I Danmark findes klippekyst kun på det nordlige Bornholm, men denne kystform er almindelig i store dele af verden inkl. det øvrige Skandinavien. En klippekyst er ofte forrevet med klipper, der går lodret ned i havet, men også med lavere partier. Hvor dybt vand går tæt på land, kan brændingen være voldsom. Mange steder betinger tidevandet en udpræget horisontal zonering af dyre- og plantesamfund (se også Klippekysterne).
Klippekystens smådyr
FIGUR 7-65. Eksempel på dyr fra klippekyster: havbænkebideren Ligia oceanica. Om dagen gemmer den sig i sprækker og kommer frem om natten for at fouragere. Den kan dog også ses i aktivet om dagen. Bemærk de veludviklede øjne, der giver den et udmærket natsyn.
FIGUR 7-66. En rock-pool i klipperne ved Gudhjem på Bornholm. I en rockpool varierer temperatur og saltholdighed meget, hvilket stiller store krav til dyrenes tilpasninger.
Smådyr på klipperne
På Bornholm er tidevandet ringe, og zoneringen skyldes mest afstanden fra havet og bølgesprøjt. Nogle marine dyr forekommer over middelhøjvandslinjen, f.eks. flere arter af strandsnegle (Littorina), der kan overleve manglende vanddækning i lang tid.
Nogle af de almindeligste terrestriske dyr på klipperne er forskellige arter af mider og springhaler, der lever af og på laver og mosser. Miderne hører til de såkaldte pansermider og prostigmatiske mider, hvoraf der kan være op til 50.000 pr. m2. De lidt større dyr er ofte knyttet til sprækker i klipperne, hvor de sidder beskyttet mod brænding og udtørring. Her lever f.eks. fluelarver, tusindben og mange andre.
To arter, klippespringeren (Petrobius brevistylis) og havbænkebideren (Ligia oceanica, figur 7-65) skal omtales lidt nærmere. Begge arter gemmer sig i sprækkerne om dagen, men løber rundt på klipperne i deres aktive periode, som for det meste er om natten. Klippespringeren er et primitivt, vingeløst insekt, der er beslægtet med boligens sølvfisk. Den lever af encellede grønalger, der danner belægninger på klipperne. Den har et veludviklet syn, og kan springe vha. tre vedhæng, de såkaldte halenokker, for at undslippe fjender. Havbænkebideren er et amfibisk krebsdyr, dvs. den lever både i vand og på land. Den er ca. 3 cm lang, grå-spættet og lever af døde alger. Den kan skifte farve mellem lys og mørk, formodentlig for at kunne matche underlaget som en beskyttelse mod rovdyr. Farveskiftet skyldes en ændring af farvecellernes størrelse.
Rock-pools
FIGUR 7-67. Antallet af arter af vandlevende biller i en rock-pool stiger med størrelsen af rock-poolen. Hvis akserne er logaritmiske, fås en ret linje med hældningen 0,30, hvilket stemmer overens med en generel ø-biogeografisk regel. „Areal“ er her et relativt tal, idet det er produktet af rockpoolens maximale længde og bredde (m2).
Jørgen Strunge. Data fra 17 rock-pools i den finske skærgård. Efter Lindberg, 1944.
Licens:
Begrænset anvendelse
Klippespringer.
Flodnerit.
Almindelig strandsnegl.
Af særlig biologisk interesse på klippekyster er de såkaldte rock-pools, som er fordybninger i klipperne med ansamlinger af vand (figur 7-66). De kan have en meget forskellig saltholdighed (0-33 %) afhængigt af regn, tilløb fra land og tilførsel af saltvand. De fleste rock-pools overskylles af havet mindst én gang om året. Langt de fleste er små (under 2 m2), men enkelte er dog op til 30 m2. De er lavvandede, og hvis der findes en vegetation, består den af forskellige alger. De fysiske forhold som saltholdighed og temperatur er meget variable i tid og rum. Antallet af arter er derfor mindre end i ferskvandssøer eller i havet ud for klipperne.
Dyr i rock-pools og deres tilpasninger
Om vinteren bundfryser mange mindre rockpools, mens der er vand under isen i de større. Her er saltet koncentreret, hvilket betyder, at vandet kan underafkøles helt ned til -8 °C. Dette er en fordel for de organismer, der ikke tåler at fryse til is.
Om sommeren fordamper vandet, hvilket også øger saltholdigheden. Mange af de små rock-pools tørrer helt ud. Dyrene overlever dette på to måder. Mange insekter flyver simpelthen væk fra vandhullet for at finde et bedre levested. Dette favoriserer arter med stor spredningsevne. Andre arter, der ikke kan flygte, graver sig ned i bundlaget af ler eller sand og indtræder i en slags dvale. Dette gælder f.eks. snegle, krebsdyr og de fleste insektlarver.
De fleste dyr i rock-pools tilhører arter, der kan tåle store variationer i saltholdighed. Dyrs tilpasninger til saltholdighed er behandlet i kapitlet Strandengskysterne (Tilpasning til saltproblemet). Af de almindeligste dyr kan nævnes tangloppen Gammarus duebeni, flodneritten (Theodoxus fluviatilis, en primitiv forgællesnegl) og flere arter af mosesnegle (Lymnaea). Af insekter kan nævnes larver af dansemyg (Chironomidae) og af saltfluen Ephydra riparia samt adskillige arter af vandkalve, vandkærer og bugsvømmere. På vandoverfladen finder man arter af hvirvlere, skøjteløbere og styltefluer samt en lille blå springhale Podura aquatica.
Det bør nævnes, at rock-pools også er levested for flere arter af større dyr. Blandt de almindeligste er trepigget hundestejle, lille vandsalamander og grøn frø.
Rock-poolen – et mikrokosmos
En rock-pool kan betragtes som et mikrokosmos, hvor der gælder lovmæssigheder, som også gælder i en langt større skala.
En generel regel siger, at nærstående arter med samme krav til ressourcer ikke kan sameksistere.
Tre arter dafnier af slægten Daphnia lever i rockpools ved Østersøen. De har samme fødeniche, idet de alle lever af planktonalger. En undersøgelse viste, at der i en given rock-pool næsten altid kun fandtes én art. Kun i 10 % fandtes der to arter, og i ingen alle tre arter. Arterne kan ikke sameksistere pga. konkurrence om føden. Hvilken art, der vinder konkurrencen, afgøres af arternes tolerance med hensyn til f.eks. saltholdighed. Af betydning er også arternes forskellige evne til spredning. Den art, der har den største spredningsevne (Daphnia magna), kan finde rock-pools uden dafnier først og får derved en fordel i konkurrencen. Spredningen sker i ægstadiet via fugle, vind eller oversvømmelse.
En anden regel, der er hentet fra den øbiogeografiske teori (kapitlet Mønstre i det åbne land), siger, at antallet af arter på øer stiger med deres areal, men at stigningen er mindre end proportional. Rockpools kan betragtes som „øer“ omgivet af et „hav“ af klipper. En undersøgelse af billerne i rock-pools viste, at antallet af arter steg som forventet med størrelsen af rock-poolen (figur 7-67). Den pågældende lovmæssighed har været svær at forklare, men det formodes, at antallet af arter på en ø bestemmes af en ligevægt mellem indvandring og uddøen af arter. Det lavere antal arter i små rock-pools kan derfor skyldes, at der er en større risiko for at en art uddør i en lille end i en stor rock-pool.
Vejviser
Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Klippekystens smådyr.
- Forrige afsnit er Tilpasninger hos strandens og klittens smådyr
- Næste afsnit er Stenstrandens smådyr
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.