I Jægerstenalderen (for ca. 12.500-6000 år siden) var bebyggelsen i Danmark stærkt knyttet til de store søers og åers bredder. Senere i oldtiden blev den direkte tilknytning til de ferske vande løsere.
Befolkningen ernærede sig dengang udelukkende ved fiskeri, fangst af landdyr og indsamling af planter og skaldyr. Man bevægede sig rundt i landskabet efter den vekslende tilgængelighed af fisk og landdyr på de forskellige årstider. Denne nomadeadfærd var vigtig for den øjeblikkelige overlevelse og for at mindske risikoen for overudnyttelse af naturens ressourcer.
I de første årtusinder efter istiden var landet dækket af åben tundra og græssteppe, hvor der bl.a. levede ren, hest og bison i flokke. Når rensdyrene foretog deres sæsonvandringer ad bestemte ruter, lå jægerne parat på steder i terrænet, hvor flokkene blev trængt sammen, var længe om at passere og derfor lettere kunne nedlægges (figur 2-2). Sådanne nøglepunkter kunne være en smal dal langs en langstrakt sø, et lavvandet vadested ved en å eller ved åens indløb i en sø.
Trækkende laks og ørred kunne også fanges på lavvandede steder under opgangen på vej mod gydebankerne allerøverst i de små vandløb. De kunne dengang give meget store udbytter.
Bosættelsen kunne være kortvarig i de tilfælde, hvor mændene var på storvildtjagt efter sæsontrækkende flokdyr. Den kunne strække sig over en lille måned, når fangsten var indrettet på opgang af fisk. Og den kunne være langvarig, hvis man bosatte sig nær havet eller søer, hvor der var fangstmuligheder det meste af året.
I de næste årtusinder var Danmark helt overvejende et skovland. Denne tolkning bygger på studier af plantepollen i bunden af søer og moser og vurdering af skovdækkets omfang ud fra plantearternes produktion og spredning af pollen. Man skal altså forestille sig, at landskabet for 80 %’s vedkommende var dækket af skov, så vandløbene overvejende var skovvandløb, søerne var skovomkransede, og der var store moser og sumpe, der tilsammen måske har dækket 15-20 % af landets areal. Det var et landskab præget af skov med porøse jorder, mange sumpe og moser, mange søer og lange, snoede vandløb med brinkerne stabiliseret af træernes rødder. Alt dette holder godt på vand og partikler, så vandføringen i åerne var ret ensartet i løbet af året, og tabet af plantenæringssalte var derfor minimalt.
Man må også regne med, at bæver var almindelig i Danmark indtil for ca. 2000 år siden. Langs de små vandløb har bæverens dæmninger medvirket til at øge arealet med skovsumpe og dæmpet store udsving i vandløbenes vandføring og erosion af jorderne efter nedbør. Sådanne bæverområder møder man fortsat i USA, Canada og Estland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.