Den lave og relativt konstante temperatur i de vandrige kilder har siden istiden udgjort et refugium for en række kuldeelskende arter, som i dag har deres hovedudbredelse i alpine bjergegne mod syd eller i subarktiske og arktiske områder mod nord. Den mest kendte af disse istidsrelikter er vårfluen Apatania muliebris (A), som findes i store kilder i Himmerland og i Det Midtjyske Søhøjland. Enkelte andre vårfluer, nogle få dansemyg og fladormene Crenobia alpina (B) og Polycelis cornuta (C) er også blevet opfattet som istidsrelikter.
Apatania muliebris findes i et stort område i Norge og Sverige samt i Alperne, hvor den overvejende lever under subarktiske forhold med temperaturer omkring 4 °C. Desuden findes den i små, isolerede bestande i Danmark ved ca. 8 °C, i Belgien og Nordfrankrig ved temperaturer op mod 14 °C. Endelig findes den i Storbritannien ved temperaturer op til 12 °C og i Estland ved temperaturer omtrent som i Danmark.
Apatania muliebris er parthenogenetisk, det vil sige, at der kun findes hunner, hvis æg ikke behøver at blive befrugtet. Den parthenogenetiske livsform er almindelig i arktiske områder, hvor det på grund af ugunstige vejrforhold kan være svært at gennemføre en sværmning, hvor hanner og hunner mødes og parrer sig. Mange arktiske arter har dog både hanner og hunner, hvilket også gælder den nære slægtning Apatania zonella, der blandt andet er udbredt i Grønland.
Tre istidsrelikter. Se teksten for nærmere forklaring. © Foto: A: Chr. Schou/ www.biopix.dk, B og C: N. Sloth/ www.biopix.dk
I Danmark klækkes hunnerne af Apatania muliebris i maj, hvorefter æggene lægges. Larverne vokser hurtigt op i løbet af sommeren og er fuldvoksne i september. Larverne kravler nu ned på undersiden af sten, hvor de spinder sig et hus og omdanner det til et puppehus. Larverne overvintrer i puppehuset, mens selve forpupningen først starter i foråret. Dette kan ses som en tilpasning til arktiske forhold, hvor vintrene er strenge og ikke tillader vækst. I modsætning hertil udnytter de fleste arter i danske kilder vinteren med den relativt høje temperatur og rigelige føde i form af mange visne blade til at vokse i.
Alt i alt udviser Apatania muliebris en række forhold, der berettiger den til betegnelsen istidsrelikt: Små isolerede bestande langt fra dens hovedudbredelse og tilpasninger til livet under arktiske eller subarktiske forhold. Den kan måske have levet i Danmark under sidste istid, hvor Vestjylland var landfast med Storbritannien og ikke dækket af is.
Da Apatania muliebris lever ved meget forskellige, men i det enkelte område meget ens temperaturer, kræver den måske blot et meget konstant miljø, som man kun finder i de store, vandrige kilder. At den lever ved højere temperatur i nogle kilder kan skyldes, at den langsomt har tilpasset sig en højere temperatur.
Man ved i hvert fald, at nogle bestande hos visse arter kan tilpasse sig de specielle miljøfaktorer på levestedet. Det er mest undersøgt hos fisk, hvor det nu er velkendt, at de fleste laksefisk tilpasser sig livsforholdende i deres „eget“ vandløb og genetisk danner deres egen stamme. Det samme sker formentlig også hos masser af smådyr, der lever isoleret i små bestande. Det forhold, at Apatania muliebris er parthenogenetisk, gør det endnu sværere at udveksle gener med andre bestande. De enkelte bestande i kilderne har da også udviklet små forskelle i udseende og levevis. De blev derfor i midten af 1900-tallet beskrevet som særskilte arter eller underarter. Der er ikke lavet DNAundersøgelser af Apatania muliebris, men en sådan vil formentlig vise, at der er et slægtskab mellem alle bestande, men også at de bestande, der har været adskilt længst tid fra hovedbestanden, afviger markant fra hinanden og fra hovedbestanden.
Når Apatania muliebris kan tilpasse sig livet ved højere temperatur nogle steder, hvorfor har den så ikke bredt sig fra kilderne og nedad i vandløbet? Måske skyldes det, at den har mødt en større konkurrence fra andre arter uden for kildeområderne. Konkurrence er ofte meget afgørende for arters udbredelse. Men dette er forholdsvis lidt undersøgt.
Ud over at være et refugium for kuldeelskende arter er kilderne også blevet opfattet som et levested for arter, der ikke tåler lave vintertemperaturer. Disse arter skulle være indvandret i den atlantiske varmeperiode og nu begrænset i udbredelse til de vandrige kilder og kildebække, der holder en relativt høj vintertemperatur. Der er dog ikke meget belæg for at opretholde denne hypotese.
|
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.