Figur 2-11. Hestetrukken pram på vej op ad Gudenå mod Silkeborg, ukendt årstal.

.

Figur 2-12. Munkene bragte kunsten at bygge vandmøller til Danmark i 1100-tallet. Tegning af Sorø Kloster med vandmølle fra 1570.

.

Figur 2-16. Vandtrappen ved Frederiksborg Slot i Hillerød.

.

Figur 2-9. Landsbyer og enkelt gårde, som i 1662 betalte landgilde (skat) i form af ål. Information mangler fra dele af Nordsjælland, Sønderjylland og Bornholm.

.

Figur 2-15. Brede Klædefabrik er en af mange industrivirksomheder ved Mølleåen, som udnyttede vandkraften. I 1846 gik fabrikken over til dampkraft. Nutidigt fotografi.

.

De første skriftlige kilder fra Middelalderen (år 1050 til 1536) fortæller om mange forskellige og flere nye udnyttelser af de ferske vande. Ud over erhvervsfiskeri i søer og vandløb, varetransport og udnyttelse af vandet til drikkevand og brandslukning som i tidligere tider, drejede det sig nu også om opdræt af fisk og krebs i damme, opstemning af vandet for at drive møllehjul, rødning af hamp og hør, is til køling og vand til at skylle latrinaffald væk med. Ingen åer måtte løbe i stranden uden at have gjort landet gavn, fastslog Valdemar Atterdag. Og skønsmæssigt fem tusinde vandmøller har der været ud over landet i den tidlige middelalder. De skulle især male korn, men også knuse kridt og farvestoffer, slibe bygningssten og fliser, drive sigter og rensemaskiner.

Senere i 1600-, 1700- og 1800-tallet opstod det industrialiserede Danmark, hvor man brugte vandets kraft til at drive metalværker, krudtværker, klædefabrikker og papirfabrikker. Men allerede i slutningen af 1800-tallet blev denne energi­forsyning ubetydelig i forhold til energien fra fossile brændsler.

I begyndelsen af 1900-tallet overgik mange af de opstemninger, hvis vandkraft førhen var blevet brugt direkte til at drive de nævnte maskiner, til at drive elektricitetsproducerende turbiner. Man etablerede endog helt nye opstemninger på de største åer, f.eks. den opstemning på Gudenå, der blev til Tange Sø, med henblik på elektricitetsproduktion. At disse gamle elektricitetsværker er blevet opretholdt helt op til vore dage, har især nostalgiske grunde, og de har været til ubodelig skade for bestandene af vandrende laks og havørred.

Sådan ændrer vores afhængighed, udnyttelse og syn på omgivelserne sig til stadighed, og det kan være svært at sadle om og omprioritere på ny under rejsen.

Erhvervsfiskeriet

Der har til alle tider været strid om fiskerettigheder. Et eksempel: Onsdag den 3. marts 1574 mødtes otte rigsråder på Skivehus for at dømme i en sag mellem lensmand Gregers Holgersen og godset Krabbesholms ejer, Magdalene Banner. Hun klagede over, at lensmandens fiskere færdedes på hendes jorder og hindrede hende i at fiske ud for hendes egen grund, mens lensmanden hævdede, at kronen havde eneret til fiskeriet i Karup Å mellem Skive Bro og fjorden. Et vidne kunne huske, at slotsfiskeren på Skivehus havde ret til at drage vod fra Krabbesholms enge mod at levere en tønde helt, en særdeles god spisefisk, til ejeren. Dommen lød, at kronen beholdt sin ret til fiskegårde og vodtræk dog mod at udbedre eventuelle skader på engen, mens Krabbesholm havde fiskeret til alle steder i fjorden, som dens jorder grænsede op til.

Ferskvandsfiskeriet var således en alvorlig sag i 1500- og 1600-tallet. Fisk er en meget proteinrig fødekilde, som det var ret let af få fat i. Fjord- og kystfiskeriet var også vigtigt, men de store sildefangster var gået voldsomt tilbage. Fiskeriet fik øget vægt med byudviklingen, idet det var let at transportere og konservere saltet, røget og tørret fisk. Fisks betydning skyldes altså ikke bare, at det under katolicismen var forbudt at spise andet kød end fisk under fasten. Især ålens store betydning for danskerne før i tiden fremgår af talrige bynavne og stednavne, hvor ålen bugter sig, f.eks. i Ålborg, Ålbæk, Ålestrup, Ålsgårde og Ålevande (figur 2-9).

Men der optræder også meget tidligt et dyk i fiskeriet pga. overfiskning. Bedst kendt er sammenbruddet af det enormt rige sildefiskeri, der havde fundet sted i Øresund ved Falsterbo og siden i Limfjorden ved Nibe. Også i de store jyske åer brød fiskeriet efter op- og nedgående laks, ørred, helt og ål sammen, fordi de mange fiskegårde forsøgte at fange alt, hvad der kom forbi.

I 1690 var der 38 fiskegårde i den nedre del af Gudenå, i 1770 var der 16 og i 1844 var der blot 4 tilbage. Den sidste og største fiskegård ved herregården Frijsenvold omtales første gang i 1443, og den havde tilladelse til at afspærre Gudenå i fuld bredde. Den blev ikke nedlagt før i 1917, og rester af pælesætningen kan stadig ses på stedet (figur 2-4). Faldet i antallet af fiskegårde afspejler sikkert tilbagegangen i fiskebestandene.

I 1700-tallet var storhedstiden altså slut. Den midtjyske godsejer Hans Rosborg skrev direkte i 1743, at folk, både og redskaber i søerne kostede tre gange så meget, som fiskeriet kunne indbringe. I 1885 var tilbagegangen total, og statistikerne Falbe-Hansen og Scharling konkluderede, „at ferskvandsfiskeriet har i det hele kun ringe betydning i Danmark“.

Overfiskning er ikke et nyt fænomen. Det har uden tvivl optrådt lige siden Oldtiden, dog med øget intensitet og omfang, så der i dag næppe er en eneste kommerciel vigtig fiskebestand, der ikke er overfisket, og som ville kunne give større udbytte ved en markant mindre fiskeriindsats. Overfiskning og opstemninger førte først til næsten udryddelse af laksen og siden af ålen. Ålebestanden er i dag nede på få procent af den oprindelige. Hvor man f.eks. i 1950’erne kunne skovle opgående glasål op med hænderne i det fugtige græs langs Ryå i Vendsyssel, er opgangen i dag nul og niks. Det er også muligt, at mallen blev udryddet ved overfiskning. Den er siden genudsat nogle få steder. Det er derimod ikke sandsynligt, at forværring af klimaet skulle have udryddet mallen, da den fortsat forekommer i adskillige søer og vandsystemer i Sverige under enten de samme eller lidt køligere klimaforhold end herhjemme.

Fiskeopdræt

Opdræt af fisk og krebs i ferskvandsdamme begyndte allerede i 1200-tallet. I Jyske Lov fra 1241 er der bestemmelser om fiskedamme. Af Århus Kannikebords Jordebog fra 1315 fremgår det, at kirken på Helgenæs havde to damme med gode fiskebestande. I klostrene ved Voer, Æbelholt og Suså var der også fiskedamme og fiskerettigheder i åerne. Man har sandsynligvis opdrættet karusse og suder, som forekom naturligt og var meget robuste og lette at fremavle. Men også aborre, brasen, smerling og ål havde man i damme, hvorimod karpe først dukkede op i 1500-tallet.

I 1560 begyndte karpeavlen på kongens jorder ved Faurholm nær Frederiksborg Slot. I løbet af 1600 og 1700-tallet intensiveredes fiskeopdrættet på en række af kronens øvrige besiddelser i Nordsjælland. Det fremgår af fiskemesterens kontrakt i 1653, at han årligt skulle levere 22 tons til hoffet, men dertil kom en del fisk til „borgerstuen“ og den mængde, som kunne produceres med salg for øje. Karperne blev ret berejste inden de havnede i gryden. De kunne starte i legedamme ved Helsingør Ladegård. Et år senere kunne de være strækfisk ved Hillerød og to år senere sættefisk ved Græse, inden de i 5-års-alderen sluttede som spisekarper i København. Forskellige lokaliteter og damtyper var bedst egnede i de forskellige faser af fiskenes liv, derfor foretog man de besværlige flytninger af fiskene.

Adelsmanden Peder Oxe indledte opdræt af karper ved Gisselfeld Gods i 1566. Herfra bredte opdrættet sig til flere godser, fordi fisk var efterspurgt og priserne høje, så godsejerne kunne øge deres udkomme ved karpeavl.

I 1600- og 1700-tallet var de vigtigste opdrættede fisk karper og karusser (se boks 2-1).

De ferske vandveje

Langt op i tiden foregik transport af større godsmængder lettest ad vandvejen gennem vandløb, over søer og fjorde til havet og retur. I det omfang landeveje overhovedet fandtes, var de ofte af ringe kvalitet, og køretøjernes lastekapacitet var meget begrænset. Mens nogle få tønder korn blev betragtet som fuldt læs på et køretøj, kunne meget større laster transporteres ad vandvejen. Derfor opstod de fleste af vores købstæder ved havkyster, fjorde og åer.

Betydningen af vandtransport understreges af, at en fjerdedel af de købstæder, der i Vikingetiden og Middelalderen var anlagt i indlandet, blev flyttet eller mistede deres købstadsrettigheder inden Reformationen, mens den tilsvarende andel for søkøbstædernes vedkommende var under hver tiende.

Havde købstæderne adgang til åsystemer, der skar sig dybt ind i landet, kunne købmænd effektivt med pramme betjene et stort opland. Det var tilfældet for købmændene i Randers, der betjente sig af Gudenå. Ålborgkøbmændene benyttede Ryå, og Næstvedkøbmændene anvendte Suså (figur 2-10). Tønders, Ribes og Vardes handel foregik også i vidt omfang ad vandløbene.

Ribe var gennem Vikingetiden og Middelalderen Danmarks vigtigste port mod vest. Herved undgik man den farefulde færd nord om Skagen. I Vadehavet i læ af Mandø eller ud for åens udløb omladede man udgående gods fra mindre, ågående pramme til større, havgående skibe. Op mod nutiden blev det for besværligt, og Ribes og Vardes handelsmæssige betydning forsvandt helt, da havnen i Esbjerg og jernbanen til Fredericia kom til i 1870.

Pramfarten på Ryå sikrede forbindelse fra Limfjorden langt op i Vendsyssel, så købmændene kunne betjene Hvetbo, Jerslev og Børglum herreder. Fra Limfjorden kunne man ad Ryå sejle ca. 25 km mod nord op til Alstrup på niveau med Brønderslev, hvorfra der var ca. 8 km med mindre pramme til Brønderslev eller 5 km over land til Børglum umiddelbart øst for Løkken. Pramfarten indledtes engang i Middelalderen og levede forsat op gennem 1700- og 1800-tallet. De sidste transporter foregik i 1870’erne med tørv fra Lundegård Mose 5 km nord for Åbybro på pramme, der blev trukket af et mindre dampskib, Fulton. Da jernbanen mellem Ålborg, Åbybro og Fjerritslev blev åbnet i 1897, var det endegyldigt slut med pramfarten på Ryå.

Randers-Silkeborg tur-retur på Gudenå var det helt store prameventyr i Danmark (figur 2-11). Gudenå-færden begyndte allerede i 1400-tallet, men dengang gik turen kun 30 km op til Bjerringbro, mens de sidste 40 km op til Silkeborg havde et stort fald på 16 m og indeholdt lavvandede stryg med store sten, som ikke kunne passeres. Efter fjernelse af sten, uddybning af åen og etablering af trækstier på bredden kunne prammene fra 1810 gå helt op til Silkeborg. Opfarten tog 3-4 dage, idet man trak med håndkraft op til Bjerringbro og med hestekraft herfra på det stejlere stykke op til Silkeborg. Retur med strømmen til Randers gik det hurtigere på 2 dage uden trækkraft, skønt prammene var tungt lastede med træ, papir, landbrugsprodukter og tørv. Pramfarten bragte handel og velstand til Silkeborg, Svostrup, Kongensbro, Ans og Bjerringbro langs Gudenå, men så sandelig også til Randers, hvor godset skulle omlades.

Vandmølleri

„En kunstfærdig munk, hr. Martin, målte da med et blylod vandstanden i begge søer, og højden af det land, der skulle gennemgraves mellem dem, og herved fandt de, at vandstanden i den søndre sø [Mossø] var en alen højere end i den norre [Gudensø]. Deraf skønnede de, at de ville kunne få vand til alt, hvorved de havde brug derfor, og de aldrig for fremtiden ville mangle det.“

Citeret efter Hofmeister, 2004.

Efter denne ingeniørmæssige udredning slog munkene sig ned og etablerede det navnkundige Øm Kloster med vandmølle og rindende vand til de øvrige fornødenheder, som de tidligere havde gjort det ved klostrene ved Vitskøl, Æbelholt og Esrum med direkte inspiration fra Clairvaux i Frankrig. Ærkebiskop Eskild havde nære forbindelser til Clairvaux, og herfra hentede han de første vandmølle-munke til Herrisvad i Skåne i 1144 og til Esrum i 1151.

I 1170 takkede Æbelholt Kloster, der ligger 5 km vest for nutidens Hillerød, Esrum Kloster for lån af broder Stefan til anlæggelse af en vandledning. Samtidig anmodede man om at kunne forlænge hans ophold, fordi ledningen var utæt, da: „ondskab skjuler sig i vandet, og den ondskab må lægges i bånd med stor kløgt og opfindsomhed.“

Der er således ingen tvivl om, at kundskaben i at oprette og drive vandmøller og forbedre vandforsyningen oprindeligt kom til Danmark med munkene, og kundskaben først spredtes via deres netværk og siden af kongemagten. I mange tilfælde etableredes vandmøller faktisk i umiddelbar forbindelse med det storstilede kirkebyggeri i 1100-tallet (figur 2-12).

Den store fidus var selvfølgelig, at der var megen arbejdskraft i vandet, men så længe der var folk og slaver nok, kunne det være lige meget, for investeringen var betydelig ved oprettelse af vandmøller. Men da trælleriet forsvandt i 1000- og 1100-årene, kom der gang i vandmølleriet, da vandets skubbekraft og især dets faldkraft kunne levere meget mere arbejde døgnet rundt end mange mennesker, hvis sult endog skulle stilles og nattesøvn passes.

Det fremgår af Jyske Lov fra 1241, at retten til at oprette en vandmølle har været reguleret. Man skulle eje dæmning og mølledam, og den skulle ligge således, at den ikke oversvømmede anden mands ager eller eng eller generede opstrøms møller. Men ellers var der tilsyneladende frit slag.

Møllernes opbygning ændrede sig og blev mere effektiv i årenes løb (figur 2-13). På de ældste vandmøller ledtes vandet ind forneden og skubbede møllehjulet rundt. Det såkaldte strømhjul behøvede næsten intet fald, og underfaldshjulet krævede blot et fald på 30-60 cm. Begge hjultyper gik tæt på bunden og generedes derfor af bundtransport af sand. Først efter 1430 benyttede man opstemning, der muliggjorde anvendelse af brystfaldshjul, hvor vandet ledes ind et stykke oppe på hjulet, som dog fortsat løb med vandets strømretning i vandløbet. I brystfaldshjulet udnyttedes både vandets strøm og vægt ved faldet.

Det såkaldte overfaldshjul blev indført efter år 1600, og det var langt mere effektivt, fordi der afsættes meget mere energi ved vandets fald selv ved en beskeden faldhøjde end alene ved dets hastighed. Da et overfaldshjul drejer modsat vandbevægelsen i åen og bækken, skal det placeres så højt, at bagvandet ikke når op til det (figur 2-14). Faldhøjden skal derfor være mindst 2-3 m. Til gengæld kan man udnytte 70-80 % af vandets kraft, mens underfaldshjulet blot kan udnytte 10 %.

Vandkraft og industri

Den industrielle udnyttelse af vandkraft begyndte langs Mølleåen nord for København. Mølleåen er blot 35 km lang og falder beskedne 20 m fra afløbet fra Furesøen ved Frederiksdal til Strandmøllen ved Øresund. Alligevel fandtes der fra midten af 1600-tallet ni vandmøller, hvoraf flere udviklede sig til fabrikker.

Gudenå har også ydet sit vægtige bidrag til Danmarks industrialisering. I åens øvre løb lå der alene syv møller og flere kom til i Ry og i Silkeborg. I det østjyske område ved Vejle Å og Grejs Å var vandløbenes fald stort og her eta­bleredes også industrianlæg.

Brede ved Mølleåen startede som krudtværk i 1628, fortsatte som kobber- og messingværk indtil 1855 og derefter som klædefabrik, valkeri og farveri (figur 2-15). Rådvad var jernværk indtil 1659, derefter krudtmølle frem til 1758 og endelig knivfabrik mv. frem til 1973. Ved Strandmøllen var der papirproduktion fra 1643 til 1897. Familien Drewsen, der ejede Strandmøllen, oprettede i 1844 den meget større Silkeborg Papirfabrik. I 1846 opstillede Michael Drewsen datidens største jernvandhjul. Allerede to år senere installerede han landets første vandturbiner i endnu en fabrikshal ved Gudenå. Men i slutningen af 1800-tallet var det ikke længere vand, men kul der trak Danmarks industrianlæg.

Industriproduktionen ved vandløbene var god for Danmarks økonomi, men skidt for vandløbenes økologi og natur. Papirproduktion, farverier, valkerier og skylleanlæg ved tekstil- og kartoffelmelsfabrikker forurenede vandløbene massivt. Det var dog først i 1960’erne, at der blev indledt en systematisk rensning af spildevandet. Siden er de fleste industrianlæg ved vandløbene blevet nedlagt.

Mergling, rødning, køling og blot til lyst

Især i de sandede, kalkfattige egne af landet anvendte man tidligere i udstrakt grad mergel, kalkholdig jord, fra mergelgrave og kalkrige søer til jordforbedring. Merglingen hævede pH i jordbunden og modvirkede dermed det gradvise pH-fald, den naturlige udvaskning forårsagede, og sikrede derved bedre plantevækst. Anvendelse af mergling var massiv og meget udbredt. I dag har udbringning af jordbrugskalk overtaget denne rolle.

Rødning er et mærkeligt ord. Det dækker over opblødning og gæring af hamp- og hørstængler i søvand i et par uger, indtil de fleste bløddele er nedbrudt, og de såkaldte vedtaver i stænglerne står tilbage og kan bankes fri. Hør blev brugt til tøj og klæde, mens hamp især brugtes til reb. På baggrund af fund af hampe- og hørfrø i søbunde ved man, at en række søer er blevet brugt til rødning i Middelalderen.

Køling lyder endnu mere eksotisk, men er i virkeligheden ligetil. Når søerne om vinteren frøs til is, skar man massive isblokke fri og opbevarede dem mellem isolerende halm i særlige, velisolerede ishuse. Ofte benyttede man underjordiske kælderanlæg og gravhøje, hvor temperaturen som udgangspunkt lå på 8 °C året rundt, så isen forblev frossen langt hen på sommeren. På herregårdene havde man ofte små ishuse i haven. På Gammel Carlsberg anvendte man midt i 1800-tallet kældrene i de oprindelige voldanlæg omkring København som kølerum. Ved Københavns indre søer lå der flere isværker, hvor man skar is til industriformål. Da kølemaskinen blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, ophørte den besværlige anvendelse af naturlig søis.

Endelig skal det nævnes, at vandets æstetiske kvaliteter også blev udnyttet i den lange periode, dette afsnit beskriver, i hvert fald af dem, der havde råd til det. Det viser ikke mindst de mange haveanlæg med springvand, damme og lignende, man den dag i dag kan se ved slotte og herregårde (figur 2-16).

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Middelalderen og fremefter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig