Landbrugsarealets vækst blev bragt til veje ved inddragelse af hidtidige marginaljorder på heder og i skove, og ved intensivering i udnyttelsen af arealet inden for markgærdet (figur 2-27). Eftersom agerjorden i Fællesskabstiden sjældent udgjorde mere end halvdelen af en landsbys marker, var der efter udskiftningen rige muligheder for en „indre kolonisering“ af de nye marklodder. udfyldning og afvanding af vandhuller, dræning af vandlidende lavninger, rydning af krat, fjernelse af sten og forbedring af jorden ved mergling – alt dette bidrog til at øge produktiviteten og landskabets ensformighed.
Den „indre kolonisering“ tog i høj grad form af en geometrisk nyordning af landbrugslandskabets biotoper. Tilfældigt beliggende vandhuller erstattedes i første omgang af netværk af åbne drængrøfter og jævnt fordelte mergelgrave. Fortidens oppløjede agerrygge blev jævnet. De hyppige holme af buske og store, enkeltstående træer veg pladsen for rækker af pile- eller poppeltræer forbundet af flettede hegn. Og de store marksten blev til fundamenter i grundmurede gårdbygninger eller gjorde nytte som stendiger, før skærveknuseren tog dem. Landbrugslandskabet var således ved 1800-tallets midte fortsat rigt på såkaldte småbiotoper; de var blot nogle andre end i Fællesskabstiden.
Ikke desto mindre betegner udviklingen gennem de seneste århundreder alt i alt en nedgang i det dyrkede lands uensartethed og dermed i antallet af sådanne biotoper. Fra endnu i 1700-årene blot at have været et landskabselement blandt mange, blev den ryddede markflade dominerende i 1900-årene. Ikke uden grund er det den uafbrudte markjord, som på vore dages topografiske kort danner det hvide grundlag, hvorfra alle andre landskabselementer skiller sig ud. Med et landskabsøkologisk udtryk kan man sige, at agerjorden danner matrix.
Overgangen fra åbne til lukkede dræn var et vigtigt skridt i retning af landbrugsjordens homogenisering. Et andet var indførelsen af ståltrådshegn fra 1880'erne. Med dem blev det muligt at rydde uendelige rækker af gamle levende hegn for derved at indvinde kostbar landbrugsjord. Hegnsrydningen fandt fortrinsvis sted i det trærige Østdanmark, mens plantningen af levende hegn som værn mod vindens hærgen på nyopdyrket hedejord samtidig blev sat i system i Midt- og Vestjylland (figur 2-28).
Gennem 1900-tallet har den overordnede udvikling gjort landbrugslandskabet endnu mere ensformigt. Ikke mindst 1950'ernes mekanisering af markdriften tilsagde, at marker så vidt muligt blev lagt sammen til større enheder, hvorved mange markskel blev sløjfet. og denne udvikling blev forstærket af den samtidige bølge af gårdsammenlægninger. samtidig blev mange gamle mergelgrave sløjfet.
Til gengæld skete der i samme periode en stedvis opgivelse af marginale landbrugsarealer, hvilket førte til nye småbiotoper. uproduktive lavbundsjorde blev ofte opgivet efter nogle årtiers dyrkning for eksempelvis at blive tilplantet med nåletræ. Men eftersom den nødvendige pleje af træerne ofte blev forsømt, fik mange af disse småplantninger et ejendommeligt præg af „brakskov“. Som ly for vildtet er de dog ikke uden betydning.
Inden for de seneste årtier er der dukket atter andre småbiotoper op i landbrugslandskabet. Brede løvtræshegn har f.eks. siden 1970'erne erstattet mange gamle, enkeltrækkede nåletræshegn, og i dag plantes de også i egne, hvor levende hegn ikke først og fremmest er et middel mod vinderosion (figur 2-29). Ikke sjældent etableres der desuden småsøer for at tiltrække jagtbare andefugle. Landskabsæstetik og vildtplejehensyn spiller altså i visse sammenhænge en større rolle end snævre landbrugsinteresser. Der er mere om småbiotoperne i kapitlet Det dyrkede land, se Præsentation og de følgende afsnit.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.