Vandløbsplanter

En del plantearter kan man møde både øverst og nederst i vandløbene. Men der er også arter, man kun træffer i de kolde kilder øverst i vandløbene, og andre arter, som kun vokser i det sommervarme åvand i vore store vandløb.

Temperaturen er som nævnt i afsnittet Temperatur omkring 8 °C i kilder, som fødes af grundvand med konstant temperatur. Tæt ved udspringet varierer temperaturen ikke meget mellem sommer og vinter, især ikke, hvis vandløbet er vandrigt. Men er der mindre vand, får kontakten med luften temperaturen til at svinge mellem eksempelvis 4 og 12 °C i løbet af året et stykke fra udspringet. Endnu længere nede ad vandløbet stiger temperaturen om sommeren til typisk 18-20 °C, mens den falder til lidt over frysepunktet om vinteren. Vandløbet fører også mere vand og bliver bredere og dybere, jo længere man bevæger sig nedad, hvorved land- og sumpplanter får stadigt vanskeligere ved at vokse ud i vandløbet.

Udvekslingen af arter mellem land og vand foregår lettere i naturligt slyngede vandløb, der løber højt oppe i terrænet end i udrettede, kanaliserede vandløb. De naturligt slyngede vandløb har flere arter i overgangszonen på brinken, og denne er samtidig mindre stejl og derfor nemmere at passere. Derfor vokser engens vandmynte, eng-forglemmigej, engkabbeleje og lancetbladet ærenpris ud i vandløbet. Den stejle overgangszone i regulerede vandløb, der løber dybt nedskåret under terræn, passeres derimod blot af yderst få arter.

Der er betydelige forskelle mellem vegetationen i de kalkrige østdanske og kalkfattige vestdanske vandløb, og indholdet af hydrogenkarbonat (fra kalken) er den vandkemiske faktor, der bedst kan forklare disse forskelle. De fleste af vandaksarterne, aks-tusindblad, hårfliget vandranunkel, vandkrans, brudelys og pilblad findes således især i de kalkrige vandløb med meget hydrogenkarbonat, mens rust-vandaks, hår-tusindblad, storblomstret vandranunkel og vandmosser især findes i kalkfattige vandløb.

I små kildebække med et yderst begrænset opland med udvasket sand i undergrunden kan indholdet af hydrogenkarbonat være så lavt som 0,1 mmol pr. liter, og den tilknyttede pH er lidt under 7,0. Her kan man møde hår-tusindblad og kransnålalger af slægten Nitella, som man ellers især møder i de kalkfattige søer. Man møder også sjældne vandmosser uden danske navne såsom Scapania undulata.

Små skovvandløb i sandområder kan helt mangle hydrogenkarbonat, have endnu lavere pH (4-5) og være næsten uden vegetation på grund af den store surhedsgrad, for lidt lys og en humusholdig bund, som rødderne vokser dårligt i.

I afløbene fra de nu nedlagte brunkulslejer, hvor vandløbene modtager svovlsyre fra forvitring af pyrit i jorden, kan forholdene som tidligere nævnt være helt ekstreme, idet vandet kan være rævesurt (pH 3 eller lavere). I de sureste afløb (pH 2-3) fra brunkulslejerne ved Haunstrup syd for Herning var der i 1970’erne overhovedet ingen vegetation. Men ved pH 3-4 voksede en særlig undervandsform af liden siv helt enerådende over en 10 km lang strækning af Søby Å i afløbet fra de gamle brunkulslejer i Søby (figur 6-7). Eneste supplement var mossen Polytricum longisetum, som man også møder på sur, fugtig jord, og to makroskopiske algearter. Dengang formåede arterne i sidetilløbene til Søby Å ikke at trænge ind i hovedløbet, men stoppede som ramt af et surt opstød ved selve indløbet. Nu 40 år senere er vandet mindre surt i Søby Å, og arter som storblomstret vandranunkel, hår-tusindblad, enkelt pindsvineknop og smalbladet pindsvineknop har fra sidetilløbene formået at kolonisere hovedløbet.

Udbredelsen af vandplanter i afløbene fra de gamle brunkulslejer er det bedst kendte eksempel på knivskarpe fordelinger skabt af ekstreme pH-forhold. Det er sjældent, at en enkelt kemisk faktor, her pH og den tæt koblede kalkholdighed i den grad dikterer plantefordelingen. Det er mere sædvanligt, at adskillige kemiske, fysiske og biologiske faktorer i vekselvirkning med hinanden bestemmer arternes fordeling og hyppighed. Det er da også tilfældet i de pH-neutrale vandløb.

Det er slående, at de fleste arter af vandplanter både lever i vandløb og søer. Der findes faktisk kun meget få vandløbsplanter, som ikke også kan findes i søer. Flod-klaseskærm har man kun fundet ved vandløb, men der er nok intet til hinder for, at den kunne vokse ved søbredder. Der er dog flere søarter, der ikke normalt vokser i vandløb. Det gælder arter af blærerod med svag rodforankring, der ikke kan overleve i strømmende vand og ej heller her kan udnytte deres evne til at fange små dafnier og vandlopper. Meget langsomt voksende arter fra næringsfattige søer, f.eks. tvepibet lobelie og gulgrøn og sortgrøn brasenføde, møder man heller ikke i vandløb, da de næppe overlever den ret hyppige omlejring af vandløbsbunden ved vekslende vandføring og strøm. I afløb fra søer med ret stabil vandføring er det imidlertid i udlandet muligt at træffe søplanten strandbo, som i sin form og udbredelse ligner tvepibet lobelie og sortgrøn brasenføde. Strandbo vokser dog noget hurtigere og spreder sig vegetativt med udløbere i modsætning til de to andre nævnte arter.

Forskellene mellem vandløbenes og søernes vandplanter ligger da også alt overvejende i arternes forskellige hyppighed de to steder. Blandt de 20 hyppigste arter i danske søer er 6 gengangere i vandløb, mens de resterende 14 ikke optræder på vandløbenes top 20-liste (tabel 6-1). Tre arter er hyppige begge steder, nemlig børstebladet vandaks (nr. 1 i søer og nr. 11 i vandløb), vandpest (henholdsvis nr. 2 og 3) og kruset vandaks (henholdsvis nr. 6 og 9). Alle tre arter vokser hurtigt, spredes effektivt og tåler højt næringsindhold, og det er tre centrale egenskaber, når man skal klare sig i de ferske vande her i landet nu om dage.

Der er en logisk grund til det betydelige sammenfald mellem arter i vandløb og søer. De to miljøer hænger nemlig ofte sammen i netværk. Vandløb løber ind i søer og kan føre plantefragmenter og frø med sig fra vandløbet. Og det vandløb, som forlader søen, kan modtage plantefragmenter og frø fra planter, som vokser i søen. I en undersøgelse fra Sverige mærkede man løsrevne skud af langbladet ranunkel i et vandløb og kunne påvise en betydelig nedstrøms spredning til en sø. Men søen virkede dog som fælde for den videre transport. Langbladet ranunkel havde etableret en lille bestand i søen, men den måtte først vokse sig stor, før spredningen kunne fortsætte videre i vandløbet via udløbet fra søen.

Hvis lavvandede søer har klart vand, kan de huse tætte bestande af undervandsplanter og berige vandløbene nedenfor med frø og plantefragmenter, så man oplever et stort sammenfald af arter. Herhjemme var det især tilfældet for 100 år siden, før søerne blev for voldsomt forurenet med næringssalte og udviklede grønt, uklart vand fyldt med planktonalger. I gamle, klassiske undersøgelser herhjemme kunne man endog møde typiske søarter uden rodudvikling som tornfrøet hornblad i afløbene fra søer. Men også aks- og kranstusindblad, kredsbladet vandranunkel og flere store vandaksarter var tidligere meget mere almindelige i vandløbene efter søer.

Med skiftet til uklart, planktonrigt vand forsvandt lyset og livsbetingelserne for undervandsplanter både i søerne og i afløbene fra dem. Hermed blev det også sværere eller aldeles umuligt for undervandsplanterne at sprede sig fra sø til vandløb eller omvendt, og det har sikkert medvirket til, at vegetationen både er langt fattigere og meget mere forskellig mellem de to miljøer i dag, end den var for 100 år siden.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Vandløbsplanter.

• Forrige afsnit er Vandløbenes planter
• Næste afsnit er Vandplanternes udvikling