Pleje af fiskebestandene nu og i fremtiden

Spærringer i vandløb er formentlig den største hindring for, at bestandene af ferskvandsfisk kan udvikle sig naturligt. For fiskebestandene er det nemlig naturligt og nødvendigt at vandre mellem de områder, hvor de gyder, og de områder, hvor ynglen og ungfiskene senere vokser op. Generelt vandrer alle bestande af fisk i vandløbene. For nogle fiskearter er der kort afstand mellem gyde- og opvækstområderne og for andre op til flere tusind kilometer.

Antallet af fiskearter, der har behov for at kunne vandre frit, stiger generelt med vandløbets størrelse. I mindre vandløb er det arter som ørred, ål og lampret, der har behov for fri passage. I større vandløb er antallet af arter langt højere, og i Danmarks længste vandløb, Gudenå, er der ved opstemningen ved Tangeværket behov for fri passage for mere end 20 fiskearter.

I de danske vandløb er der imidlertid en århundredlang tradition for at oprette spærringer, som har haft til formål at skabe en produktion i form af dambrug, kraftværker, vandmøller og engvandingsanlæg. Mange af opstemningerne er i dag bevaret og forhindrer derved stadig, at fiskene frit kan bevæge sig.

Igennem de seneste 30 år har man mange steder forsøgt at skabe passage for fisk og samtidig bevare opstemningen. Evalueringer af sådanne projekter har imidlertid vist, at fiskene sjældent har opnået fri passage. Opstemninger forsinker desuden stort set altid fiskene i kortere eller længere tid, og det kan være kritisk for såvel de optrækkende gydefisk som for de nedtrækkende smolt, som skal nå havet, inden de mister evnen til at leve i saltvand. For mange arter er det umuligt at passere fisketrapper, og for nogle kan det være svært at passere omløbsstryg med et stort fald.

Der er reelt kun helt fri passage for fisk og smådyr, når det naturlige fald bliver genskabt ved at opstemningen helt bliver fjernet. Faktisk er der nu også en stigende tendens til at fjerne spærringerne. Dambrugene har stået for de fleste større opstemninger i vandløbene. Mange opstemninger ved dambrug bliver imidlertid i disse år fjernet, fordi der er opnået ny viden om fiskenes vandringsbiologi, og fordi ny teknologi tillader, at dambrug kan „genbruge“ (recirkulere) vandet og producere fisk uden at tage vand ind ved en opstemning.

Det er ikke kun fysiske spærringer, der kan hindre fisks vandringer. I vandløb, hvor der er søer, som er naturlige eller kunstige, vil der ske et tab af fisk i søerne. I de fleste tilfælde kan det have et omfang, så fiskene ikke kan opretholde naturlige bestande, da både optrækkende gydefisk og nedtrækkende ungfisk går tabt. Igennem de senere år er der tillige skabt nye søer med henblik på at reducere kvælstofudledningen til vore indre farvande. I denne type søer forsvinder helt op til 90 % af lakse- og ørredsmoltene. Forklaringen er, at ungfisk i både naturlige og kunstige søer i vid udstrækning bliver ædt af søens rovfisk, især gedde og sandart, og af de fugle, som æder fisk. De ungfisk, som overlever passagen gennem søerne, kan desuden blive så forsinkede, at de ikke når frem til havet, inden de mister evnen til at tåle saltvand.

Alt i alt er situationen for fiskene i vandløb trods alt blevet forbedret i de seneste årtier, og ørredbestandene er nok det bedste eksempel på dette. I 1960 beregnede man, at produktionen af naturlige ørredsmolt i alle danske vandløb var på ca. 0,18 million. Dette var en betydelig reduktion i forhold til de 2,6 millioner smolt, som vandløbene producerede, før mennesker begyndte at ødelægge levestederne.

Ved at genskabe levestederne, sikre den frie passage og forbedre vandkvaliteten i vandløbene er den naturlige produktion steget. I dag har man beregnet, at vandløbene selv producerer omkring en million smolt, altså 5 gange mere end i 1960’erne. Sideløbende med den naturlige produktion af smolt bidrager udsætning af både yngel, ½-års, 1- års og smolt i åmundinger til at øge mængden af smolt, som trækker ud i havet. Den samlede produktion er derfor nu kommet op på ca. 2,7 millioner og derved i antal på niveau med den oprindelige produktion.

Nu er udfordringen, at levestederne og passageforholdene skal forbedres så meget, at smoltene i større omfang bliver produceret naturligt. Det skal understreges, at dette ikke kun er gavnligt for ørreden. Mange af vores andre vandløbsfisk stiller lignende krav til levesteder og passageforhold som ørreden. På denne måde bliver ørreden en „paraply-art“ i arbejdet med at forbedre levestederne for vandløbenes fisk og andre dyr; hvad der er godt for ørreden, er også godt for mange andre arter.