Småbiotoperne og deres planteliv

De små arealer i det dyrkede land, der ikke er i omdrift og ikke ligger brak, kaldes småbiotoper (figur 9-16). Nogle af dem er linjeformede, f.eks. stendiger, jorddiger, naturlige hegn, læhegn, grøfter, småvandløb, markskel, markveje og vejrabatter, men andre består af egentlige flader. Det gælder f.eks. naturlige eller gravede vandhuller, mergelgrave, gravhøje samt småbevoksninger inkl. vildtremiser, der er mindre end 2 ha. Kun stengærder, jorddiger og vandhuller, der er større end 100 m², er beskyttet efter reglerne i Naturbeskyttelsesloven af 1992, og kun i et vist omfang.

Bortset fra naturlige vandhuller og til dels småvandløb og naturlige levende hegn er småbiotoperne menneskeskabte. De naturlige småvandløb følger dog ikke altid deres naturlige leje, og naturlige hegn kan være gamle skovbryn, der står tilbage efter skovrydning. De menneskeskabte småbiotoper er skabt i meget forskellige tidsperioder og dermed i forskellige omgivelser. Gravhøjene blev f.eks. skabt i forhistorisk tid i et landskab, der var relativt upåvirket af andre menneskelige aktiviteter (mere om gravhøje i kapitlet Græslandet). Sten- og jorddiger er skabt som indhegning eller ejendomsskel i et landskab, der ikke var gødsket nævneværdigt, og hvor overdrev eller hede var udbredt forekommende. Mange af de levende hegn er fra 1900-tallet. De er anlagt med henblik på at give læ og øge produktionen i sandjordsmarkerne og på lokaliteter med en kold pålandsvind om foråret som f.eks. på Stevns. Læhegnene var, sammen med vildtremiser, andre småbeplantninger og mergelgrave omgivet af marker, da de blev anlagt. Se også Det åbne lands kulturhistorie.

Småbiotoperne udgjorde i 1999 ca. 1,7 % af det samlede landareal; på en gennemsnitlig landbrugsbedrift bestod ca. 3 % af arealet af småbiotoper. Men alle småbiotoper er halveret i areal gennem de seneste 100 år, bortset fra vildtremiser og læhegn, der er øget i omfang.