Kystklinterne

FIGUR 7-42. Eroderet klint af moræneler. Efter bortskylning af det finere materiale danner klintens sten en rullestensstrand. På det nyligt nedstyrtede materiale ved klintfoden ses bestande af følfod, og på opskyllet tang danner strand-mælde store bevoksninger. Bemærk digesvalerne, der har reder i klinten. Hvideklint, Møn, juni 2006.

.
Licens: Begrænset anvendelse

Klinter af kridt, kalk, ler og sand findes mange steder langs de danske kyster. De største og mest kendte kridt- og kalkklinter er Møns og Stevns klinter, klinterne ved Bulbjerg og Svinkløv og klinterne på Djurslands østkyst. Kystklinter af ler og sand er hyppigst ved de indre farvande (se bindet om geologien).

Klinterne dannes ved havets erosion af fremspringende kystpartier. De står stejle og vegetationsløse, så længe havet angriber dem. På de mere eller mindre lodrette klintflader er materialet for ustabilt til, at planter kan etablere sig, og havets fortsatte erosion opretholder ustabiliteten (figur 7-42).

Hyppig erosion er en betingelse for bevarelse af den åbne stejlklint. Hvis erosionen hører op af naturlige årsager eller som følge af kystbeskyttelse, afløses den stejle klint af en jævnere skrænt af nedstyrtet materiale, dannet ved frostsprængning og forvitring. På sådanne skrænter breder der sig et plantedække af græslandsarter og krat af tornede buske som hvid-tjørn, slåen og roser og undertiden havtorn. Bliver skrænten afgræsset, udvikler der sig et lysåbent græsland (figur 7-44 og kapitlet Græslandet).

Levevilkårene

Det nedstyrtede materiale, som erosionen aflejrer ved foden af kalkklinter, koloniseres mere eller mindre tilfældigt af planter uden nogen speciel tilknytning til kystklinterne. Det kan f.eks. være hundegræs, rød svingel, vild gulerod, smalbladet høgeurt, gyldenris og liden klokke. På det nedstyrtede materiale langs lerede klinter findes der derimod flere karakteristiske arter såsom følfod, ager-padderok og ager-tidsel. Lerklinterne kan meget vel være disse arters oprindelige voksested, hvorfra de har spredt sig til lerjorde inde i landet, efterhånden som agerbruget skabte åbne og ustabile miljøer.

Tilpasninger

Arterne tilpasser sig forholdene i de ustabile og porøse skred ved foden af klinten ved at have forgrenede jordstængler som hos følfod og agerpadderok, eller forgrenede, knopdannende rødder som hos torskemund, havtorn og ager-tidsel. Vidtforgrenede jordstængler, overvintrende skudspidser og rødder med ynglelegemer øger planternes chance for at overleve på stedet, selv om store dele af det nedstyrtede materiale bliver skyllet væk af vinterens oversvømmelser.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Kystklinterne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig