Det åbne lands økosystemer har meget forskellig diversitet

Økosystemer er hjemsted for et mylder af individer, der tilhører et stort antal arter. Deres livsudfoldelser går kort fortalt ud på, at de selv skal overleve og at de skal videreføre arten – altså formere sig.

Hvis man kan tælle eller måle, hvor godt dette lykkes for arterne, har man et udtryk for økosystemets evne til at rumme biologisk mangfoldighed både set i nuet, og set over tid. Den målestørrelse, man benytter, er samfundets mangeartethed eller diversitet. Den ideale målestørrelse skal kunne udtrykke en variationsbredde og ikke blot en gennemsnitsstørrelse eller en totalværdi. I boks 15-1 er nogle af de begrebsmæssige og praktiske problemer ved diversitetsbestemmelse behandlet.

Amerikaneren M. Huston har gjort opmærksom på, at et samfunds artsdiversitet ser ud til at være stærkt afhængig af lokalitetens næringsrigdom og graden af forstyrrelse. Hvis man afbilder diversiteten i et diagram med næringsrigdom eller forstyrrelse som x-akse, får man et kurveforløb, hvor diversiteten stiger i starten, når næringsrigdommen eller forstyrrelsen stiger, men falder igen, hvis næringsrigdom eller forstyrrelseshyppighed overstiger en vis grænse (figur 15-2). Man taler om en „pukkelrygget“ diversitetskurve.

Forklaringen på dette kurveforløb må søges i, at såvel stor næringsrigdom som lang tids uforstyrrethed alene begunstiger de arter, der er i stand til at dominere økosystemet, mens på den anden side hyppige forstyrrelser og lav næringstilgængelighed gør det vanskeligt for mange planter og dyr at opretholde levedygtige bestande. Imellem disse yderpunkter er der så eksistensmulighed for de mange arter, der hverken er for næringskrævende eller for konkurrencedygtige.

Det åbne lands mange forskellige samfund repræsenterer alle trin med hensyn til forstyrrelse og næringsrigdom. Hvorledes passer Hustons model så på disse systemer? I figur 15-3 er dette afbildet. x-aksen er tilgængeligheden af næringsstoffer, og y-aksen er, hvor lang tid der er gået siden sidste store forstyrrelse. Baggrundsfarvens styrke angiver diversitetens størrelse – målt som plantedækkets artsantal.

De naturtyper, som blev vist på figur 15-1, er sat ind i skemaet. Det ses, at de typer, der ligger i midten af begge skalaer, har størst diversitet. Moderat forstyrrelse og moderat næringsstoftilgængelighed giver højest diversitet. De naturtyper, der ligger øverst i figuren – højmose, skov og plantage – overlades mest til sig selv, og er præget af få dominerende arter. I bunden ligger typer med regelmæssig, næsten daglig forstyrrelse – veje, tidevandsprægede steder og jordbehandlede arealer, også med lav diversitet. Høj diversitet findes i den gyldne middelvejs område, hvor dominans forhindres af både forstyrrelse og sparsom næring, og hvor spiring og væskt af nye planter ikke forhindres af for meget forstyrrelse eller for lidt næring.