Figur 16-1. På sten i bredzonen lever nogle arter, der er tilpasset vandets bevægelse ligesom arter i vandløbene. A) Den husbyggende vårflue Goera har forstærket sit hus med store sten på siden. B) Den lille klobille Oulimnius har plastronrespiration. Plastronen ligger på bugen og strækker sig op på siden som hvidlige pletter.

.

På rødderne af rørsumpens planter dybt begravet i iltfrit, stinkende mudder sidder larver af sivbukke ubevægelige, helt uden fjender og vokser sig ganske langsomt store, mens de suger plantesaft og får ilt fra plantens luftkanaler. Sådan har forskellige dyrearter tilpasset sig de mest ekstreme udfordringer eller mest optimale muligheder, som søens forskellige miljøer byder dem.

De forskellige dybder i en sø byder på vidt forskellige fødekilder, bundmaterialer, lysforhold og iltforhold. Derfor er det også forskellige bunddyr, både hvad angår arter og antal, man møder med dybden. Når en zoolog skal undersøge søers dyreliv, har der derfor været tradition for at skelne mellem en række forskellige dybdezoner, hvis nærmere beskaffenhed afhænger af forhold som deres størrelse, udsættelse for vind og jordbundens sammensætning. Den samme tradition har man ikke haft inden for studiet af søers planter, så derfor er dette og det foregående kapitel opdelt forskelligt.

Alle vore søer har en relativt lavvandet zone inde ved bredden, bredzonen, og en dybereliggende bundzone længere ude. Bredzonen, der også kaldes litoralzonen, er bevokset med planter, og dens bund består enten af sten og grus eller af blødere materialer alt efter vind- og bølgeforholdene. Bundzonen, der også kaldes barbundszonen eller profundalzonen, er uden planter, og dens bund består af blødt mudder. Er søen dyb, kan der mellem bredzonen og bundzonen være indskudt en såkaldt skalzone eller sublitoralzone, hvor dybden tiltager hurtigt. I denne indskudte zone er bunden relativt fast med sten og grus, fordi mudderet føres ud på den dybe, flade del, og her kan man findes store ansamlinger af døde muslinge- og snegleskaller. Figur 15-2 i Planternes fordeling viser en skematisk gengivelse af de forskellige zoner.

I dybe søer opstår der om foråret et såkaldt springlag i den dybde, hvor undervandsplanterne forsvinder, det vil sige i skalzonen. I løbet af sommeren tvinges springlaget af vinden længere og længere ned i søen, så skalzonen udsættes derfor for iltsvind i starten af sommeren, men det varer ikke nær så længe som i barbundszonen.

Bredzonen byder på den største variation i både den fysiske og biologiske udformning af levestederne. Denne variation skyldes ikke så meget de enkelte søers dybde som deres størrelse. Store søers bredder er nemlig generelt mere udsat for vinden end mindre søers, og derfor er de mere bølgepåvirket, således at bunden består af sten og grus uden de store voksemuligheder for planter. Mindre søer har derimod roligere bredder, hvor et plantebælte kan udvikle sig, og hvor bunden består af mudder.

Den dybereliggende skalzone er mere ensartet fra sø til sø, fordi bølgernes påvirkning ophører og lyset forsvinder. Den dybest liggende barbundszone er den mest ensformige med hensyn til bundtype, og dyrelivets udformning bestemmes her udelukkende af føden, det vil sige den mængde organiske partikler, der synker ned gennem vandmassen og aflejres på bunden, og af den iltmængde, der findes i bundvandet, når springlaget dannes.

Det meget forskellige fødeudbud i de tre dybdezoner er årsag til en markant forskel i, hvilke funktionelle ernæringstyper man finder blandt dyrene de forskellige steder (tabel 16-1 og Smådyrenes føde i og omkring vandløb).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Søernes smådyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig