FIGUR 8-6 (a). Udvikling af en strandeng i et eksponeret, tidevandspræget miljø. Læs nærmere i teksten. Den mellembrune del af profilet er vadesand; lysebrun: sand, aflejret i vegetationen under højvande og storm; mørkebrun: finkornet materiale, silt, aflejret under højvande og rolige vejrforhold samt i læ bagved opvækstområder.

.

FIGUR 8-6 (b).

.

FIGUR 8-6 (c).

.

FIGUR 8-6 (d).

.

FIGUR 8-6 (e).

.

FIGUR 8-7 (a). Jordbundsprofiler på strandenge. Billedet viser kompakt tørv oven på ler. Roden Fed, Lolland ved Guldbordsund. August 1977.

.

FIGUR 8-7 (b). Jordbundsprofiler på strandenge. Billedet viser løs tørv på sand. Ølsemagle Revle, Køge Bugt. Juli 1968.

.

FIGUR 8-1. Kreaturgræsset strandeng på Vesterfed ved Glænø, Sydsjælland. I forgrunden et fladbundet erosionshul med strand-malurt på kanten. Juli 1982.

.

Faskingærde langs en slikgård på vaden ved det fremskudte dige ved Højer. Inden for gærdet er bunden højnet på grund af sedimentation og med tæt vegetation af vadegræs og kveller. September 2003.

.

A) Grøbling i en slikgård på vaden ved det fremskudte dige ved Højer. August 1993.

.

B) Kveller har indfundet sig på de højereliggende agre mellem grøblerenderne. September 1994.

.

Præsentation

Kysterne langs vore fjorde, vige og bugter er godt beskyttet mod bølgernes nedbrydende påvirkninger. Andre kyster ligger bag odder og øer eller inden for vidtstrakte lavvandede havområder, hvor brændingen er langt fra kysten. Mens de ydre, eksponerede kyster, som er emnet for kapitlet De eksponerede kyster, er præget af sand, grus og sten, og hvor den ofte karrige plantevækst først begynder et godt stykke oppe på stranden, så er de beskyttede kyster grønne. Her finder man strandengene.

Vegetationen er frodig helt ned til vandlinjen og ofte også et stykke ud i vandet. Planterne får fred til at udvikle sig; de bliver ikke slidt i stykker og skyllet bort af bølgeslag og strøm, og de finkornede partikler – silt og ler – der er opslemmet i havvandet, og som føres ind over kysten ved højvande, kan få tid og ro til at blive bundfældet.

Forskellige typer strandenge

Strandengene dannes på lavtliggende, saltvandspåvirkede arealer langs beskyttede havkyster, der er udsat for mere eller mindre regelmæssigt højog lavvande. Plantevæksten består af arter, der tåler skiftevis at være vanddækket og tørlagt, og som tåler højt indhold af salt og vand i jorden. Vegetationen er sammenhængende, lav og engagtig (figur 8-1). Det skyldes for det meste, at strandengen bliver græsset – en sådan strandeng kaldes en salteng. Græsningen kan dog være ophørt for kortere eller længere tid tiden, og visse strandenge har aldrig været græsset.

Højere oppe i terrænet kan saltengene glide over i de mere tørre strandoverdrev, der normalt ikke bliver oversvømmet. Saltengen og strandoverdrevet udgør ofte lokalt en driftsmæssig helhed; derfor henregnes strandoverdrevene i denne bog under strandengene.

Men vegetationen kan også være høj og tæt som i strandrørsumpene, eller lav og spredt som på den øverste del af vaderne. Vade er betegnelsen for den del af havbunden langs beskyttede kyster, der tørlægges ved lavvande. De biologiske forhold på vaderne som helhed behandles i bindet om havet. De planter, der vokser på den øverste, ofte tørlagte del af vaden, vokser imidlertid også på saltengen. Derfor betragtes denne del af vaden i denne bog også som en del af strandengen.

De fleste steder udgør strandengen en sammenhængende, landskabelig helhed, der strækker sig som en grøn bræmme langs med kysten imellem havet og det mere intensivt udnyttede landskab indenfor. Ind imod land kan strandengen grænse til skov eller dyrket land eller gå jævnt over i klitter eller ferske enge. Overgan gen til de dyrkede marker er ofte markeret ved et sten- eller jorddige, et kreaturhegn eller en række træer.

Strandengene formes efter de lokale forhold

Det danske kystlandskab, som man ser i vore dage, er blevet formet inden for de seneste ca. 6-7000 år; det kan der læses om i bindet om geologien. Udformningen af kystlandskabet skyldes dels forandringer af havoverfladens højde i forhold til landet, dels af lokal erosion, materialetransport og aflejring på grund af vind, strøm og bølgeslag. Hvor der aflejres materiale, udvikler der sig et marint forland. Strandengene er en del af det marine forland (figur 7-1 og 8-2).

På grund af de danske kysters varierede udformning er der mange steder gode betingelser for dannelse af strandenge, og strandengene er mere udbredte end figur 8-3 viser. Mange strandenge er nemlig ganske små og kommer ikke til syne på et kort med en så lille skala.

Strandengene langs de danske kyster varierer fra egn til egn. Det skyldes dels variationen i tidevand og havvandets saltindhold, og dels variationen i kystens udformning og i det geologiske materiale. Overordnet har man tre regioner med hver deres typer af strandeng:

Ved Vadehavet er strandengene præget af et kraftigt tidevand, og havvandet er meget salt, omkring 33 ‰. Her finder man den type salteng, der lokalt kaldes marsk eller forland, og her finder man store arealer med højtliggende vade.

Ved de indre farvande er tidevandet langt svagere og aftagende mod syd, og havvandets saltholdighed aftager fra 33 ‰ i nord til omkring 10 ‰ i syd. Her finder man saltenge, strandoverdrev, tørre og våde strandrørsumpe og mindre arealer med vade.

Og endelig ved Bornholm er havvandets saltholdighed ganske lav, omkring 6 ‰. På klippeterrænet langs nordkysten findes der små strandenge, der meget ligner, hvad man kan finde langs Skånes østkyst.

Strandengenes højdezoner

En besøgende på en strandeng vil hurtigt opdage, at plantevæksten varierer med højden over havoverfladen. Bevæger man sig langs med kysten, er forholdene ofte temmelig ensartede; men går man bort fra vandet og ind over land, passerer man det ene plantesamfund efter det andet. Derfor er det naturligt at dele kystzonen i højdezoner, såkaldte littoralzoner. Her opdeler vi kystzonen i fire littoralzoner:

  • Den sublittorale zone er altid under vand og er rent marin.

  • Højere oppe finder man den hydrolittorale zone, der for det meste er under vand, men som kan være tørlagt ved lavvande. Hydrolittoralzonen strækker sig op til det lokale, gennemsnitlige vandstandsniveau, middelvandstandslinjen. Strandrørsumpe er almindelige i hydrolittoralzonen langs brakvandskyster.

  • Den geolittorale zone strækker sig fra middelvandstandslinjen og så langt op, som højvande normalt kan nå. Geolittoralzonen er for det meste tørlagt, men større eller mindre dele kan være oversvømmet ved højvande.

  • Oven for geolittoralzonen findes den epilittorale zone, der normalt er tørlagt, men som kan blive udsat for luftbårne saltpartikler. I den epilittorale zone kan der være strandoverdrev, dvs. tørt, kystnært græsland, som længere fra kysten glider over i indlandsgræsland eller anden landvegetation.

Figur 8-4 viser, hvorledes de forskellige typer af strandeng i Danmark fordeler sig i forhold til littoralzonerne. Som figuren viser, har det stor betydning for vegetationen, om strandengen bliver græsset eller ikke.

Geolittoralzonen er strandengens vigtigste zone. Her finder man saltengen. Ved de indre danske farvande går saltengen ned til middelvandstandslinjen. Ved Vadehavet slutter saltengen noget højere oppe i terrænet, ved middelhøjvandslinjen, der ofte er markeret ved en erosionsbrink. Neden for denne strækker vaden sig. På steder, hvor geolittoralzonen ikke græsses, breder tagrør og andre rørsumpplanter sig. Geolittoralzonens afgrænsning ind imod land viser sig ved en ændring i vegetationens sammensætning – der dukker andre arter på – men ofte er der også et tydeligt bælte af ‘tang’ – bændeltang og alger – der er efterladt af højvandet ved vintertid, vinterhøjvandslinjen. Overgangen til epilittoralzonen viser sig også ofte ved tilsynekomst af træer og buske, som på grund af saltet ikke kan trives på den geolittorale strandeng.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks

FIGUR 8-5 (a). Lo på tidevandsstrandengen på Skallingen. Billedet viser den ydre del af en stor lo med vadegræs langs bredden. Juli 1968.

.

FIGUR 8-5 (b). Lo på tidevandsstrandengen på Skallingen. Billedet viser de indre forgreninger af en lo omgivet af et tæt tæppe af stilkløs kilebæger, „gummilyng“. Juli 1968.

.
FIGUR 8-5. Loer på tidevandsstrandengen på Skallingen. A) Den ydre del af en stor lo med vadegræs langs bredden. B) De indre forgreninger af en lo omgivet af et tæt tæppe af stilkløs kilebæger, „gummilyng“. Juli 1968. Foto: P. Vestergaard.

Afsnit fortsætter her.

Vegetationen i geolittoralzonen behandles nærmere længere fremme i dette kapitel.

Overfladeformer og jordbund

Strandengens overflade

Strandengen danner sjældent en ensartet grøn flade. Tværtimod er der som regel en rig variation af overfladeformer, der både kan skyldes strandengens lokale udviklingshistorie og udnyttelsen af strandengen til græsning. Denne variation medvirker til den varierede vegetation på strandengen.

De forskellige overfladeformer er tydeligst udviklet på strandengene ved Vadehavet, men de ses også på de mindre tidevandsprægede strandenge ved de indre farvande. Blot er dimensionerne her noget mindre. Vigtigst er vel loerne – strandengens naturlige dræningssystem. Loerne er særlig veludviklede på den stærkt tidevandsprægede strandeng, f.eks. på marsken på Skallingen, hvor de danner vidtforgrenede systemer fra Ho Bugt ind gennem engen (figur 8-5 og 8-53).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 2

FIGUR 8-6. Udvikling af en strandeng i et eksponeret, tidevandspræget miljø. Læs nærmere i teksten. Den mellembrune del af profilet er vadesand; lysebrun: sand, aflejret i vegetationen under højvande og storm; mørkebrun: finkornet materiale, silt, aflejret under højvande og rolige vejrforhold samt i læ bagved opvækstområder. Fra Nielsen og Nielsen, 1978.

Afsnit fortsætter her.

Et andet markant element på mere eksponerede strandengskyster er erosionsbrinken, der ofte kaldes forlandskanten. Den dannes ved, at strandengen bliver eroderet fra havsiden, samtidig med at den vokser i højden på grund af aflejring af materiale ved højvande (figur 8-6).

Et tredje overfladeelement på strandengen er de forskellige former for afløbsløse huller, ofte fladbundede med stejle kanter (figur 8-1). De dannes ved erosion af strandengens overflade, dels som følge af kreaturernes færdsel, dels på grund af tang der bliver skyllet ind på strandengen ved højvande, og som tildækker og svækker plantedækket.

I den indre del af dårligt drænede strandenge kan der dannes såkaldte saltpander. En saltpande er en flad lavning, der fyldes med saltvand ved kraftigt højvande. Når vandet ved ebbe trækker sig tilbage, bliver noget af vandet fanget i lavningen og fordamper herfra og efterlader en høj saltkoncentration i bunden af lavningen (figur 8-35). Ofte udfældes der saltkrystaller på jordoverfladen. På grund af den høje saltkoncentration er saltpanden uden planter eller sparsomt bevokset med meget salttålende arter.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Boks 4

FIGUR 8-7. Jordbundsprofiler på strandenge. A) Kompakt tørv oven på ler. Roden Fed, Lolland ved Guldbordsund. August 1977. B) Løs tørv på sand. Ølsemagle Revle, Køge Bugt. Juli 1968. Foto: P. Vestergaard.

Afsnit fortsætter her.

Strandengens jordbund

På den nederste del af strandengen er jordbunden mest præget af materiale, der er bundfældet i vand. På vaden aflejres en del af det finkornede materiale som såkaldt slik. Det er en grålig, geléagtig substans, der består af finsand og små klumper af silt og ler kittet sammen af muslingeekskrementer. Når sliklaget i tørre perioder afgiver vand, omdannes det til et sammenhængende materiale, der kaldes klæg. Klæg er meget modstandsdygtigt over for vandets erosion og bidrager meget til marskjordens stabilitet. Vadesedimentet er ofte farvet sort fra nogle få centimeter under overfladen. Det skyldes svovljern (FeS), der udfældes under vandmættede, iltfattige forhold.

Højere oppe på strandengen, hvor oversvømmelse er mindre hyppig, men jordbunden stadig ofte er våd, kan der dannes et tørvelag oven på strandengens oprindelige underlag af sand eller ler (figur 8-7). På den øvre del af strandengen er jordbunden som regel så tør og gennemluftet, at der dannes muldbund, ofte med regnorme.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Strandengskysterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig