Det åbne lands samfund er ikke klimakssamfund

Ifølge amerikaneren F. E. Clements’ klimaksteori skulle det naturlige plantesamfund i et klima som det danske være en løvfældende skov. Alt tyder på, at dette er korrekt. Lysåbne naturtyper som heder, overdrev og enge springer som regel i skov, hvis græsning eller høslæt ophører. Der er endvidere godt belæg for, at det meste af landet i det milde klima, der gradvist udviklede sig efter istiden, var dækket af en urskov med løvfældende træer som de vigtigste i trælaget.

Vegetationshistorikere undersøger disse forhold ved at se på genkendelige plante- og dyrerester i aflejringer, som kan dateres. Herved er der opnået en ret detaljeret beskrivelse af planters og dyrs indvandring efter istidens afslutning. Fundene omfatter opsigtvækkende genstande som tænder fra skovelefanter og urokseskeletter, men de mere hyppige rester hører til i småtingsafdelingen: støvkorn af blomster (pollen), sporer af bregner og mikroskopiske rester af små dyr og planter.

Især de nærmere undersøgelser af pollenfundene har været givtige, af to grunde: For det første dannes pollen regelmæssigt og i rigelige mængder, og da det jo så at sige er „meningen“ at det skal spredes til andre blomster, kommer det langt væk fra moderplanten. En blomstrende bestand af en planteart vil derfor sætte et let genkendeligt „pollenaftryk“ i omgivelserne – hvis altså man kan genkende artens pollen. Det kan man i de fleste, men dog ikke alle tilfælde. For det andet er pollenkornenes yderste lag overordentlig modstandsdygtigt mod nedbrydning, såfremt de aflejres i sure og iltfri omgivelser. Der er eksempler på pollen, der kan genkendes efter adskillige millioner år.

Pollenanalytikernes vidnesbyrd om skovsamfundene behandles i skovbindet, men det er relevant her at nævne, at en eventuel periode med sammenhængende klimaksskov har været kort. Omkring 4000 år før nu er der sikre tegn på skovrydninger foretaget af mennesker, og der er sikre tegn på, at visse egne, f.eks. Thy og Vestsjælland, har været domineret af åbent land lige siden. Pollenanalytikerne fortæller os også, at mange af det åbne lands arter indvandrede i Danmark, inden skovudviklingen tog fart, og mange har været der lige siden.

I de to-tre tusinde år, urskoven herskede, har disse åbentlandsarter overlevet, hvor specielle faktorer har skabt lysåbne forhold. Ved kysterne har salt og blæst og flyvesand gjort det svært for vedplanter at vokse, i hvert fald for dem der indvandrede først. Vi har sandsynligvis altid haft strandenge, klitter og skrænter, der overvejende har været lysåbne. Andre steder har grundvandet stået højt eller været skiftende, så kun træer og buske med særlige tilpasninger har kunnet klare sig her – væld- og mose-samfund er normalt uden trævækst.

Endvidere har landet tidligere haft et rigere udvalg af græssende dyr end nu. Store græsædere som urokse, bison, kronhjort og rådyr kan lokalt have haft så store bestande, at de har skabt lysninger i skovene, hvor dyr og planter tilpasset det åbne land har kunnet klare sig. Græsningen, hvad enten man betragter den som forstyrrelse eller som en biologisk påvirkning, har bremset udviklingen mod et skovklimaks.