Miljøets krise

De sidste 20-30 år af 1900-tallet var præget af den opfattelse, at miljøet og naturen befinder sig i en tiltagende krise. Befolkningsvækst, ressourceknaphed og tiltagende forurening var genstand for diskussion og prognoser i den internationale offentlige debat om grænser for vækst. Og på den globale politiske scene ved FN’s konferencer om miljø og udvikling i Stockholm i 1972, Rio i 1992 og Johannesburg i 2002 blev begrebet bæredygtig udvikling sat i centrum. Her blev det bekræftet, at det globale miljø er under fortsat forringelse, og den væsentligste bagvedliggende drivkraft har været befolkningsudviklingen og den forøgede produktion af fødevarer.

Der er dog næppe tale om bare én krise. Der kan da heller ikke identificeres én årsag og én virkning. Krisen er, som jeg har forsøgt at antyde, miljøets reaktioner på et kompleks af mere eller mindre indbyrdes afhængige påvirkninger stammende fra bl.a. flere mennesker og et ændret forbrugsmønster, ændret teknologi og meget mere.

Nogle af de globale miljøproblemer er ægte, i den forstand at de rammer hele kloden, og at deres afhjælpning kræver tilsvarende globale initiativer. Det gælder f.eks. problemet med ozonhullet og klimaforandringerne. Andre problemer, f.eks. nedgang i biodiversitet, er kun globale i den forstand, at de optræder samtidigt næsten overalt på jorden, mens deres årsager og effekt og muligheder for afhjælpning er af mere lokal karakter. Dette gælder eksempelvis grundvandsforurening og habitatødelæggelse. Men da kulturlandskabet, som ovenfor beskrevet, samtidig i stigende grad er fremmedbestemt, er det dog begrænset, hvor meget en skelnen mellem ægte og uægte globale miljøproblemer øger forståelsen.

Næst efter udslippet af drivhusgasser, luftforurening og tab af overflade- og drikkevand, er det tabet af den biologiske mangfoldighed, der anses for at være mest alvorlige for miljøet (tabel 16-2). Presset mod biodiversiteten globalt kommer fra opdyrkning, klimaforandring, forurening, rovdrift og ekspansion af indførte fremmede arter, også kaldet bioinvasion.

Hvor biotoptab kan siges at være den væsentligste årsag til tilbagegang for den biologiske mangfoldighed i det 20. århundrede, vil det formentlig være bioinvasion, der bliver det 21. århundredes helt store problem. Man frygter, at indførte eller tilfældigt indslæbte arter og varieteter overalt og i stigende grad vil kunne fortrænge de arter, som er på stedet i forvejen. Det vil virke ensrettende på den biologiske mangfoldighed, således som vi kender det med kæmpebjørneklo, der i disse år breder sig i mange af de danske moser. Den biologiske mangfoldighed vil derudover som hidtil være truet af urbanisering og spredning af infrastrukturanlæg og den bebyggelse og opsplitning af de naturlige levesteder, som er forbundet hermed.

Lister over væsentlige problemer som den, der er vist i tabel 16-2, skal tages med stor forsigtighed, især hvad angår problemernes indbyrdes prioritering. Alligevel kan en sådan liste være nyttig, når man vil vurdere situationen på en bestemt lokalitet. Som det vil blive omtalt senere, er alle de i tabellen nævnte punkter, der gælder globalt, også relevante i en dansk sammenhæng, omend miljøets krise ikke er jævnt fordelt over kloden.

FN’s miljøprogram har påpeget fire kløfter, som man må forholde sig til:

1. Miljøkløften: stabilt eller forbedret miljø i f.eks. Europa versus forringet miljø i andre regioner især ulande.

2. Politik-kløften: Mellem de samfund der magter, og dem, der ikke magter at forholde sig operationelt til miljøproblemerne.

3. Sårbarheds-kløften: Nogle samfundslag og lande er meget mere udsatte end andre.

4. Livsstils-kløften: En femtedel af verdens befolkning står for 90 % af verdens forbrug.

Disse uligheders udjævning eller uddybning er af afgørende betydning for, hvordan der bliver at leve i fremtidens danske samfund og landskaber. Bliver kløfterne opretholdt og måske endda uddybet, vil det måske på flere måder være en umiddelbar fordel for natur og landskab i Danmark, men ikke på langt sigt. En verden, der er delt op af kløfter på kryds og tværs, er ikke bæredygtig. En eller anden form for global udligning, med hvad dette indebære af ændret levefod og øget befolkningspres, vil før eller siden slå igennem, også i det danske samfund og landskab.