Fuglenes betydning for søernes næringstilstand

En opgørelse af fuglenes samlede ekstrementering i de to store fuglerige søer, Filsø og Maribo Søndersø, i 1990’erne viste, at fuglene kunne bidrage med 4-10 % af den samlede tilførsel af fosfor til søerne, mens det procentvise bidrag var markant mindre for kvælstofs vedkommende. Det skyldes, at fugleklatter er forholdsvis rige på fosfor, mens afstrømningen fra marker bidrager med så meget kvælstof, at det langt overgår fugleklatternes bidrag.

Hvis fuglene søger føde på markerne og kvitterer i søvandet, som tilfældet er med gæs og i et vist omfang med måger, blishøns og svaner i ovennævnte søer, tilfører de ekstra næringssalte. Hvis de omvendt søger føde i søerne og kvitterer hovedparten på land, som tilfældet er med skarv, fiskehejre, fiskeørn og havørn, fjerner de netto næringssalte fra søerne. Kun skarv og fiskehejre kan spille en rolle; ørnene er alt for få til at kunne påvirke næringskredsløbet.

Hvis man skal finde et eksempel på et toprovdyr, som virkelig trækker fisk og dermed næringssalte op af vandet i stort omfang, skal man til floderne i Alaska. Her er det laks, som er vokset op i havet, som i stort antal ender deres dage i gabet på en bjørn eller dør efter gydningen i de øverste, lavvandede afsnit af floderne. Her tilfører de faktisk så mange næringssalte, at de stimulerer algerne på bunden, planterne på land og dermed lakseynglens fødedyr og egen opvækst. Årsagen er klar: floderne og de omgivende landområder er meget næringsfattige.

Tilbage i de danske søer viste beregninger fra Utterslev Mose i Brønshøj ved København i 1970’erne, da der fandtes åbne lossepladser og tusindvis af måger overnattede i mosen, at deres gødning alene ville fastholde mosen i en meget næringsrig tilstand. Den udløste fra tid til anden iltsvind i vandet og udbrud af pølseforgiftning hos vandfuglene. Nu er mågerne få, tilløbene er renset, og Utterslev Mose er markant renere.

I dag har man tilsvarende problemer med overgødskning af de mange småsøer i Ålevande i Nationalpark Thy. Her er der så mange overnattende gæs, at de billedligt talt klatter søerne sønder og sammen. Belastningen fra gæssene svarer til tidligere tiders tilførsel af urenset spildevand til en stærkt forurenet sø. En prøve fra slambunden lugter da også som urenset spildevand, og den særegne flora af små rosetplanter, som plejede at vokse på en fattig sandbund i klart vand, er for længst forsvundet. Overalt i Nordvest­europa drager gæssene fordel af reduceret jagttryk, vintergrønne, gødede marker og mildere vintre med bedre fødetilgang. Vil man redde de særegne søer på Thy, må man oprette en alternativ overnatningssø til gæssene i landbrugslandet bag nationalparken og samtidigt jage dem væk fra Ålevande og genoprette søerne i henhold til deres oprindelige naturtilstand. Det sidste kan ske ved kortvarigt at tørlægge dem, fjerne bund­slammet med gåseekskrementer og derefter lade vandet fra klitterrænet fylde søerne igen.

Et andet veldokumenteret eksempel på massiv næringspåvirkning af en sø fra fugle er Brændegård Sø på Fyn med tilhørende skarvkoloni. Den fredede skarvkoloni er en af de største i Nordeuropa. Den blev etableret med 5 par i 1973 og i 1996, da næringsbelastningen blev vurderet, var kolonien vokset til 5500. Skarverne søger først og fremmest føde i Lillebælt, Storebælt og Det Sydfynske Øhav og fisker kun i mindre omfang i søen. Skarverne importerer derfor næringsstofferne udefra og kvitterer dem i et betydeligt omfang på en ø i søen og i skovparceller langs søen, hvorfra en del udvaskes til søvandet. Hver skarv lægger dagligt 4,5-11,5 g kvælstof og 2,2-3,2 g fosfor.

Denne fosformængde svarer meget godt til det, en gennemsnitsdansker leder ud i sit spildevand dagligt (2,7 g). Spildevandet renses imidlertid, hvorved der fjernes 95 % af fosforen, mens de sidste 5 % lukkes ud i miljøet. En skarv belaster med andre ord miljøet med lige så meget fosfor som 20 danskere, hvis ellers alle skarvens klatter havner i vandmiljøet, men det er nu ingenlunde tilfældet. I Brændegård Sø bidrog de 5500 skarver i 1996 med 2-3 tons kvælstof ud af den samlede tilførsel på 17-18 tons. Fuglenes fosforbidrag var på omkring 1 ton ud af den samlede årlige tilførsel på 1,3 tons. Skarvernes fosfortilførsel afspejledes i søens vand, hvis fosforindhold var øget 17 gange fra 1970’erne til 1990’erne.

Dette regnestykke skal imidlertid ikke være et alibi for at bekæmpe skarverne, tværtimod. Der er ganske få skarvkolonier i landet, og de søer, som forurenes af skarverne, har i de fleste tilfælde været næringsrige og kan ikke opnå en særlig høj status, selv om skarverne ikke ynglede ved søerne.

Som et sidste eksempel på nettotilførsel af næringssalte skal andeopdræt nævnes. Af den grund har Danmark faktisk tidligere mistet en række enestående, næringsfattige søer i Midt-, Vest- og Nordjylland med en sjælden vegetation af flydende kogleaks, gulgrøn og sortgrøn brasenføde, strandbo, tvepibet lobelie, pilledrager og svømmende sumpskærm.

Under naturlige forhold kan der leve et par gråænder i damme med en størrelse på 1000 m², mens der i opdrætsdamme af samme størrelse typisk lever 10-50 gange så mange ænder, og de lever i modsætning til deres vilde fætre af importeret foder. Nogle få, simple beregninger illustrerer virkningen: En gråands klatter rummer dagligt omkring 1,5 g kvælstof og 0,25 g fosfor. I fosformængde svarer anden derfor til 1/10 person før spildevandsrensning, men faktisk til 2 personer efter spildevandsrensning, hvis denne er 95 % effektiv. Har man derfor 20 ænder liggende i sin dam på 1000 m² (som en parcelhusgrund), svarer deres fosforbelastning til renset spildevand fra 40 mennesker.

Ved 10 ænder pr. 1000 m² har søvandet for længe siden passeret det hypernæringsrige niveau. Ænderne påvirker i øvrigt også de fredede padder, men det er en helt anden historie (se nærmere i kapitlet Damme).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Fuglenes betydning for søernes næringstilstand.

• Forrige afsnit er Fuglenes rolle i søernes omsætning
• Næste afsnit er Søernes pattedyr