Et meget basisk miljø (meget lidt surt) med pH på 9,5-10,5 er en betydelig udfordring for både planter og dyr. Ved en så høj en pH-værdi er CO2 kun til stede i små, ubetydelige mængder, og for at klare sig er planterne sandsynligvis alle nødt til at kunne udnytte hydrogenkarbonat i deres fotosyntese. Kan de ikke det, vokser de ikke og forsvinder derfor. For en del planktonalger er så høj en pH direkte giftig, og hos bakterier, smådyr og fisk kan der optræde direkte giftvirkning eller hæmning ved en pH over 10. Især dyrenes æg og yngste stadier er pH-følsomme.
Endvidere kan fiskene blive ammoniakforgiftede. I vand forekommer det giftige ammoniak og det ugiftige ammonium sammen i en kemisk ligevægt med hinanden, og beliggenheden af ligevægtspunktet afhænger af pH. Når pH øges, forskydes ligevægten, så der kommer mere af den giftige ammoniak. Når pH stiger op mod 10, forsøger fiskene derfor at svømme bort til de dele af søen, hvor pH er lavere. Og hvis det er muligt, søger de op i pH-neutrale tilløb.
Også et meget surt miljø med pH på 2,5-3,5, som man tidligere havde i de gamle brunkulssøer, er skadeligt for organismerne. Lav pH hæmmer cellemembraners evne til at optage og frigive stoffer, som normalt transporteres aktivt igennem dem. Som et eksempel kan nævnes den aktive saltoptagelse, som ferskvandsfisk foretager gennem gællernes overflade for at modvirke det konstante salttab, der er en følge af, at deres cellevæske og deres blod har en højere saltkoncentration end det omgivende vand. Konsekvensen bliver, at fisken taber salt og dør ved lav pH (figur 13-11 og 13-12). Den dødelighed, lav pH fremkalder, forstærkes af aluminium.
Faktisk er det kun meget få, men ganske eksotiske arter, som kan klare meget sure forhold. Blandt algerne kan nævnes kiselalgen Eunotia exigua, grønalgen Chlamydomonas acidophila og øjealgen Euglena mutabilis, der kun findes sådanne steder. Blandt dyrene gælder det nogle få hjuldyr, snabeldafnien Bosmina og enkelte dansemyg og biller med et beskyttende hudpanser. Og blandt fisk er følsomheden størst hos arter og udviklingsstadier med et højt stofskife. Derfor er følsomheden større hos æg og yngel end hos voksne fisk, og større hos hurtige rovfisk som ørred og laks end hos bundfisk som ål.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.