Færdsel og rekreativ udnyttelse

I forhold til de mange andre menneskelige aktiviteter, der kan forårsage skader, rangerer den rekreative udnyttelse forholdsvis lavt. Der er dog eksempler på, at visse arter, f.eks. store rovfugle, kan generes af færdsel tæt på redesteder, ligesom flere plantesamfund, f.eks. græsland og visse hedetyper, er særlig sårbare over for slitage ved færdsel. Men en nyere analyse peger på, at de vigtigste rekreative aktiviteter, som skader dyrelivet, er jagt og sejlads langs vore kyster.

Der er imidlertid sket en forringelse af publikums adgang til landskabet. Således er enge og moser ikke blot blevet færre og mindre – adgangen til dem er også blevet forringet. Det samme gælder for markerne, som også byder på masser af oplevelser med deres skiftende farver og dufte, med køer på græs og landbrugsmaskiner i arbejde. Årsagen til de forringede adgangsforhold er, at mange markveje er blevet nedlagt i de senere årtier. En undersøgelse i Vejle Amt viser, at længden af markvejene er blevet reduceret mellem 40 og 50 % siden 1950. For at forbedre situationen blev der i 2001 nedsat et såkaldt adgangsudvalg, hvis konklusioner bl.a. var, at der skulle gøres en bred indsats for at øge offentlighedens adgang til det åbne land.

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Mange af vore øvrige naturværdier er imidlertid heller ikke let tilgængelige – rent oplevelsesmæssigt. Fascinationen ved dem forudsætter en vis viden om planterne og dyrene omkring os, deres indbyrdes samspil – herunder vor egen rolle for naturens udvikling – samt de ofte meget spændende tilpasninger til de gældende livsbetingelser. F.eks. vil de færreste nok finde en vandretur på en højmose attraktiv – den kan i øvrigt være ret besværlig hen over tuer og lavninger – på trods af, at højmosen er et unikt økosystem med meget høj status i naturbeskyttelsen.

Men man skal ikke drage den slutning, at f.eks. højmosers eksistens i Danmark er ligegyldig, bare fordi de ikke betyder noget videre for de fleste borgere. Man skal snarere forøge formidlingsindsatsen, så den utrolige verden, der omgiver os, bliver åben for alle som en uudtømmelig kilde til viden, erkendelse og oplevelse. Derved får vi alle et større incitament til at bidrage til sikring af den danske naturarv med al dens mangfoldighed, herunder også højmosens.

Jagt er en urgammel menneskelig aktivitet, og der er knyttet dybe følelser til udøvelse af jagt. Drives jagt på en fornuftig måde, er den fuldt forenelig med bevarelsen af et alsidigt dyreliv. Hér skal dog påpeges to forhold ved jagt, som påvirker naturoplevelsen og forekomsten af fuglearter i det åbne land.

Pattedyr og fugle bliver mere sky, når de jages. Fugle letter på lang afstand, og pattedyrene tager sig i agt og forsvinder, ofte før man kan nå at se dem. Med andre ord, iagttagelse af pattedyr og fugle på nært hold bliver vanskeliggjort for os alle som følge af jagten. Heldigvis bliver der gjort en del ved dette problem, idet der er oprettet jagtfri områder og vildtreservater rundt omkring i Danmark, hvor det er muligt at komme tættere på dyrene end normalt. Tilmed bliver der flere og flere steder bygget skjul og tårne, hvorfra man ofte har en enestående mulighed for at opleve dyrelivet på nærmeste hold; eksempler på sådanne observationstårne fra Vejlerne i Nordjylland ses på figur 14-22 og 14-23.

Et større problem forbundet med jagt er udsætningen af jagtbart vildt, som giver jægeren større sikkerhed for at få nedlagt bytte med hjem. Udsætning er en gammel tradition og svarer til udsætning af fisk i vore vandløb og søer. Problemet er, at de udsatte dyr skal beskyttes mod de naturlige fjender, som tiltrækkes af de rigelige mængder af føde, de udsatte dyr udgør. I nærheden af fasanerier og ved agerhønseopdræt bortskydes rovfugle som duehøg, spurvehøg og musvåge – ja sågar den truede rød glente er blevet efterstræbt i nyere tid på trods af, at den i høj grad lever af kragefugle og ådsler.

Det er næsten pinligt, at vi danskere blot skal krydse Øresund for at opleve et landskab med en sund og talrig bestand af rovfugle, ikke mindst rød glente. I 2002 var der 700 par i Skåne, 20-30 i alt i Danmark, med blot nogle få par på Sjælland og Bornholm. På Sjælland er synet af rød glente en stor sjældenhed! Men også på dette punkt kan udviklingen vendes. Den store succes, som Dansk Ornitologisk Forenings havørneprojekt har haft, kan måske være med til at øge befolkningens opmærksomhed over for de store, majestætiske rovfugle – de hører det åbne land til!

En meget stor del af de turister, der årligt besøger vort land i ferietiden, opholder sig ved kysten, ikke mindst ved den jyske vestkyst. Hér er der store sommerhusområder, som giver turistindtægter fra huslejen og fra indkøbene i de lokale forretninger, der i mange tilfælde kun er åbne om sommeren.

Men de mange turister skal ned til vandet og færdes derfor gennem klitterne, hvor de kan øge slitagen på de græsser, der skal forhindre sandflugt. Set ud fra et natursynspunkt er dette ikke nogen større skade; faktisk bidrager turisterne på denne måde til opretholdelse af en i øvrigt hel naturlig dynamik. Derimod kan slitagen på klitterne udgøre en trussel for sommerhusområder, P-pladser mv., der kan plages stærkt af sandflugt. Det er bl.a. derfor, at der langs den jyske vestkyst flere steder ses dæmpning af sandflugt, bl.a. ved rækkeopstilling af fyrreris ved den yderste klitfod, plantning af hjelme og udlæg af halm og flis på de foretrukne stier i klitterne, se også kapitlet De eksponerede kyster.

Meget tyder på, at forekomsten af vindbrud længere inde i klithederne har været for nedadgående i løbet af de seneste årtier. Turistslitage udgør derfor næppe nogen væsentlig trussel mod vegetationen i klithederne. Anderledes ser det ud med fugle- og dyrelivet. Mange af hedens fugle, f.eks. trane, tinksmed og hjejle, er i forvejen meget sjældne og også forholdsvis sky, se kapitlet Fugle: Fuglene på heder og græsland og de følgende afsnit. Det har derfor været nødvendigt at oprette reservater, hvor fuglene beskyttes mod menneskelig forstyrrelse i yngletiden. Et af de vigtigste hedefuglereservater i Danmark er Hanstholmreservatet i Thy (figur 14-24).

Afsnittet fortsætter efter boksen.

Afsnit fortsætter her.

Der er en konflikt mellem vort ønske om at komme tæt på de vilde pattedyr og fugle, og dyrenes mulighed for at få tilstrækkeligt med fred til at søge føde og yngle. Der er derfor behov for at regulere færdslen nogle steder i det åbne land, mens konflikten andre steder er ubetydelig eller helt fraværende. Snarere er det som nævnt ovenfor svært for den almindelige borger at færdes i det åbne land, der langtfra altid har tilstrækkelig med veje og stier til fri afbenyttelse.

De mest forstyrrende fritidsinteresser – ud over jagt – for dyrelivet i det åbne land er orienteringsløb, kørsel på mountainbikes, flyvning med dragefly m.m. Fantasien har tilsyneladende ingen grænser, når det gælder udfordrende måder at færdes på i luften og på jorden. Igen gælder det, at udfoldelsen af disse „voldsomme“ fritidsinteresser må reguleres, så de kan foregå på steder og tidspunkter, hvor skaden på naturen er så lille som muligt.

Golfsporten er i stærk stigning i disse år og er efterhånden en udbredt familiesport. I 2003 havde Dansk Golf Union ca. 110.000 medlemmer. Golf spilles på store, åbne baner, der kan opdeles i greens, fairways og roughs. Ofte er der naturområder på og ved siden af golfbanerne. Det er problematisk, hvis golfbanerne ligger i værdifuld natur, f.eks. tæt på kysten, hvor der ellers ville have været strandoverdrev eller klithede. Til gengæld kan plantelivet – og dermed dyrelivet – på en golfbane blive mere artsrigt, hvis det accepteres blot at slå græsset, men at undlade gødskning og pesticidanvendelse på fairways og roughs.

Naturforståelse bør gå hånd i hånd med udviklingen inden for golfsporten, så golfspillere og golfbanegæster ud over den friske luft også kan få fine naturoplevelser.

Det er almenmenneskeligt at glæde sig over fine og komplette samlinger af diverse genstande. I visse tilfælde udgør denne trang dog desværre en trussel mod naturen.

Det grelleste eksempel er indsamling af æg fra fuglereder, hvor de mest komplette indsamlinger omfatter hele kuld fra meget sjældne fugle. Således er vandrefalken på Møns Klint (figur 14-25) af hårdkogte samlere blevet frarøvet alle sine æg i en ynglesæson. Heldigvis er indsamling af æg nu forbudt ved lov. Det er end ikke længere tilladt at indsamle mågeæg fra kolonier, fordi der er risiko for, at sjældnere arters æg – terner, vadefugle – ryger med i købet.

Indsamling af planter er særlig problematisk, hvis indsamlingen består i opgravning af flerårige urter, der forekommer i små bestande. Der er derfor indført fredning af arter, som hverken må plukkes eller opgraves. Alle orkidéer er fredede. Det samme gælder en lang række åbentlandsplanter. Der er nærmere oplysninger om fredede dyr og planter på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside: www.skovognatur.dk/DyrogPlanter.

Selve plukningen af blomster udgør dog kun sjældent en trussel mod de pågældende arters forekomst. Det er snarere trusler mod levestederne, der er afgørende for plantediversiteten.

Også fangst af insekter i fælder har været kritiseret, men denne kritik er så godt som forstummet. Insekternes artsrigdom er meget mere påvirkelig af levestedernes kvalitet end af de forholdsvis få entomologers indsamling. Der omkommer f.eks. mange flere insekter i trafikken. Men en målrettet indsamling af dyr fra en lille bestand kan naturligvis være ødelæggende for denne bestand. Mange insektinteresserede vælger da også at fotografere og filme sjældne insekter i naturen frem for at indsamle dem og sætte dem på nåle.

Trafikken i det åbne land påvirker dyre- og planteliv på mange forskellige måder.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Færdsel og rekreativ udnyttelse.

• Forrige afsnit er Klimaændringer
• Næste afsnit er Særlig følsomme arter og økosystemer