God natur i småbiotoperne kræver god forvaltning

Ændring af vegetationen i småbiotoperne fra lavtvoksende, konkurrencesvage arter til højtvoksende, konkurrencestærke urter og græsser skyldes ikke alene påvirkning fra næringsstoffer, pesticider og forstyrrelser med markredskaber. Det skyldes også, at småbiotoperne ikke længere plejes (figur 9-17) eller at plejen ikke er hensigtsmæssig.

Virkningen af pleje på rette tidspunkt kan illustreres med et forsøg på et areal, der var domineret af vild kørvel, pastinak og draphavre. Før forsøgets start var området gennem en årrække blevet slået i september som led i en kommunal pleje for at holde området træfrit. Under forsøget blev nogle felter tillige slået i maj/juni, hvor vild kørvel påbegynder sin blomstring. Andre felter blev kun slået i maj/juni eller kun i september (figur 9-23). Forsøget viste, at slåning af vegetationen i maj/juni, når vild kørvel begynder at blomstre, er en langt bedre plejemetode mod dominans af vild kørvel end den nuværende praksis med slåning alene i september – den fremmer faktisk vild kørvel (figur 9-24).

Virkningen af slåning af vejkanterne i forsommeren viser sig tydeligt ved de skarpt aftegnede forskelle i forekomsten af arter på de slåede og de uslåede dele af vejkanten (figur 9-25). På de uslåede dele forekommer således vild kørvel, pastinak og draphavre – med blomstrende følfod og vorterod om foråret. På de slåede dele blomstrer mælkebøtten om foråret, hvid-kløver, kællingetand, rundbælg, vild gulerod og cikorie midt på sommeren og høst-borst senere på sommeren.

Da mange småbiotoper som nævnt lider under naboskabet med markerne, er „godt naboskab“ vigtigt i forsøget på at forbedre vilkårene for naturen i småbiotoperne. Godt naboskab handler om at holde god afstand med gødningssprede ren og sprøjtemidlerne, men også om at udvide den lysåbne del af småbiotopen med en eller flere meter. Især de linjeformede biotoper har ofte meget lidt plads. Men godt naboskab handler tillige om at efterleve nogle lovbestemmelser. Langs matrikulerede veje skal vejrabatten således afsluttes med et godt 60 cm vandret stykke, inden marken kan begynde – den såkaldte vejalen, og langs de fleste vandløb skal der fra kronekanten af vandløbet tilsvarende være en 2 m bred, vandret bræmme med permanent vegetation.

Begrebet erstatningsbiotop anvendes ofte i forvaltningen af småbiotoperne. Men kan etablerede småbiotoper uden videre erstattes med andre arealer? For nogle typer småbiotoper er artsrigdommen som tidligere nævnt størst, mens biotopen er ung, og de er derfor relativt lette at „erstatte“. Etablering af nye „mergelgrave“ eller oprensning af gamle mergelgrave er således ofte vellykkede. Ved vejanlæg drejer det sig om at undgå muldpålægning og udsåning, så en spontan vegetationsudvikling kan starte fra råjord, hvor de næringsstofbegunstigede arter ikke umiddelbart kan slå de nøjsomme arter ud. Specielt hvor veje anlægges i nærheden af eksisterende naturområder, er dette hensyn meget relevant.

Men andre småbiotoptyper lader sig næppe genskabe. En gravhøj skal være kulturhistorisk autentisk, og evt. genskabelse af en artsrig „grav-høj“ kræver overjord fra en hede eller fra et gammelt græsland.