Det åbne land er igen på retur

I dag udgør skovarealet godt 11 % af landets areal. Forøgelsen af skovarealet fra lavpunktet i 1820 frem til i dag skyldes en aktiv indsats for at tilføre landskabet mere skov. På hederne blev der anlagt plantager, og klitarealer blev plantet til med nåletræer som værn imod sandflugt. Derved er store lysåbne hede- og klitarealer forsvundet.

I vore dage bliver marker plantet til med skov, f.eks. „bynær skov“ til rekreative formål (figur 1-6). På andre marker dyrkes der juletræer, og der plantes skov for at beskytte grundvandet mod forurening. Alt i alt rejses der i disse år omkring 2000-3000 ha ny skov årligt. Dertil kommer mere diffuse træplantninger, som gradvist gør det åbne land mindre åbent, især i egne med mange fritidslandbrug, f.eks. plantning omkring bebyggelse og tilplantning af lavninger og andre småområder som „vildtremiser“.

Skovarealet forøges også ved naturlig tilgroning. Når græsning og høslæt ophører på de ekstensivt udnyttede naturarealer, eller når dyrkning af marker opgives, breder skoven sig på arealerne. Fugtige enge bliver til pilekrat og elleskov (figur 1-7), mens det tørre græsland og de tidligere marker viger for stadig mere sammenhængende krat og skov. På lynghederne breder eg, birk og nåletræer sig. Og højmoser vokser til med birk.

De naturligt lysåbne og især de ekstensivt udnyttede naturtypers areal er blevet reduceret forholdsvis langt mere end det åbne land som helhed. Det er nu nede på 9 % af landets areal. Det skyldes dels, som netop nævnt, skovplantning og naturlig tilgroning, men også intensiveringen af landbruget og den tiltagende urbanisering af landskabet.

Oprindeligt var byerne skarpt adskilt fra det dyrkede land. Men fra omkring 1960'erne begyndte byerne i stigende grad at miste deres visuelle klarhed i landskabet. Omkring de gamle byer bredte der sig bræmmer af parcelhuskvarterer og forstadsbebyggelser, der udviskede grænsen mellem land og by, og store sommerhusområder har bredt sig langs kysterne.

By- og landzonelovgivningen fra 1970 virkede bremsende på denne udvikling. Men byzonearealet er alligevel vokset med en tredjedel gennem de seneste 25 år. Urbanisering præger nu stadig større dele af det åbne land, der i stigende grad får karakter af bynære landskaber, hvis anvendelse er påvirket af bymæssige funktioner. Men samtidig kryber naturen ind i byerne i villahaver, parker og friarealer (figur 1-8). Det er blevet sværere at trække en grænse mellem land og by. Derfor har vi i denne bog valgt at lade beskrivelsen af det åbne land omfatte bylandskabet også.

Det øgede behov for mobilitet, som skyldes erhvervslivets udvikling og befolkningens øgede fritid, medfører, at infrastrukturanlæg – veje, stier, jernbaner mv. – i stigende grad præger det åbne land. Således er den samlede vejlængde forøget fra 42.200 km i år 1900 til 71.700 km i år 2000. Stadig større landbrugsarealer inddrages til vejanlæg. En betydelig del af disse arealer henligger dog som vejskråninger, rabatter o.lign. og fungerer derved som potentielle levesteder for det åbne lands dyr og planter (figur 1-9).

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Det åbne land er igen på retur.

• Forrige afsnit er Skoven trænges tilbage - det åbne land opstår
• Næste afsnit er Det åbne lands natur og kultur i dag