrelsens betydning
Som beskrevet i kapitlet Søernes miljø har søens dybdeforhold afgørende betydning for, om der opstår lagdeling med springlag i sommermånederne eller ej. Lagdelte søer er gennemgående dybe, og ikke-lagdelte søer er lavvandede.
I søer, som har lagdeling, adskiller forholdene sig især på to punkter fra forholdene i søer uden lagdeling. For det første er der i den lagdelte sø sommeren igennem et stort, iltfattigt område på bunden, som er nærmest utilgængeligt for de bundlevende fisk. Det har eksempelvis betydning for brasen og ål, der begge søger deres føde på bunden og derfor kun har den del af bunden, der ligger på lavt vand, til rådighed. Iltfattige forhold begrænser således deres potentielle fourageringsområde markant.
For det andet rummer den lagdelte sø et spektrum af temperaturer fra overfladen og ned mod bunden, således at der er mange muligheder for fiskene. I den ikke-lagdelte sø er vandet derimod typisk næsten lige varmt hele vejen ned, og fisk har dermed i mindre grad mulighed for at opsøge områder med en særlig temperatur. Det er især vigtigt for arter, der er tilpasset lave temperaturer, og som derfor i sommertiden trives dårligt i de lavvandede, varme søer.
Ørred og heltling (figur 17-2) er eksempler på fiskearter, der om sommeren er afhængige af det kølige vand lige over springlaget i lagdelte søer. Begge hører til laksefiskene, som generelt er tilpasset forholdsvis lave temperaturer. Det er da også kun i få danske søer, man finder en bestand af søørred. Eksempler herpå er Hald Sø, Glenstrup Sø og Mossø, som alle er store og dybe nok til at være lagdelte. Ørreden er desuden afhængig af, at der i søens opland findes vandløb med egnede gydeforhold. Se mere om dette i kapitel 10.
En søs størrelse har også betydning for, hvilke og hvor mange fiskearter man finder, og hvor talrige de enkelte arter er. Det gælder især, når søer bliver så små eller så lavvandede, at en egentlig åbentvandszone mangler, og hele søen derfor kan betegnes som bredzone, der er karakteriseret ved lav vanddybde og stor forekomst af vandplanter. I den type søer, som især omfatter vandhuller, moser, damme osv., vil de fiskearter, som er særligt tilknyttet bredzonen, oftere forekomme og dominere fiskebestanden. Det gælder eksempelvis arter som karusse, rudskalle og regnløje, der har deres hovedudbredelse i små søer (figur 17-3).
Klart eller uklart vand
I danske søer er vandet typisk klart om vinteren, fordi mængden af planktonalger er lille på den tid af året. Om sommeren, hvor der er lys og varme til rådighed, formerer algerne sig og gør derved vandet mere uklart.
Vandets klarhed eller uklarhed afhænger af mængden af næringssalte i det (se kapitlerne Søernes miljø og Søernes plankton). Ved et lavt næringsstofindhold forbliver vandet klart hele sommeren, og de rodfæstede planter dominerer. Hvis søen er meget næringsrig, er de planktoniske alger i stand til at skygge de rodfæstede planter væk, og vandet er uklart om sommeren. De forhold har en helt afgørende betydning for fiskebestandens sammensætning, dvs. for hvilke arter der dominerer, og hvor stor den samlede mængde eller biomasse af fiskene er. Disse sammenhænge er tydeligt blevet påvist i løbet af 1990’erne af forskere ved det, der dengang hed Danmarks Miljøundersøgelser. Vandets klarhed, og altså dermed fiskebestandenes sammensætning og biomasse, er i høj grad et spejl af søens indhold af næringssalte, eller trofigrad, som man også kalder det (figur 17-4).
Oligotrofe søer
Ved et lavt næringsstofniveau (oligotrof tilstand) er fiskebestanden domineret af rovfisk. Den mest almindelige fiskeart er som regel aborren, ofte med gedden som den næstmest almindelige. Den type fiskebestand finder man i næringsfattige søer som Grane Langsø og Madum Sø.
Mesotrofe søer
Hvis næringsstofniveauet øges og når det middelhøje såkaldte „mesotrofe“ niveau, vil man se nogle moderate ændringer. Hele økosystemet bliver for det første lidt mere produktivt. Det vil sige, at fiskebestanden fortsat er domineret af rovfiskene, men der er flere af dem. Der er som regel også flere fiskearter til stede, bl.a. fordi der også er flere arter af undervandsplanter, som skaber flere forskellige typer af levesteder end i de meget næringsfattige søer. F.eks. er der som regel karpefisk som skalle og brasen, der lever af dyreplankton og små bunddyr. De optræder ikke med mange individer, men ofte ser man til gengæld, at de er store. Det skyldes, at det kun er et fåtal, som undslipper rovfiskene, men til gengæld har de få overlevende masser af føde til rådighed. Det var den tilstand, de fleste danske søer var i, før tilledningen af næringsstof for alvor tog fart. Denne tilledning kom i begyndelsen fra byer og industrier, senere også fra dambrug og landbrug.
Eutrofe søer
Når næringsstofniveauet øges meget, opstår der en helt anden biologisk struktur i søen, der nu betegnes som eutrof. Der kommer så mange planktonalger, at vandet bliver uklart, og de rodfæstede undervandsplanter bliver fåtallige eller forsvinder helt. Den ændring har en meget markant indvirkning på fiskebestanden. Som eksempel kan nævnes aborren, hvis yngel nu får konkurrence – især fra mange små skaller. Skallerne er nemlig bedre til at søge føde i åbent vand end aborreynglen, der klarer sig bedst mellem vandplanter – men dem er der jo ingen af mere. Senere i livet får aborrerne problemer med det uklare vand, fordi de som rovfisk jager ved hjælp af synet. Begge forhold er med til at nedsætte væksten hos aborrerne, og dermed bliver der færre store og effektive rovaborrer i den uklare sø.
Gedden påvirkes i mindre grad af det uklare vand. Voksne gedder jager uden problemer i uklart vand, måske bl.a. fordi der er mange flere byttefisk at ligge på lur efter. Derfor er der ofte nogle rigtig store gedder i de uklare søer. Men som yngel er gedden meget afhængig af skjul i form af planter på lavt vand for ikke at blive ædt af f.eks. større artsfæller. Mængden af gedder kan derfor blive begrænset af, hvor store arealer med planter på lavt vand der er til rådighed.
Samlet bliver der som sådan ikke markant mindre biomasse af rovfisk, men der bliver mange flere karpefisk (figur 17-5). Det betyder også at karpefiskenes antal kun i ubetydelig grad påvirkes af rovfiskene.
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Søen som levested for fisk.
- Forrige afsnit er Søernes fisk
- Næste afsnit er Søernes fiskearter
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.