Vandløbenes planter

Vandløbsfloraens udvikling op gennem 1900-tallet er præget af forfald med tilbagegang og forsvinden af mange arter. Faktisk har tilbagegangen været så voldsom blandt de store, langsomt voksende arter, som er særligt følsomme over for fysisk forstyrrelse, at man næsten ikke kan forestille sig, hvor meget rigere plantelivet i vandløbene var førhen.

Kun fordi fire botanikere, apoteker Baagø, senere svampeprofessor Kølpin-Ravn, senere botanikprofessor Raunkiær og assistent Hansen i sommeren 1895 forlod København på den første, store botaniske ekspedition til de jyske vandløb og søer – og siden offentliggjorde deres fund – har vi med sikkerhed kunnet dokumentere: At alt var meget bedre i gamle dage – hvad angår plantelivet i de ferske vande.

Gudenå neden for Silkeborg ved landsbyen Sminge var et af de steder, de fire herrer besøgte. Her var vandløbet usædvanlig rigt på store, bølgende enge af store vandaksarter – både rene arter og krydsninger mellem disse. Men de fandt også en stor planterigdom i Skjern Å og Kongeå.

En lignende rigdom kunne man finde i Gudenå i 1998. På det tidspunkt havde man nemlig indstillet grødeskæring i åen på den nedre strækning fra Tangeværket, og her var meget af den oprindelige planterigdom på næsten mirakuløs vis genopstået. Store vandaksarter med navne, der refererer til bladenes udseende: glinsende, langbladet, hjertebladet, bændel-, kruset, svømmende og børstebladet vandaks samt forskellige karakteristiske krydsninger mellem nogle af disse dannede bølgende bestande af en størrelse, der sine steder nærmede sig de 60 m, helt som de gamle botanikere havde berettet om (figur 6-1 og 6-2).

Det samme gjorde sig sine steder gældende for karakteristiske krydsninger mellem arterne. Det gjaldt f.eks. krydsningen Potamogeton sterilis, der var opstået mellem glinsende og svømmende vandaks, og Potamogeton decipiens mellem glinsende og hjertebladet vandaks. Den særlige, kødfulde og bredbladede type af børstebladet vandaks (varieteten interruptus) var også almindelig.

Det er bemærkelsesværdigt, at krydsninger af vandaks kan være så stabile og succesfulde i vandløb (figur 6-2). De kan vokse på en strækning, selv om moderarterne ikke længere er til stede. Forklaringen ligger måske i, at krydsninger faktisk er meget robuste og livskraftige samtidigt med, at vandløbsplanternes spredning i overvejende grad sker vegetativt og derfor ikke forudsætter kønnet formering. I rørsumpen langs den nedre del af Gudenå optræder i øvrigt en anden livskraftig krydsning, nemlig en mellem landets to arter af dunhammer, smalbladet og bredbladet (figur 6-3).

Det er endnu mere bemærkelsesværdigt, at naturen sådan kan rette sig og folde sig ud i fuldt flor, når grødeskæringen indstilles. Men vandløb uden skæring af vegetationen er en undtagelse; vandløbsplanterne skæres fortsat i henhold til vandløbsloven med det formål at sikre dets evne til at lede vandet bort fra markerne. Men vandløbsloven kræver faktisk et større hensyn til vandløbsmiljøet, end man de fleste steder har praktiseret.

Mange steder kan selv intensiv og kostbar grødeskæring i øvrigt alligevel ikke sikre tilstrækkelig bortledning af vand fra markerne, fordi det afgørende problem ikke er planterne, men at de ånære jorder efter mange års dyrkning har sat sig, er sunket 1-2 m som følge af dræningen og den øgede omsætning af det organiske stof i jorden. Derfor mangler vandet fald og kan ikke naturligt løbe bort fra markerne, uanset hvor ofte og hvor meget vandløbsplanterne end skæres.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vandløbenes planter.

• Forrige afsnit er Kuldioxid
• Næste afsnit er Vandløbsplanter