FIGUR 2-4. Skår af ca. 5.000 år gammelt lerkar med aftryk af hvedekorn.

.

FIGUR 2-5. Kort over forholdet mellem land og vand ca. 6.500 år før nu.

.

FIGUR 2-6. Denne usædvanligt velbevarede bueard fra Donneruplund ved Give er ikke dateret, men andre tilsvarende eksemplarer vides at være ca. 2500 år gamle. Buearden var lavet af tre stykker, mens en såkaldt krogard bestod af en enkelt tvege.

.

Hvorfor landbrug?

Omdannelsen til landbrugsland af den skov, som i stenalderen dækkede det meste af landet, var som allerede nævnt en langvarig proces.

Perioder præget af ekspansion og nyopdyrkning – landnam – blev talrige gange afløst af opgivne marker, som blev dækket af ny skov.

De første sikre tegn på, at landbrugskulturen havde fundet vej til kontinentets nordlige udkant, viste sig for ca. 6200 år siden. Hunden havde allerede længe været stenalderjægerens tro følgesvend. Men fra dette tidspunkt af tegner knoglerester af andre tamdyr sammen med lergenstande med kornaftryk (figur 2-4) billedet af et samfund, hvor indsamling af vilde planter, fiskeri og jagt gradvist blev afløst af en tæmmet natur – vogtede dyr og såede nytteplanter. Samtidig påviser pollenanalyser de første forekomster af både kornarter og andre planter, som særlig knytter sig til marker eller lysåbne græsningslandskaber, f.eks. kornblomst og lancetbladet vejbred.

Man har tidligere opfattet denne spredning som en overlegen kulturforms uundgåelige triumf over det tilbagestående jæger- og samlersamfund. Men så enkelt er det nok ikke. Snarere end at opfatte indførslen af tæmmede dyr og planter som et kulturelt overskudsfænomen skal den måske betragtes som en kriseløsning. Alt tyder på, at den tidlige stenalders jægere og samlere arbejdede betydeligt mindre for føden end senere tiders landbrugere. Og dengang betragtedes arbejde endnu næppe som noget, der adler. Landbruget var derfor ikke blevet indført, hvis ikke det havde været anset for nødvendigt.

Men hvad var det da for en krise, der fremkaldte denne nødvendighed? For det første synes en række af de store jagtdyr at have været i stærk tilbagegang; måske som en følge af et øget jagttryk og den opsplitning af dyrebestandene, som skyldtes den relative havstigning. For det andet synes havstigningen at have skabt et vandmiljø, der ikke var så gunstigt for de skaldyr, som udgjorde en væsentlig del af menneskets føde i den sidste del af Jægerstenalderen, den såkaldte Ertebølletid (figur 2-5). Endvidere må det have spillet en rolle, at Jægerstenalderens sidste tid i højere grad var præget af permanente bebyggelser end tidligere. For bofasthed synes generelt at fremme befolkningstilvækst. Og en forstærket befolkningstilvækst var i sig selv årsag nok til, at det blev nødvendigt at se sig om efter nye fødekilder.

Svedje og skovlandbrug

Analyser af pollen og trækul tyder på, at de første landbrugere alene brugte flinteøkser til at fælde træerne. Fældningen blev efterfulgt af afbrænding, når skovjorden skulle brydes op til nye marker. Foruden øksen var hakken og gravestokken de vigtigste agerbrugsredskaber, og de vigtigste kulturplanter var hvedearterne enkorn og emmer samt den seksradede eller nøgne byg.

Først fra omkring år 5500 før nu har vi sikkerhed for, at også ploven blev brugt. Helt frem til Middelalderen var den udformet som en såkaldt ard (figur 2-6), som med et skråtstillet skær kunne løsne jorden og skære mindre rødder over, men som ikke vendte furen. Med dens indførelse blev der mulighed for jordbehandling af større flader end tidligere, og den var formentlig en forudsætning for de følgende århundreders iøjnefaldende udvidelser af det dyrkede areal. Og eftersom den forudsatte trækkraft, var det plovens indførelse, der for alvor bandt ager- og husdyrbrug til hinanden i det kombinerede landbrug, som kom til at dominere indtil 1900-tallets mekanisering baseret på fossile brændstoffer.

Markerne blev som regel anlagt på veldrænet jord, hvor asken fra de afbrændte træer og grene bidrog med ekstra næring til dyrkningen. Formentlig holdt man kun den enkelte ager i dyrkning i nogle få år, hvorefter den blev forladt til fordel for andre, nybrudte marker ikke så langt derfra; sådan som det kendes fra moderne tiders svedjebrug i tyndt befolkede dele af verden. Der skulle altså gå lang tid, før agerjorden udgjorde en permanent landskabstype, og alt i alt lagde den beslag på en forsvindende lille del af det samlede areal.

Når dyrkningen regelmæssigt blev flyttet rundt i skoven, var det ikke nødvendigvis, fordi dyrkningen i sig selv udpinte jorden. En del nyere fund antyder, at gødningsindsamling og møgspredning ikke var stenalderbonden fremmed. Men fundene er endnu usikre, så vi må indtil videre antage, at agerjorden i almindelighed ikke fik tilført andre næringsstoffer end dem, som afbrænding af træer og buske gjorde tilgængelige i asken. Det er således tvivlsomt, om stenalderbondens primitive dyrkningsmetoder var i stand til at frembringe et udbytte, der oversteg det, mineraljordens naturlige frigivelse af næringsstoffer gav. Forklaringen på, at markerne til stadighed skiftede plads, er da også snarere, at de var anlagt i skovjord. Denne jord var i begyndelsen ekstra frugtbar, fordi den indeholdt mange ufuldstændigt omsatte plantedele. Men når den blev forstyrret ved øget lystilgang og opgravning, blev næringsstofferne udvasket og en såkaldt podzolering (se Morjorde og muldjorde) satte ind. Det var disse processer, stenalderbonden søgte at imødegå ved at flytte sine marker.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Landnam.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig