Figur 6-18. Storblomstret vandranunkel er en af de almindeligste planter i vandløb. Her er vandstanden øget og har trukket flydebladene under vand.

.

Figur 6-21. En stribe kvægmyggelarver har fundet ro til at sætte sig på en sten på bunden af et plantedækket vandløb.

.

Figur 6-19. Småøer ude midt i Skjern Å med opvækst af flodklaseskærm.

.

Figur 6-20. Planternes biomasse og ophobningen af fint organisk stof på bunden af Suså i perioden 1979‑1981.

.

Når vandranunklerne blomstrer i maj-juni i de midt- og vestjyske vandløb, danner de en lysende hvid vej gennem et landbrugslandskab med meget få naturelementer (figur 6-18). Og når de senere på året overvokses af indvandrere som sideskærm og brøndkarse, får man et smukt eksempel på den dynamik, vandplanterne tilfører naturen. Det er en dynamik, som yderligere understreges af, at vinterens høje vandføring så at sige kan spule al vegetationen bort.

Dette forløb erstattes nogle steder af mere stabile øer, som står midt ude i vandløbet og koloniseres af sumpplanter såsom høj sødgræs, manna-sødgræs, sideskærm og lådden dueurt. Så får vandløbet et fingerformet opsplittet forløb, og småøerne kan få opvækst af flodklaseskærm og for større øer også buske (figur 6-19). Al denne varierende skønhed er naturen formodentlig selv helt ligeglad med, men det er den ikke med andre sider af planternes rolle i vandløbene, sider som bliver beskrevet nedenfor.

Planterne påvirker strøm og vandstand

Planterne øver som allerede nævnt modstand mod vandets strømning, så den gennemsnitlige strømhastighed i vandløbet nedsættes. Påvirkningen er mindst, når planterne fordeler sig i afgrænsede øer, for her kan vandet strømme frit i strømrenderne.

Da den samme vandmængde skal passere gennem vandløbet, uanset om der er vandplanter eller ej, og da vandplanterne nedsætter strømhastigheden, må vanddybden nødvendigvis stige i et begroet vandløb. Men planternes stuvning af vandet ændrer sig fra strækning til strækning og med plantetypen. Er faldet stort, er vandstuvningen beskeden. Stive rørsumpsplanter og stive amfibiske planter nær bredden kan også stuve vandet betydeligt ved høje vandføringer, fordi de selv ved store strømhastigheder forbliver oprette, mens de mere fleksible undervandsplanter lægger sig i strømmens retning og derved udøver en mindre modstand.

For fiskene har planternes vandstuvning en særdeles gavnlig virkning. Hvis den ikke var der, ville mange vandløb i forbindelse med vandføringens aftagen i sommerhalvåret blive så lavvandede, at vanddybden ville begrænse fiskenes udvikling. Når der er planter til stede, opretholdes vanddybden derimod hen over sommeren. Nogle steder kan planterne ligefrem skabe større vanddybde ved lav sommervandføring, end man ser ved høj vandføring og med få planter om vinteren.

Planternes stuvning af vandet er grunden til, at de skæres for at garantere uhindret afstrømning og en lav vandstand, så drænrørene kan virke og vandet umiddelbart kan ledes væk fra markerne efter nedbør.

Planterne fremmer stofaflejring

Planteøers evne til at tilbageholde fine mineralske og organiske partikler er allerede omtalt. Når vandplanterne om sommeren dækker det meste af vandløbsbunden, sker der en større tilbageholdelse af organisk stof og næringssalte (figur 6-20) end om vinteren. Det er helt almindeligt, at der tilbageholdes 1000 g organisk stof på bunden pr. m2 i vandløbene, der løber gennem dyrkede area­ler, og at denne stofmængde er fire-fem gange større end den, planterne selv udgør.

Mængden af kvælstof i det ophobede materiale er typisk på 30-45 g pr. m2, som søer og fjorde længere nedstrøms derfor slipper for at blive belastet med i sommerperioden. Senere, hen på efteråret og vinteren, skylles det fine overflademateriale ud, men det sker på et tidspunkt, hvor det skaber færre problemer med for stor algevækst end tilfældet ville være, hvis udskylningen skete midt på sommeren. Desuden er mængden af organisk stof faktisk faldet i løbet af sommeren takket være mikroorganismernes aktivitet (se næste afsnit). Og endelig kan en del af det kvælstofholdige nitrat være forsvundet ved at blive omdannet til kvælstofgas.

Planterne bortskygger mikroalgerne på bunden

Mikroalger, ikke mindst kiselalger, vokser som en mm-tyk, mørkebrun belægning på bunden og på stenene om foråret, før vandplanterne har nået at udvikle sig. Masseforekomsten kan være så betydelig, at vandløbets indhold af opløst silikat reduceres fra meget høje niveauer til næsten nul over den 2-3 ugers periode, hvor mikroalgerne opbygger en biomasse, som er mindst lige så stor som den, man finder i hele vandsøjlen i en meget næringsrig sø.

Algebiomasse opgøres nogle gange som mæng­den af aktivt klorofyl pr. m2 bundoverflade. På en stabil bund kan den nå op på mellem 300 og 600 mg pr. m2 (figur 5-16). Er bunden meget ustabil på grund af en stor mængde sand, der hele tiden omlejres og sender mikroalger på sandkornenes overflader ned i mørket under 3 mm’s dybde, bliver biomassen kun på 30-50 mg klorofyl pr. m2 i det øverste, belyste lag.

Man kan let erkende mikroalgernes forårsmaksimum på vandløbsbunden pga. de iøjnefaldende lysebrune belægninger og de mange fine iltbobler i algefilmen på bunden, som skyldes den intensive fotosyntese. I vandet ser man flager af algemåtten og et stort indhold af brunfarvet organisk stof, som også skyldes den intensive algeproduktion. Mikroalgerne er superføde for mange smådyr, men tidligt om foråret er der sædvanligvis endnu ikke opbygget tætte bestande af smådyr, der kan nå at konsumere nævneværdige mængder af mikroalgerne. Det er især situationen på sandbund og mudderbund, mens smådyr på sten kan overleve i en større tæthed.

Når vandplanterne senere i forsommeren vokser frem, skygger de for lyset, og mikroalgerne forsvinder igen. Derfor varer mikroalgemaksimummet sædvanligvis kun en til to hektiske måneder i foråret.

Mikroalgerne på bunden og vandplanterne er sædvanligvis de vigtigste producenter af planteføde i vandløbene. Men mens mikroalgerne kan udnyttes direkte af smådyr, så er der ikke ret mange dyr, der direkte æder vandplanterne – er der fødemangel, kan større vårfluer dog finde på at gøre det (se Smådyrenes føde i og omkring vandløb). Først efter deres død udnyttes vandplanterne som føde.

Planterne giver plads til smådyr

Vandplanterne har et overfladeareal, som er adskillige gang større end det bundareal, de er rodfæstet i. Mellem 5 og 10 m2 bladareal pr. m2 bundareal er ganske almindeligt. Det er især smådyr med en hurtig udvikling, som sidder på bladene, for sidder dyrene fast, skal de kunne nå at udvikle sig i løbet af bare én måned – længere tid lever et blad nemlig sjældent. Er dyrene bevægelige, kan de til gengæld bare flytte sig fra gamle blade hen på nye blade.

Blandt planteoverfladernes dyr findes især filtratorer, som lever af de partikler, der hele tiden transporteres med vandet hen over planterne. Desuden er de såkaldte skrabere, der lever af belægningen af bakterier og mikroalger på bladene, almindelige. Filtratorerne har fordel af, at planterne stikker op i vandstrømmen, så føden føres passivt hen over munden på dem. Vigtige filtratorer er larver af kvægmyg og dansemyg, som kan findes i et antal på næsten 200.000 på planterne pr. m2 af vandløbsbunden, når vegetationen dækker bunden, mens der til sammenligning findes meget færre dyr nede i selve bunden (tabel 6-3, figur 6-21).

Skraberne har fordel af, at bladene sidder oppe i lyset, så mikroalgerne kan vokse på dem. Vigtige skrabere er visse dansemyg, der findes i hundredtusindvis, og den større døgnflue Baetis, der findes i mere moderate antal. Rovdyr såsom igler og dovenfluer er der få af på planterne, de er faktisk mere almindelige på den stabile vandløbsbund under planterne.

Planterne giver føde og standpladser

Den heftige produktion af smådyr på og mellem planterne kommer ørreden og andre af vandløbets fisk til gode. Men planterne har en anden og meget vigtig positiv betydning for tætheden af ørreder ved at opdele bunden fysisk, så der kan være flere standpladser (se Vandløbenes smådyr). Ørreder hævder territorier, og hvis bunden er bar og homogen, så ørrederne kan se hinanden, er der meget få af dem på bunden. De jager simpelthen hinanden ud. Men er der spredte planteøer på bunden, står ørrederne tæt.

Det understreger konflikten mellem på den ene side det lovbestemte krav om, at vi skal have et rigt og varieret vandløbsmiljø med planteøer, smådyr og masser af ørred eller andre fisk at fange, og på den anden side afvandingsinteresserne, for hvilke vandplanternes stuvning af vandet er et problem. EU-vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand i vandløbene gør det nødvendigt, at hensynene afbalanceres i forhold til de vedtagne målsætninger for vandløbene.

Tabel 6-3. Antal smådyr i de vigtigste grupper, som sidder på planterne eller på vandløbsbunden. Antallet er opgjort pr. m2 bund for en strækning i Suså i juli 1979, hvor plantebiomassen blot var middelstor (51 g tørvægt pr. m2). De vigtigste fødetyper er angivet: a: filtratorer, b: græssere, c: detritusædere, d: rovdyr. Efter Iversen m.fl., 1985.

Smådyrgruppe eller art

På planterne

På bunden

Dansemyg

Orthocladiner – b

205.000

4.990

Rheotanytarsiner – a

96.800

1.000

Paratanytarsiner – b

42.900

21.200

Kvægmyg – a

76.200

220

Rundorme – c

240

9350

Døgnfluen Baetis – b

670

220

Vandbænkebider – c

2

2270

Ferskvandstangloppe – b,c

0

275

Igler – d

10

650

Dovenflue – d

0

118

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Planternes nøglerolle i vandløbenes økologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig