FIGUR 13-38. Rovfuglearter, der om vinteren kan træffes i det åbne land.

.

FIGUR 13-39. Voksen fjeldvåge.

.

Næsten alle de danske rovfuglearter udnytter det åbne land som fødesøgningsområde. De enkelte arter er hver især tilpasset forskellige byttedyr, og hver art jager med sin særlige teknik. I yngletiden opretholder de fleste rovfugle et relativt snævert afgrænset fødeterritorium omkring parrets redested. I vinterhalvåret forekommer rovfuglene derimod noget mere spredt og tilfældigt fordelt i landskabet, omend visse arter også i den kolde årstid opretholder et vinterterritorium.

Ni rovfuglearter træffes regelmæssigt i det åbne land i vinterperioden (figur 13-38). De mest udbredte er spurvehøg, duehøg, musvåge, fjeldvåge og tårnfalk. Blå kærhøg forekommer mere pletvis. Havørn og kongeørn er sammen med vandrefalk de mest fåtallige. Rovfuglene lever af mindre arter af fugle og dyr. Ådsler, anskudte og svækkede dyr, insekter, krybdyr og fisk er andre vigtige bytteemner.

Danmarks rovfugle har som følge af intensiv bekæmpelse gennem mere end 100 år længe haft unaturligt lave bestande. Den jagtlige bekæmpelse udgjorde en effektiv bestandsbegrænsende faktor, og det er beregnet, at mindst 320.000 rov fugle blev skudt eller på anden måde ombragt i perioden 1943-67. Efter helårsfredningen af de sidste rovfuglearter i 1967 er almindelige arter som spurvehøg, duehøg, musvåge, rørhøg og tårnfalk dog gået markant frem. Men også sjældne arter som kongeørn, havørn, rød glente, fiskeørn og vandrefalk er for nylig genindvandret. De blev næsten alle udryddet i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet.

Det er i det åbne vinterlandskab, at man især lægger man mærke til rovfuglene. Da optræder både musvåge, fjeldvåge og tårnfalk almindeligt langs vejene, hvor fuglene ofte ses siddende på pæle og i træer eller „musende“ over græsrabatten op til vejen. En rovfugl „muser“, når den med højt løftede, blafrende vinger – næsten som en helikopter – står stille over samme sted, mens den koncentreret spejder efter mus på jorden. Især fjeldvågen og tårnfalken, men lejlighedsvis også musvågen, mestrer teknikken (figur 13-39).

Fjeldvågen yngler i de nordskandinaviske og russiske fjelde og opholder sig kun i Danmark i vinterhalvåret. Den er noget lysere og en anelse større og flyver lidt tungere end musvågen. Forekomsten svinger med gnaverforekomsterne her i landet og med mængden af gnavere på ynglestedet. Tidligere kunne man opleve invasionsagtige forekomster efter en ynglesæson med masseforekomster af lemminger i fjeldene, der gav føde til mange ungfugle. Men fænomenet er ikke konstateret i de seneste ca. 25 år, og antallet af overvintrende fjeldvåger er formindsket.

Den blå kærhøg jager ved at „sejle“ i lav flugt over terrænet med opadbøjede vinger. Fuglene koncentreres på lokaliteter med mange smågnavere. De bedste lokaliteter er store, åbne eng- og moseområder med rørsumpe i brede ådale eller ved kysten. Den ses relativt sjældent fødesøgende over marker inde i landet, men når det sker, følger den som regel vandløb eller grøfter, hvor chancen for bytte i form af markmus eller mosegrise er størst. Fuglene kommer ligesom fjeldvågen fra Nordskandinavien eller længere østfra.

I takt med havørnens bestandsstigning herhjemme og i landene omkring os er antallet af overvintrende ørne i vækst. De seneste år (2005-2006) er mere end 100 rastende havørne set samtidig på en enkelt dag i februar. Havørnen optræder om vinteren fortrinsvis nær kysten, ved fjorde og ved vore store søer med betydelige forekomster af rastende svømmefugle. Inde i landet vælger den gerne lokaliteter med mange gæs. Særlig gode ørnelokaliteter er de sydvestsjællandske fjorde, Tystrup-Bavelse Søerne, Nyord og Storstrømmen, Smålandsfarvandet og Sakskøbing Fjord, Maribosøerne, det lavvandede Lambo-farvand syd for Lolland, Guldborgsund, de sydfynske søer, Vejlerne, Ringkøbing Fjord og Vadehavet – især omkring Fanø.

Overvintrende kongeørne var tidligere en midtsjællandsk specialitet. Men efter at denne ørn med et ynglepar i Lille Vildmose siden 1999 er indlemmet i vor egen ynglefuglefauna, er fugletårnene ved Tofte Sø og Høstemark Skov i Østhimmerland nu de sikreste lokaliteter. Her kan både det lokale kongeørnepar og ungfugle fra tidligere kuld observeres.

Vandrefalken synes år for år at tiltage i antal. Både som trækkende og som overvintrende. Det er en følge af markant stigende bestande i vore nabolande. Hvor fuglen tidligere sås enkeltvis, kan man nu se flere vandrefalke på de bedste lokaliteter. Falken opholder sig gerne kystnært på steder med store forekomster af rastende ænder, vadefugle og måger. Med de enestående forekomster af overvintrende kystfugle er Vadehavet en toplokalitet for vandrefalken. Et sted mellem 20 og 30 vandrefalke raster samtidigt her i efterårsperioden. Andre gode, faste lokaliteter er Vejlerne, Limfjordstangerne, Nyord, Tystrup-Bavelse Søerne, Vestamager og Saltholm. I 2001 etablerede et ynglepar sig på Møns Klint efter 29 års fravær. Nye ynglepar af vandrefalk kan sikkert forventes i de kommende år.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Rovfugle.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig