Jordbundstyper

Næringsfattige jorde med enkeltkornstruktur er især i områder med rigelig nedbør tydeligt lagdelte (figur 3-24) og kaldes morjorde. Det organiske stof er koncentreret i et flere cm tykt lag på jordoverfladen, O-horisonten. Dette såkaldte morlag, som jordtypen har fået navn efter, består af døde plantedele tilført igennem adskillige år, og det indeholder ingen eller meget få mineralpartikler. Med tiltagende dybde bliver det organiske stof ældre og mere og mere findelt.

Der skelnes ofte mellem et øverste førnelag af relativt uomdannede plantedele, et mellemste nedbrydningslag og et nederste humuslag, hvor det organiske stof ikke mere har tydelig struktur. Morlagets reaktion er sur med pH-værdier omkring 4, når der måles på et vandigt ekstrakt af jorden.

Under morlaget findes et udvaskningslag, A_e-eller E-horisonten. Den har i de mest udtalte morjorde, de såkaldte podzoljorde, karakter af blegsand, hvor mineralkornene er lysegrå, fordi metalforbindelser og humusstoffer gennem tiden er blevet opløst og vasket ned til større dybde i jorden. Under blegsandet finder man et udfældningslag, B-horisonten, hvor de udvaskede metalforbindelser og humus er udfældet. I typiske podzoljorde har de udfældede jern- og aluminiumioner kittet sandskornene sammen til et hårdt, sammenhængende lag med farve fra rødbrunt over blåligt til sort. Det kaldes allaget. Det ligger ofte i 20-30 cm’s dybde og har især tidligere været en alvorlig hindring for opdyrkning af hederne i Midt- og Vestjylland. Under udfældningslaget findes det uomdannede geologiske materiale, C-horisonten. Se også figur 6-7.

Muldjord finder man typisk, hvor lerindholdet er større. Den almindeligste naturlige muldjordstype i Danmark kaldes brunjord. Den er mest udbredt i Østjylland og på Øerne. Muldjord er uden tydelig lagdeling. Bortset fra førnelaget på jordoverfladen er det mineralske og organiske stof intimt sammenblandet og danner en typisk krummestruktur (figur 3-24). Indholdet af organisk stof aftager normalt jævnt nedefter i jorden. Det organiske stof består overvejende af strukturløs humus og indgår tit i ler-humuskomplekser. Muldjorde, som ikke indeholder calciumkarbonat, har en reaktion, som varierer fra svagt sur til svagt basisk med pH-værdier mellem 5 og lidt over 7. Muldjorde indeholdende calciumkarbonat kaldes kalkjorde, og deres pH kan være højere, op til ca. 8, mens indholdet af organisk stof som regel er lavt.

I det åbne land finder man typisk muldjord under græslandsvegetation på veldrænet bund. Kalkjorde findes næsten udelukkende på skrænter.

Udvalget af plante-, svampe-, bakterie- og dyrearter er radikalt forskellig i mor- og muldjord. På grund af morjordens lave pH-værdi og mangel på næringsstoffer klarer en lang række planter sig dårligt her. Derved får nøjsomhedsarter som f.eks. hedelyng, revling og bølget bunke en konkurrencefordel. Hvor der er et allag, begrænser dette røddernes udbredelse i dybden og hæmmer stedvist nedsivningen af vand. Forholdet mellem svampe og bakterier er forskelligt i de to jordtyper. Der er overvægt af svampe i morjorde, mens bakterier dominerer i muldjorde.

I muldjorde udgør større regnormearter en meget stor procentdel af dyrelivets samlede biomasse. På en eng i Normandiet var der i gennemsnit 1,4 ton regnorme pr. hektar (eller 140 g pr. m²). Det svarede til vægten af det kvæg, som vedvarende kunne græsse på engen. I morjorde trives de større regnormearter derimod ikke. De mindre jordbundsdyr, mesofaunaen, som dværgregnorme, pansermider og springhaler er til gengæld langt mere talrige her end i muldjorde. Blandt de helt små dyr, mikrofaunaen, er rundorme, nøgne amøber, flagellater og ciliater ofte mere talrige på muldbund end på morbund, hvorimod skalbærende amøber er almindeligst på morbund.

Om en jord udvikles til morjord eller muldjord bestemmes i første række af det geologiske materiale. Men vegetationen på stedet kan også være udslagsgivende, da den kemiske sammensætning af de døde plantedele, som er ophav til jordens organiske stof, enten kan fremme den ene eller den anden jordbundstype. Således fremmer førnen af hedelyng mordannelse. Endelig har både svampe, bakterier og jordbundsdyr og deres indbyrdes samspil betydning. Regnormene, og ganske særligt de store, dybtgravende arter som stor regnorm, Lumbricus terrestris, og lang orm, Aporrectodea longa, er ved deres gravevirksomhed med til at præge jordbundens struktur og er som nævnt tidligere vigtige for den sammenblanding af mineralpartikler og organisk stof, som giver jorden krummestruktur.

Mor og muld dannes kun på veldrænede jorde. Hvor jorden er vandmættet og ilttilførslen derfor utilstrækkelig, dannes der tørv. Tørv består af døde plantedele, som kun er delvist nedbrudt – ofte så lidt, at man stadig kan identificere de plantearter, som har givet ophav til tørven, f.eks. tørvemosser, Sphagnum, bladmosser eller stararter. Tørvens karakter afhænger også af vand- og næringsstofforholdene (se Jordbund og Vandet og vandtilførslens betydning).

Afvanding eller en generel sænkning af grundvandsspejlet kan medføre, at vandmætningen af tørven ophører. I så fald tager nedbrydningen af det organiske stof fart. Hvis tørven i sig selv er næringsrig, kan der frigives næringsstoffer, og som et resultat af omsætningen kan der dannes en muldagtig jordtype. Hvis tørven derimod er en næringsfattig sphagnumtørv, går nedbrydningen langsommere, med mindre der tilføres næringsstoffer, f.eks. i form af kunstgødning.

Jorden på dyrkede marker er oftest en muldjord med høj pH-værdi og stort næringsindhold, men det øverste lag, pløjelaget, som kan være 20-35 cm tykt, er ret ensartet. Indholdet af organisk stof i dyrket jord afhænger af mængden af afgrøderester, som bliver efterladt på marken. Det er højere, hvor der har været gødsket med staldgødning, end hvor der har været gødsket med kunstgødning.

Under pløjelaget følger gerne et lag af sammenpakket jord, pløjesålen, som skyldes påvirkningen fra de tunge landbrugsredskaber. Pløjesålen kan være vanskelig at gennemtrænge for planterødder og dyr.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Jordbundstyper.

• Forrige afsnit er Plantenæringsstoffer
• Næste afsnit er Tilpasninger til forholdene i jorden