Statens krise

Som den sidste af de fire globale udviklingstendenser skal statens krise omtales kort. Efter at staterne i høj grad er gået fra at være importbegrænsende til at være eksportorienterede og dermed har åbnet for udenlandsk indflydelse, er statens mulighed for at regulere økonomien uafhængigt af omverdenen mindsket. Flere multinationale virksomheders årsomsætning er f.eks. større end hele det danske bruttonationalprodukt.

Samtidig har de lande, der er samlet i Den Europæiske Union, afskrevet sig en stor del af muligheden for at føre en uafhængig national politik på en række områder. Det gælder for natur- og miljøbeskyttelsesområdet med bl.a. EF Fuglebeskyttelsesdirektivet, Habitatdirektivet, Vandrammedirektivet og Nitratdirektivet. Endvidere spiller internationale aftaler på natur- og miljøområdet en stigende rolle. Danmark har eksempelvis tiltrådt Ramsarkonventionen, der beskytter vådområder, CITES, der regulerer handel med truede arter, Bonn-konventionen, der handler om trækkende dyr, og Biodiversitetskonventionen. Alle er med til at flytte magt væk fra det statslige til det overstatslige niveau og de mellemstatslige fora.

Samtidig har der især i de senere år vist sig en øget interesse for at tage de politiske beslutninger nærmest muligt de berørte borgere. Dette vil kunne bidrage til en yderligere flytning af beslutningskompetencer, denne gang fra staten til kommunerne og på visse områder videre ud til lokale organisationer og borgergrupper. Dermed tegner der sig en mulig fremtid, hvor det internationale og det lokale niveau i natur- og landskabsforvaltningen styrkes, mens der sker en relativ svækkelse af det nationale og det regionale niveau.

Samlet fører det til, at beslutningskompetencen dels føres ned på det lokale niveau, hvor beboerne i stigende grad udgøres af ikke-landmænd, dels til det overnationale niveau, hvor globale hensyn og internationale aftaler spiller en stigende rolle. Hvad det mere konkret kommer til at betyde for fremtidens landskaber, er emnet for det efterfølgende.