Klitterne

FIGUR 7-68. Dueodde er det største danske klitområde ved Østersøen. Det tilhører den særlig baltiske klittype, der rummer arter med østlig og sydlig udbredelse, f.eks. østersø-hjælme. Klitterne når imponerende højder, og Dueodde har sikkert engang været et værdifuldt klitområde. I dag er størstedelen af terrænet dækket af plantage, der skjuler klitlandskabet. Størstedelen af det resterende, frie område ud for parkeringspladsen og fyret er slidt ned til åbent sand på grund af en turisttilstrømning, der langt overstiger områdets bæreevne. Den oprindelige klitnatur er næsten helt spoleret. Kun klitfragmenter med stejle, eroderede sider står tilbage. Oktober 1994.

.

Det danske klitareal udgør omkring 800 km2. Det er knap 10 % af det samlede klitareal i Europa. Ca. 35 % af det danske klitareal er tilplantet med plantage eller udlagt til rekreativt område (sommerhuse). Men de resterende 65 % rummer nogle af de mest aktive klitlandskaber i Europa.

Klitarealerne langs Jyllands vestkyst er derfor i medfør af Naturbeskyttelsesloven underlagt en særlig klitfredning, som strækker sig 300 meter ind i landet. Fredningen har til formål at fastholde klitlandskabet som en levende og oprindelig naturtype med dets særegne plante- og dyreliv samtidig med at sandflugten dæmpes de steder, hvor den udgår en trussel imod samfundsskabte værdier som f.eks. bebyggelser og landbrug.

Klitter og sandflugt har altid hørt sammen. Den seneste periode med mere omfattende sandflugt begyndte for ca. 500 år siden. Nogle steder bevægede klitterne sig op til 8-10 km ind i landet. For at standse sandflugten blev store arealer fra midten af 1800-tallet plantet til med nåletræer: østrigsk fyr, skov-fyr og bjerg-fyr, her og der også med sitka-gran eller hvid-gran (se også Sandflugt).

Sandflugt fra blotlagte klitter kan dæmpes ved at udjævne brinker og skarpe kanter, så vinden afbøjes uden at finde angrebspunkter. Eller der kan udlægges fyrregrene, der opfanger det flyvende sand. Når klitten således er formet, kan dæmpningsarbejdet fuldføres ved tilplantning med sand-hjælme. Klitdæmpning er imidlertid ikke uden problemer. Når sandet ikke kan fyge ind i land, men opfanges af den yderste klitrække, vil denne nemlig vokse i højden, og hvis den samtidig eroderes af havet, vil klitrækken blive stejlere og smallere med risiko for havgennembrud.

Færdsel i klitterne kan visse steder skade vegetationen så meget, at det giver anledning til sandflugt. Derfor befæster man ofte stier med halm, flis eller lignende. Det kan ligefrem være nødvendigt at afspærre visse stiforløb, indtil vegetationen er gendannet. Den rekreative udnyttelse af klitterne kan dog stedvis være så omfattende, at hele klitlandskaber eroderes ned og ødelægges (figur 7-68).

Mekanisk påvirkning af og slid på klitterrænet er dog ikke kun negativt. Den naturlige klitsuccession, der resulterer i et stadig tættere vegetationsdække, kan bremses af slid og erosion, der skaber grundlag for nye vindbrud og dermed sikre klitlandskabets dynamik og mangfoldighed. I erkendelse af levende klitlandskabers værdi undlades sandflugtsdæmpning derfor normalt, hvor der ikke er væsentlige samfundsskabte værdier i baglandet. Derved får nogle klitter mulighed for at vandre frit, afhængigt af vegetationsforhold og vindpåvirkning.

De steder, hvor den yderste klitrække dæmpes, må de indre klittyper plejes med passende tiltag, der kan sikre deres dynamik, f.eks. ved afbrænding eller fåregræsning.

Ud over forhold, der har relation til rekreativ udnyttelse, tilplantning og dæmpning, er klitterne udsat for adskillige andre trusler. I forbindelse med sommerhusområder, byudvikling og erhvervsaktiviteter kan vandindvinding være en trussel mod de fugtige klitlavninger. Og kvælstofberigelse, der især stammer fra industriel svineproduktion og tilføres gennem luften, kan være en trussel mod det næringsfattige klitøkosystem.

Endelig kan invasive arter udgøre en trussel mod hjemmehørende arter og plantesamfund. Eksempler er rynket rose og, især i klithederne, bjerg-fyr og mosset vestlig bredribbe (Campylopus introflexus). Mere om trusler fra invasive arter i kapitlet Mønstre i det åbne land.

Danske klitter er imidlertid langt mindre påvirkede af menneskelig aktivitet end klitterne i Tyskland og Holland, hvor rekreative aktiviteter, klitdæmpning, næringsberigelse og vandindvinding i vid udstrækning har reduceret den oprindelige klitnatur.

Kystklinterne

Den overvejende del af kystklinterne udsættes til stadighed for havets erosion. Kystbeskyttelse medfører i disse situationer, at nedskredet materiale ikke fjernes, og at den stejle klint derfor afløses af en jævnt skrånende flade.

En anden konsekvens af dæmpning er, at digesvaler, der graver redegange ind i klinterne, forsvinder.

Rullestensstrandvoldene

På globalt plan er stenede kyster især udbredte i arktiske og tempererede egne – i Europa især langs norske, britiske og nordfranske kyster, i mindre grad ved Østersøen. I Danmark er stenede strande almindelige langs klintekyster og som rullestensstrandvolde langs såkaldte udligningskyster, se bindet om geologien. Men endnu findes der ikke nogen detaljeret kortlægning af deres udbredelse.

Selv om rullestensstrandvoldene både biolo gisk og økologisk set er en meget markant naturtype, har de altid haft mindre bevågenhed end klitkysterne. Det gælder også den rekreative udnyttelse. Men på ét punkt har interessen for rullestensstrandvoldene været stor, nemlig som råstofressource. Frem til midten af 1900-tallet er der blevet udvundet ral og kugleflint på mange lokaliteter, f.eks. på Sjællands Odde, på Djursland og på Møn („Hårbølle Stenminer“). Alene i 1926 blev der således produceret 13.000 tons kugleflint, hovedsagelig til eksport.

Råstofudvindingen har medført, at rullestensstrandvoldene som naturtype lokalt er blevet ødelagt. I vore dage er råstofudnyttelse langs kysterne imidlertid blevet kraftig reduceret af råstoflovgivning og lovgivning om kystzonebeskyttelse. Desuden er adskillige værdifulde lokaliteter blevet beskyttet ved fredning. Det gælder eksempelvis de tidligere omtalte rullestensstrandvolde på Ulvshale på Møn.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Status for de eksponerede kyster.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig