Byen

Det er landbruget, der er og formentlig fortsat vil være den sektor, der afgiver arealer til nye funktioner. På grund af By- og Landzoneloven fra 1970, som primært rettede sig mod at re gulere byernes vækst og sommerhusudbygningen, var det i en lang periode muligt at fastholde landbrugets monopol på det åbne land. Men i stigende grad har andre brugerinteresser presset sig på.

Stadigt større dele af landbrugslandet inddrages i byernes interesseområde. Fra at byerne lå som øer i et hav af landbrug, er det i nogle landsdele, f.eks. Nordsjælland, på vej til det, som allerede kan ses i Holland, hvor landbruget ligger som grønne områder mellem byerne, spundet ind i et stadigt bredere og tættere net af trafikanlæg med dertil knyttet bebyggelse – „roadsca-pes“ som det kaldes på engelsk (figur 16-8).

Tomme landbrugsbygninger vil blive indrettet til andre erhverv, til lager, småindustrier og handel. Heltidslandbrugene, som vokser i størrelse, får øget behov for at ansætte medhjælpere og i den forbindelse at kunne tilbyde en bolig. Og omkring de mange nye, større vejanlæg har det været svært for kommuner og amter at holde f.eks. tankstationer, indkøbscentre, møbelbutikker og bilforhandlere mv. væk.

Resultatet er, især efter planlovsændringerne i 2002, en stigende bebyggelse af det åbne land. Eksempelvis har alle landbrugsejendomme på over 30 ha nu ret til at etablere en aftægtsbolig og en medhjælperbolig ud over, hvad der måtte være på ejendommen i forvejen. Ejendomme under denne størrelsesgrænse skal først indhente tilladelse fra kommunen. Men med den appetit, kommuner plejer at have på flere skatteydere, må det forventes, at der i de kommende år vil ske en betydelig forøgelse af bosætningen i det åbne land foruden den byspredning, der finder sted i tilknytning til allerede eksisterende bymæssig bebyggelse.

Efterhånden som specialiseringen i samfundet og velstanden stiger, vil presset mod landbrugets traditionelle monopol på det åbne land øges. Fordi mange, især omkring de større byer, på én gang ønsker del i byens fristelser og landlivets herlighed, presses ejendomspriserne i vejret, og behovet for skovrejsning, naturgenopretning og pleje øges samtidig med, at behovet for offentlig adgang til herlighederne vokser. Også byens økologiske stofskifte med omgivelserne presser sig på. Det sker i form af behovet for indvinding af grund- og overfladevand og behovet for grusgrave og affaldsdeponier mm.

Endelig er der selve byspredningen dvs. den egentlige bebyggelse af det, som før var åbent land. Her har myndighederne haft stigende problemer med at styre udviklingen, så den foregår inden for de én gang vedtagne, overordnede rammer.

Da de enkelte borgmestre imidlertid vil være fristet til at udpege hver sine områder med attraktive byggegrunde for at tiltrække gode skatteydere, bliver der let tale om et overskud af byggegrunde. Men er der udbudt for mange byggegrunde, kommer der „slør i rattet“, fordi det bliver markedet og ikke myndigheden, der ender med at styre udbygningen.

Med til byvæksten hører også etablering af anlæg for friluftsliv, f.eks. sportspladser og golfbaner. Dette vil dog ikke nødvendigvis altid være et onde for naturen. En nænsomt drevet golfbane vil typisk have halvdelen af sit areal liggende som såkaldte „roughs“, hvilket kan være vedvarende græsarealer, moser eller små søer. Endvidere er der ofte offentlig adgang, og det samlede forbrug af gødning og pesticider kan beherskes, således at en golfbane anlagt på et almindeligt stykke konventionelt landbrugsjord må betragtes som en klar forbedring, hvis man ønsker at fremme biologisk mangfoldighed og friluftsliv.