Figur 10-12. Laksens udvikling fra æg (nederst) til blommesækyngel.

.

Figur 10-13. Laksesmolt med løse skæl.

.

Figur 10-14. Hos både laksen og ørreden udvikler hannen en kraftig „krog“ i undermunden.

.

Figur 10-11. Han af atlantisk laks fra Skjern Å i gydedragt.

.

Figur 10-15. Analyse af DNA fra gamle skælprøver af laks, i dette tilfælde laks fra Gudenå fra 1928‑32, har været et uvurderligt redskab til at undersøge, om der er oprindelige laksebestande tilbage i Danmark.

.

Figur 10-16. Lystfiskere indfanger laks ved elektrofiskeri, og laksene indgår i et støtteopdræt af de jyske laks.

.

Laksens livscyklus

Når man taler om laks i vores vandløb, burde man i virkeligheden sige „atlantisk laks“, da der findes mange slags laksefisk, herunder flere arter af stillehavslaks (figur 10-11).

Den atlantiske laks’ liv som vandrefisk mellem havet og vandløbet er velkendt og har fascineret både naturvidenskaben og naturelskere gennem århundreder. Laksen er i Danmark kun udbredt i jyske vandløb, og her begynder dens liv som æg i det sene efterår eller den tidlige vinter. Hunnen graver med halen en fordybning i bundens grusmateriale, en såkaldt gydegrube. Det sker på et nøje udvalgt sted i vandløbet med tilpas dybde og strøm, som sikrer tilførsel af frisk vand. Heri gyder hun sine æg, hvorefter en eller flere hanner befrugter dem. Æggene dækkes til med grus, som beskytter dem, men fortsat tillader vandet at sive ned til dem. Dermed sikres æggene og den spæde yngel tilførsel af ilt.

Generelt gyder laksen på dybere og mere kraftigt strømmende strækninger af vandløbet end ørreden, men der forekommer dog en del overlap i gydeområder. Dette kan resultere i naturligt forekommende hybrider (krydsninger) mellem laks og ørred, som kan være ret almindelige i nogle vandløb. De to arter tilhører jo samme slægt (Salmo) og er ret nærtstående.

Når laksen har gydt, er den stærkt afkræftet, da den har brugt en meget stor del af sin opsparede energi. Den atlantiske laks dør dog i modsætning til stillehavslaksene ikke altid efter gydningen i vandløbene. Det kan faktisk lykkes for den at genvinde kræfterne i havet, hvorefter den kan vende tilbage til vandløbet for at gyde igen.

I løbet af marts og april bryder ynglen gennem æggets skal og bliver til blommesækyngel (larver, figur 10-12). Blommesækken, som ses som en lille udposning på den nyklækkede laks, er en madpakke, som skal sikre ynglens overlevelse i den første tid, hvor den endnu befinder sig nede i gruset. Efterhånden som ynglen tærer på madpakken, udvikler de sig til „rigtige“ fisk og begynder at tage føde til sig. Når blommesækken er opbrugt, svømmer fiskene sidst på foråret op gennem gruset til et liv frit i vandet – et liv fyldt med farer. Helt op mod 99 % af individerne kan dø i dette livsstadium. De små fisk bevæger sig fra gydebanken til lavvandede områder i vandløbet med skjul og føde, hvor de vokser op.

Efter en opvækstperiode, som typisk varer 1-3 år i et jysk vandløb, er den unge laks omkring 14 cm lang og klar til en ny fase af livet. I det tidlige forår forandrer den sig, bliver mere slank og sølvblank at se på, men også indvendigt sker der store forandringer. Laksen, som nu kaldes en smolt, bliver i stand til at tåle saltvand og kan derfor svømme ud i havet med dets rigere fødeudbud (figur 10-13).

Laksene fra de vestjyske vandløb søger typisk til områder omkring Færøerne og Norskehavet og helt op til området omkring Grønlands østkyst for at æde fisk og krebsdyr. Nye undersøgelser med satellitsendere har vist, at nogle af de vestjyske laks vandrer helt op til Svalbard. Efter typisk 1½ til 3 år i havet vender laksen snuden hjemad og finder, bl.a. ved hjælp af lugtesansen, med meget stor præcision netop det vandløb, hvor den selv kom til verden. Da vejer laksen typisk mellem 2,5 og 10 kilo og er mellem 60 og 100 cm lang. Langt større individer kan dog forekomme. Den største laks, man kender til fra et dansk vandløb, blev fanget af en lystfisker i Skjern Å i 1954. Den vejede imponerende 26,5 kilo og var 136 cm lang.

De største laks vandrer typisk ind i vandløbet allerede om foråret, mens mindre laks finder vandløbet i løbet af sommeren og det tidlige efterår. Under deres ophold i vandløbet tager de ikke føde til sig. Laksen gennemgår i vandløbet en gennemgribende forandring. Hannen får stærke røde, orange og sorte farver, og underkæben udvikler en kraftig krog (figur 10-14). Både farver og krog bruges til at imponere hunnerne med, og krogen anvendes desuden i hannernes indbyrdes kampe. Hunnen skifter i mindre grad farve, men omdanner en meget stor del af sine opsparede fedtdepoter til tusindvis af æg, som danner grundlaget for kommende laksegenerationer.

Udbredelse og bestandsudvikling

Laksen findes naturligt i floder, åer og elve, som udmunder i det nordlige Atlanterhav eller tilstødende havområder såsom Nordsøen og Østersøen. Udbredelsesområdet strækker sig fra Arktis i nord til Portugal i syd. Den findes desuden i Island og Grønland samt på den nordamerikanske østkyst fra det nordlige Quebec til Connecticut-floden.

I hele dette udbredelsesområde har laksen oplevet en kraftig nedgang i antallet af bestande, og mange bestande er ligeledes blevet kraftigt reduceret i størrelse. Der er mange grunde til denne tilbagegang. Blandt de vigtigste er: 1) Spærringer i forbindelse med vandkraft og dambrug, som forhindrer, at de voksne laks kan komme op til gydepladserne, og at smolten kan komme ud i havet. 2) Ødelæggelse af gyde- og opvækstområder ved udretning, opgravning og hårdhændet vedligeholdelse af vandløbene, samt udvaskning af sand i forbindelse med intensiv landbrugsdrift i oplandet. 3) Kraftigt fiskeri i havet, i fjordene og i selve vandløbene og deres mundinger.

I elve og floder, hvor vandringsruten ligger tæt på havbrug, kan der forekomme angreb af lakselus. Sådanne angreb kan reducere bestandenes størrelse.

Tidligere havde desuden havforurening en stor del af skylden for laksens tilbagegang.

Også i Danmark er laksen gået kraftigt tilbage. I starten af 1900-tallet regnede man med ni „oprindelige“ laksebestande i Danmark, som fandtes i Gudenå, Storå, Skjern Å, Varde Å, Sneum Å, Kongeå, Ribe Å, Brede Å og Vidå. At bestandene er oprindelige vil sige, at de har været i vandløbene, siden laksen indvandrede efter sidste istid. Over tid har naturen udvalgt de bedst egnede, som genetisk har kunnet tilpasse sig og trives under de særlige miljømæssige forhold, der findes i de jyske vandløb.

I slutningen af 1980’erne så det meget skidt ud for den jyske laks. Da mente man, at alle oprindelige bestande var uddøde, og at de laks, som man sporadisk fangede, var strejfere fra andre vandløb. Man vidste ganske vist, at der stadig var laks i Skjern Å, men man var ikke helt sikre på, om det var den oprindelige bestand, og hvis det var tilfældet, måtte den helt sikkert være mere eller mindre indavlet, fordi den var så lille.

For at få laks tilbage til de vestjyske vandløb iværksatte man i starten af 1990’erne en plan, som dels ved forbedring af passageforhold, dels ved restaurering og udsætning skulle sikre laksen. Man brugte laks fra Irland, Sverige og Skotland til udsætningen i alle andre vandløb end Skjern Å. I Skjern Å forsøgte man nemlig at redde, hvad lokale ildsjæle blandt sportsfiskerne ved åen mente, var den sidste rest af den oprindelige vestjyske laks.

Oprindelige danske laksebestande

Som antydet ovenfor var der ikke enighed om den nuværende Skjern Å-laks’ herkomst. Ved hjælp af moderne DNA-teknologi lykkedes det imidlertid at klarlægge ikke blot, om bestanden er oprindelig, men også at vurdere dens „genetiske helbredsstatus“. Det vil sige om den har tabt for meget genetisk variation og er blevet indavlet på grund af, at der i længere tid havde været få gydefisk.

Hos Danmarks Fiskeriundersøgelser (nu DTU Aqua) og hos dambruger Bror Errboe i Silkeborg fandtes der skæl fra jyske laks, hvoraf de ældste var indsamlet helt tilbage i 1913. Skællene var oprindeligt indsamlet med det formål at vurdere alder og vækst på laksene, da skiftende årstider danner årringe i skællene meget svarende til det, man ser i overskårne træstammer. På skællenes overflade findes indtørrede rester af laksens slimlag, og fra cellerne i dette lag lykkedes det for forskerne, som de første i verden, at udvinde DNA, der kunne bruges til genetiske analyser. De første undersøgelser bestod af en genetisk sammenligning mellem laks fra Skjern Å fra 1930’erne og de nutidige laks i åen. Ved at sammenligne individuelle laks’ „genetiske fingeraftryk“ kunne man se, at de få laks, der stadig levede i Skjern Å i slutningen af 1980’erne, faktisk var efterkommere af laks fra den oprindelige bestand repræsenteret ved prøverne fra 1930’erne. Der havde tilsyneladende været et mindre tab af genetisk variation, men ikke så alvorligt, at det kunne true bestandens evne til fremtidig overlevelse.

Resultaterne fra de genetiske analyser viser, at Skjern Å-laksen er en oprindelig bestand. Det betyder, at arbejdet med at redde laksen i Skjern Å er ændret fra en lokal indsats af sportsfiskerne til en højt prioriteret national opgave.

De nævnte skælsamlinger bestod ikke kun af laks fra Skjern Å. I kasserne fandtes der også laks fra Storå, Varde Å, Sneum Å og Gudenå indsamlet i tiden fra 1913 til 1950’erne (figur 10-15). Alle de gamle skæl blev genetisk analyseret, og man konstruerede derefter et genetisk stamtræ over de oprindelige jyske laksebestande for at vurdere deres slægtskab. Baseret på placeringen i træet kunne man se, at bestandene i Skjern Å og Storå historisk var nært beslægtede, de sydvestjyske fra Sneum Å og Varde Å var også meget nært beslægtede med hinanden, og endelig var laksen i Gudenå noget forskellig fra alle de vestjyske laks.

På samme tid analyserede DTU Aqua sammenhængen mellem udsætninger og tilbagevenden og fandt ud af, at der muligvis var oprindelige bestande tilbage i Storå, Varde Å og Ribe Å. Det gav anledning til en mistanke om, at de oprindelige bestande måske alligevel ikke var helt udryddet i alle de andre vandløb, som man ellers havde formodet. Derfor besluttede man sig for en gang for alle at få bestandene grundigt undersøgt.

Man indsamlede vævsprøver fra yngel og voksne laks i Storå, Varde Å, Sneum Å, Brede Å, Ribe Å og Vidå. Til stor overraskelse viste det sig, at der stadig fandtes oprindelige laks i Varde Å og Ribe Å og muligvis Storå, mens der ikke fandtes laks af vestjysk oprindelse i Brede Å og Vidå. Den hidtidige praksis med udsætning af fremmede laks blev derfor omgående stoppet. I stedet påbegyndte man et såkaldt støtteopdræt af de jyske laks (figur 10-16). Det bestod i, at man indfangede voksne, gydemodne laks i vandløbet, parrede dem og lod ynglen vokse op til ½ års eller 1 års alderen på et opdrætsanlæg. Derefter satte man dem de tilbage i det vandløb, hvor de kom fra (figur 10-16).

Da der stadig fandtes mange af de fremmede laks tilbage i vandløbene, var det fortsat nødvendigt at sortere moderfiskene i en årrække, så ingen af de fremmede laks blev brugt i produktionen af yngel til udsætning, og man derfor kunne minimere genetisk opblanding med de oprindelige laks.

Beskyttelse af laksebestandene

Man har nu stort set fået frasorteret alle de fremmede laks. Bestandene i Skjern Å, Varde Å og Ribe Å har siden opnået beskyttelse på internationalt plan via EU’s habitatsdirektiv, som indebærer, at landene forpligter sig til at beskytte og genoprette levesteder for særligt truede arter, herunder laksen. Desuden har man lavet en natio­nal forvaltningsplan for laks, som er fundamentet for det videre arbejde med at ophjælpe bestandene og restaurere de vestjyske laksevandløb.

Selv om fiskeriet er stærkt reguleret ved hjælp af individuelle kvoter for de enkelte vandløb, fanges der ca. 3000 laks om året af lystfiskere ved de danske åer, hvilket er det højeste antal siden 2. Verdenskrig. Så alt taler for, at den vestjyske laks er reddet.

Alle målsætninger er dog ikke nået endnu. Bestandenes størrelse er stadig delvist afhængig af udsætninger, det vil sige, at den naturlige gydning af vilde laks i vandløbene stadig ikke er stor nok til at kunne holde bestandene oppe. Dette skyldes bl.a., at der stadig er spærringer i vandløbene i forbindelse med vandkraft og dambrug, der forhindrer fiskens fri bevægelse mellem å og hav. Det fysiske miljø i mange af vandløbene er heller ikke tilstrækkelig godt til gydning og opvækst, og specielt områder med godt gydegrus, som ikke sander til, er stadig en mangelvare. Der bliver dog iværksat initiativer i næsten alle de vestjyske vandløb, hvorved der sørges for passage og forbedring af vandløbets fysiske kvaliteter til gavn for laksene.

På den måde kan man med tiden realistisk set opfylde den nationale målsætning om en gydebestand i hvert af de store vestjyske vandløb, der er på 1000 voksne laks, som alle er kommet til verden ved naturlig gydning og opvækst i naturen.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Laksen i de jyske åer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig